På dette modul introduceres du til almen retorik i form af klassiske retoriske begreber og moderne kommunikationsteorier, som anvendes i analyser af mundtlige henvendelser i forskellige situationer. Med en forståelse af retoriske begreber om den retoriske situation, genrer, appelformer (etos, logos og patos) og argumentation opøves din færdighed i at analysere og tilrettelægge et klart og overbevisende mundtligt budskab. I praktiske øvelser opnår du en øget fremførelses- og argumentationsevne, som benyttes til at tale til en forsamling og give konstruktiv kritik til forbedring af andres fremstillinger.
Prøve
Modul 1 afsluttes med en mundtlig eksamen, der består af en tale af 8-10 minutters varighed og en eksamination i et pensum på 600 sider, der har forbindelse med modulets undervisning. Talemanuskript indleveres 1 uge før den mundtlige eksamination. Varighed: 30 minutter (inkl. censur).
Modul 2 udbydes i foråret 2015 under fornøden tilslutning i sin nuværende form. Hold øje med hjemmeside for yderligere detaljer.
Modulet sætter fokus på skriftlig formidling og analyse af strategier og virkemidler i skriftlige henvendelser, såsom informationstekster, kronikker, kampagnemateriale, internetsider og fagligt formidlende tekster. Med nyere retoriske teorier om publikum, stil og visuel retorik analyseres de retoriske tekster med henblik på deres funktion, budskab og stil i forhold til den samlede kommunikationssituation. I praktiske øvelser øges din sprogbevidsthed og evnen til at disponere og udforme en overbevisende skriftlig henvendelse med hensyn til genrekrav og det valgte medie, som for eksempel det elektroniske medie.
Prøve
Modul 2 afsluttes med en skriftlig opgave, der består i en forbedrende omskrivning af en udleveret tekst samt en refleksion over valg i omskrivningen. Opgavens omfang er maks. 15 sider. Der gives 30 dage til besvarelsen.
Udbydes ikke
Med udgangspunkt i konkrete retoriske praksisformer inden for det post-moderne samfund, sådan som de fx udfolder sig i politiske debatter, krisekommunikation eller firmaer og organisationers skriftlige værdigrundlag, arbejder vi i undervisningen med normer for bedømmelse af retorisk diskurs i en offentlighed. Du bliver i stand til at analysere og vurdere retoriske diskurser i samfundet på baggrund af relevante retoriske teorier og får et grundigt overblik over den retoriske kritiks normative praksis.
Prøve
Modul 3 afsluttes med en skriftlig opgave inden for modulets emne; problemformulering godkendes forinden af vejleder. Opgavens omfang er maks. 20 sider.
Kontakt Efter- og Videreuddannelse, hvis du ønsker at blive optaget på Masterprojektet.
Masterprojektet består af et individuelt skriftligt projekt, hvor du inddrager din erhvervserfaring og arbejdssituation. Projektet kan have hovedvægt på det teoretiske eller det praktisk-eksemplificerende, men begge dele skal være til stede. Projektet er skriftligt og kan suppleres af andre medier, fx visuelle. Personlig vejledning med intensiv brug af IKT.
Prøve
Modul 4 afsluttes med en opgave på maks. 40 normalsider. Opgaven baseres på en godkendt problemformulering og afsluttes med et mundtligt forsvar af 35 minutters varighed (inkl. censur).