Litteraturhistorie arbejder med litteratur fra alle steder til alle tider. Fra Aarhus til Afghanistan og fra Homer til den nyeste litteratur i digitale medier. Studierne kobler litteraturen som en selvstændig kunstart sammen med litteraturen som en central del af kulturlivet, og derfor spænder forskningsemnerne så vidt som fra rejselitteratur, opdagelsen af erindring og det ubevidste til vidnesbyrd og erindringer om særligt traumatiske begivenheder i litteratur.
Forskerne bruger en række tilgange til litteraturhistorie, så som genreteori, poetik og fortælleteori, ligesom de arbejder tæt op ad æstetiske fag som kunsthistorie og dramaturgi, samt kultur- og sprogfag både indenlands og udenlands.
Forskningsmiljø
Foruden fagets kerneindsats på områderne litteraturteori, verdenslitteratur, romantikstudier, modernisme og editionsfilologi, indgår flere af forskerne på litteraturhistorie i miljøer på tværs af fagområder, hvor man undersøger digitale medier, teknologi- og filmhistorie, menneskerettigheder og erindringer, både i forhold til litteratur og kultur.
Fagets forskere formidler litteraturen bredt i efteruddannelse af gymnasielærere, i kurser på folkeuniversitetet, foredrag på højskoler og i gymnasieskolen og gennem litteraturkritik i aviser og tidsskrifter. Der er også en lang tradition for udarbejdelse af lærebøger og udgivelser af litterære klassikere.