Unni From fortsætter som institutleder på IKK
Unni From er blevet forlænget som institutleder på Institut for Kommunikation og Kultur. Dermed fortsætter hun arbejdet med at udvikle IKK’s uddannelser, forskning, samarbejdskultur og kommende rammer i Universitetsbyen og på Katrinebjerg.
For Unni handler forlængelsen især om at holde fast i den retning, instituttet allerede er i gang med at tegne på tværs af fagligheder, uddannelser, forskningsmiljøer og administration.
“I en forskningsorganisation kommer tingene aldrig til at stå stille. Heldigvis. Men tilsammen kan vi tegne retningen for et IKK, der bidrager troværdigt og relevant til centrale samfundsmæssige dagsordener,” siger Unni.
En af de opgaver, hun ser særligt frem til at arbejde videre med, er at styrke formidlingen af den brede vifte af instituttets forskning, som sætter et klart aftryk på den verden, vi er en del af, og hvor netop instituttets kandidaterne med helt opdaterede kompetencer kommer til at styrke fremtidens arbejdsmarked.
“Vi bidrager med væsentlig viden inden for blandt andet demokrati, velfærd og trivsel, og vi uddanner kandidater til mange forskellige funktioner i både den offentlige og den private sektor – alt sammen kompetencer, som er nødvendige i en nye geopolitisk virkelighed” siger hun.
Uddannelser, forskning og samarbejde
På uddannelsesområdet arbejder fagmiljøerne videre med stærke læringsmiljøer, praksiselementer i uddannelserne og de studerendes digitale kompetencer, som er nærmere beskrevet i den netop vedtagne helhedsplan.
På forskningsområdet følger instituttet op på forskningsevalueringen med fokus på forskningsfællesskaber, samarbejdskultur og implementering af CoARA-principperne.
“Meget peger på, at stærke forskningsfællesskaber og en god samarbejdskultur – både inden for faglighederne og på tværs – skaber spændende forskning og bedre trivsel,” siger Unni.
Instituttet ser samtidig en positiv udvikling i hjemtaget af eksterne forskningsmidler. Det styrker instituttets økonomiske muligheder og åbner for nye projekter, samarbejder og for at få flere ph.d.-studerende og postdocs ind i forskningsmiljøerne.
Også i administrationen er der fokus på udvikling og samarbejdskultur som fundament for understøttelsen af instituttets kerneopgaver.
Nye rammer i Universitetsbyen og på Katrinebjerg
I Universitetsbyen og på Katrinebjerg skal arkitekterne nu omsætte instituttets ønsker og behov til konkrete bud på studie- og medarbejdermiljøer. Det bliver en af de store opgaver i den kommende periode.
Instituttet er derfor i gang med en kvalitativ kortlægning af ønsker og behov, så medarbejdergrupperne bliver hørt, og de kommende rammer kan udvikles med blik for både funktionalitet og fællesskab.
For Unni er ambitionen ikke, at alle skal arbejde med alt, men at instituttet samlet set skal kunne sætte en tydelig retning.
Unnis forlængelse træder i kraft 1. januar 2027 og gælder i tre år.