Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl
Forskning

”Skønlitteratur er eminent til at berøre det, der gør rigtig, rigtig ondt”

20 år er gået siden terrorangrebet 11. september. Angrebet er i mellemtiden blevet bearbejdet i kunsten og litteraturen med en vis æresfrygt. Lektor i litteratur Tore Rye venter stadig på den roman, der tør gå tættere på 11. september.

Jonathan Safran Foer’s roman: ”Extremely Loud and Incredibly Close” fra 2005, er et eksempel på en klassisk 11. september roman, der mere har fokus på angrebets personlige konsekvenser end de samfundsmæssige.
Don DeLillos ”Falling Man” fra 2007 stiller skarpt på traumatiserede individer og et ægteskab, som er ved at gå i opløsning, hvilket bliver et billede på de omgivende konflikter.
Ken Kalfus var en af de få forfattere, der turde gøre op med devisen om, at 11. september blev ironiens død. Den udfolder han i sin roman fra 2006 "A Disorder Peculiar to the Country".

Den ny udklækkede ph.d.-studerende Tore Rye Andersen stod og ventede på bussen i Aalborg den 11. september 2001.  Han var hverken udstyret med en mobil eller en smartphone og kunne ikke modtage de breaking news, der lige nu satte gang i en kædereaktion i hele verdenen. Ringetonerne begyndte at stemme i kor fra taskerne og lommerne på Tores medpassagerer. Ud fra de halve samtaler kunne Tore opfange, at noget alvorligt var på spil. Rygterne gik fra, at et mindre passagerfly ved et uheld var fløjet ind i et af tårnene, til at 50.000 var omkommet. Først da han kom hjem til sin kone, kunne han med egne øjne se de rystende billeder i fjernsynet.

Vi har næsten alle en erindring om, hvor vi var, og hvad vi lavede den 11. september 2001, da terrorangrebet både rystede jorden og verdenen omkring os. De efterfølgende 20 år er blevet brugt på at bearbejde angrebet i kunsten og litteraturen, og det har sat sine aftryk i amerikansk kulturliv. Tore Rye Andersen har undersøgt den amerikanske ”11. september litteratur” for at se, om litteraturen har nogle fællestræk i skildringen af den store begivenhed. Her kan han konstatere, at skønlitteraturen omkring 11. september adskiller sig markant fra andre skønlitterære værker om store verdenshistoriske begivenheder som Anden Verdenskrig og Vietnamkrigen.

”De fleste romaner, der er skrevet om terrorangrebet, er overraskende fokuseret på det personlige plan, på intimsfæren og familien. Mens skønlitteraturen om Anden Verdenskrig eller Vietnamkrigen ofte stiller skarpt på de historiske udviklinger og har en langt mere systemkritisk tilgang, så er det som om de skønlitterære forfattere ikke tør eller ønsker at gå bag om 11. september. Så de store analyser og historiske årsagssammenhænge er stort set fraværende i skønlitteraturen.”

To klassiske eksempler på 11. september litteraturen, Tore Rye Andersen fremhæver, er Don DeLillos ”Falling Man”, der stiller skarpt på traumatiserede individer og et ægteskab, som er ved at gå i opløsning, hvilket bliver et billede på de omgivende konflikter. Det samme gælder Jonathan Safran Foer’s roman: ”Extremely Loud and Incredibly Close”, som handler om en dreng, der mister sin far i terrorangrebet, og hvor det primært er drengen og hans traumer, der er i centrum, mens de verdenshistoriske begivenheder rumsterer i baggrunden.

Den svære roman

Hvorfor den 11. september er et særligt krævende litterært tema at kaste sig over, har flere forfattere, forskere og litteraturanmeldere forsøgt at forklare. Nogle mener, at fordi 11. september var en utrolig visuel begivenhed, så betyder det, at mange mennesker føler, at de personligt har gennemlevet begivenheden, og dermed har en andel i den. Derfor bliver romanen en genfortælling, som forsøger at give begivenheden en ny mening. Andre mener, at angrebet har en karakter, som er så overvældende, at det skaber berøringsangst, og derfor foretrækker forfatterne i stedet at tage afsæt i egne erfaringer og skrive om, hvordan angrebet påvirkede det enkelte individ.

Tore Rye Andersen har sat litteraturen ind i et større perspektiv og set på, hvordan litteraturen var inden 11. september.

”Allerede i 90’ernes litteratur begyndte litteraturen at bevæge sig væk fra den store politiske og historiske roman, som vi så i 60’erne og 70’erne og tættere på intimsfæren. Det kan både ses som en modreaktion på de store politiske værker, hvor individet blev glemt en smule, og som et resultat af, at 90’erne også var et årti, hvor der ikke var de store amerikanske politiske kriser at skrive om. Forfatterne kunne dermed rette blikket indad, og sådan har det været lige siden,” forklarer Tore Rye Andersen, der ikke lægger skjul på, at han savner en version, hvor der også er plads til den store systemkritiske roman om 11. september, som både ser på forhistorien og på de historiske efterdønninger. Interessen for det nære sker på bekostning af de store forbindelser.

  I de første romaner om begivenheden blev flyene skildret, som om de bogstavligt talt kom flyvende ud af det blå. - Tore Rye Andersen  

En overflyvning i litteraturen

Ser vi på den udvikling litteraturen omkring 11. september har gennemgået, startede de første forfattere med slet ikke at forholde sig til forhistorien, men jo længere begivenheden er kommet på afstand, jo mere modige er forfatterne blevet.  

”I de første romaner om begivenheden blev flyene skildret, som om de bogstavligt talt kom flyvende ud af det blå. Der kom et terrorangreb, og det blev skildret som om, det ikke havde en forhistorie eller nogen årsager. Det er ingen hemmelighed, at USA har haft en massiv tilstedeværelse mange steder i verden, som har skabt noget vrede rundt omkring, som er en af de udløsende årsager til sådanne nogle terroristhandlinger. Det var noget, man ikke turde skrive i starten.” 

Det er noget, som forfattere gradvist godt tør sætte spørgsmålstegn ved og problematisere, ifølge Tore Rye Andersen. Den vrede, der først blev rettet mod terroristerne, er siden blevet rettet mod nationen selv.

Sådan en roman kom 12 år efter angrebet.

”Thomas Pynchon’s Bleeding Edge fra 2013 beskriver en ret kynisk analyse af, hvor ensidigt 11. september blev skildret i medierne, og hvordan man prøvede fra indenrigspolitisk side at holde befolkningen hen i frygt i tiden efter. Det var en følelse af en nation, der var under belejring, men belejringen kom måske mere indefra end udefra,” forklarer Tore Rye Andersen, men påpeger, at set i lyset af, hvilke systemkritiske romaner Thomas Pynchon tidligere har begået om blandt andet Anden Verdenskrig, så er hans roman om 11. september den mest neddæmpede.

Ironiens død

Umiddelbart efter terrorangrebet var flere kulturobservatører ude og sige, at det her bliver ironiens død. Det er, ifølge Tore Rye Andersen, den typiske reaktion i kølvandet på en tragedie. På samme måde udtalte den tyske filosof Adorno, at det at skrive et digt efter Auschwitz var barbarisk. Men det er der blevet skrevet en masse om sidenhen.

”Skønlitteratur er eminent til at berøre det, der gør rigtig, rigtig ondt, og som kan være svært at begribe.”

En af de romaner, som turde at bevæge sig ind på den ironiske genre, var Ken Kalfus’ A Disorder Peculiar to the Country. Det er en roman, der handler om et ægtepar, der prøver at bringe hinanden i fedtefadet ved blandt andet at sende falske miltbrandbreve til hinandens arbejdspladser. Romanen ender med en overdreven lykkelig slutning, som bliver et vrangbillede af virkeligheden. 

En historisk markør

Hvor filmskabere i dagene efter angrebet havde travlt med at klippe tårnene ud af deres film, så begynder tårnene langsomt at indfinde sig igen i film og bøger, hvor de mere får status af en historisk tidsmarkør. Litteraturen om 11. september er også ved at ebbe ud og fortone sig som et historisk minde, og forfatterne har kastet sig over mere påtrængende emner om blandt andet klimakrisen. Den historiske afstand bemærker Tore Rye Andersen også, når han modtager nye litteraturstuderende i sin undervisning:

”De studerende vi modtager nu, er enten ikke født i 2001 eller gik i vuggestue, da det skete. Så 11. september er ikke længere en fælles oplevet reference, men en begivenhed, de studerende har læst om.”

Tore Rye Andersen har sammen med kollegaer redigerede et temanummer i tidsskriftets Passage, som var noget af den første sekundære litteratur, der kom på dansk. Den kan læses her.

Årg. 23 Nr. 60 (2008): 9/11 | Passage - Tidsskrift for litteratur og kritik 


Tore Rye Andersens anbefaling til bøger om 11. september 

Mens vi venter på den skønlitterære roman, der formår at beskrive, hvad 11. september betød for det enkelte menneske, men også politisk og historisk har Tore Rye Andersen følgende anbefalinger:

Typiske’ 9/11-romaner (med altoverskyggende fokus på intimsfæren):

Don DeLillo: Falling Man (2007) – dansk titel: Den faldende mand

Jonathan Safran Foer: Extremely Loud and Incredibly Close (2005) – dansk titel: Ekstremt højt og utroligt tæt på

En mere kritisk og satirisk/ironisk tilgang til 11. september finder vi med:

Ken Kalfus: A Disorder Peculiar to the Country (2006) – ikke oversat til dansk

Kritikken af mediernes håndtering og nogle af de indenrigspolitiske tiltag finder vi i:

Thomas Pynchon: Bleeding Edge (2013) – dansk titel: Det dybe net.

Gode fagbøger:

The 9/11 Report

Lawrence Wright: The Looming Tower (2006) 


Kontaktinfo:

Lektor Tore Rye Andersen
Mail: torerye@cc.au.dk
Tlf: 87163082

Aarhus Universitet har desuden lavet en ekspertliste, hvor der er kontakter og info om forskernes ekspertområder. Ekspertliste på 20-året for 11.september.