Tidligere professor i kunsthistorie på Aarhus Universitet, Lise Bek (f. 1936 i Herning), er gået bort 31. januar 2026. Hun bliver begravet lørdag den 11. april på Nordre Kirkegård i Aarhus. Hun satte gennem et langt liv et tydeligt og varigt præg på kunsthistoriefaget og på de mange mennesker, hun underviste, vejledte og inspirerede.

Lise Beks tilknytning til Kunsthistorie på Aarhus Universitet begyndte allerede i 1956, hvor hun som stud.mag. Lise Dejgaard arbejdede med ordningen af instituttets billedsamling. Siden fulgte en karriere som lektor (1973-1989) og professor (1990-1996), men hendes indflydelse rakte langt ud over disse formelle titler.

Hun voksede op i Herning i efterkrigstidens Danmark, præget af ambition og fremskridtstro. Det var en baggrund, der var med til at forme hendes energi og udsyn. I 1956 indskrev hun sig i kunsthistoriens kredsløb ved Aarhus Universitet, hvor hun kom til at følge fagets udvikling fra dets spæde begyndelse med fagets første professor Else Kai Sass ved roret til perioden under professor Otto Norn fra 1967 til 1977, hvor hun blev ansat som lektor, og frem til hun i 1990 blev udnævnt til Norns efterfølger.

Lise Bek modtog universitetets guldmedalje for en prisopgave i 1962, blev mag.art. i kunsthistorie fra Aarhus Universitet i 1966 og seniorstipendiat samme sted fra i 1969. Hun opnåede dr.phil.-graden ved Københavns Universitet i 1980 med afhandlingen Towards Paradise on Earth. Modern Space Conception in Architecture. A Creation of Renaissance Humanism. Gennem hele sit virke forbandt hun forskning, undervisning og institutionelt engagement på en måde, der gjorde hende til en samlende skikkelse for faget.

Inden Lise Beks ansættelse ved Institut for Kunsthistorie blev hun i 1964 ansat i en halvtidsstilling som gymnasielærer på Grenå Gymnasium. Anledningen var gymnasiereformen i 1964, hvor faget ”Kunstforståelse og formning” blev indført som valgfrit fag.  Her udviklede hun en undervisningsmodel, hvor det historisk-teoretiske og det praktiske blev vægtet lige, og hvor samarbejdet med formningsfaget var centralt. Disse erfaringer dannede senere grundlag for et nyt bifag i kunsthistorie på Aarhus Universitet fra 1967 og for en videreudvikling af studieordningen i henholdsvis 1969 og igen i 1984, hvor formning nu var blevet en integreret del af bifaget. Bifaget blev en stor succes og prægede efterfølgende generationer af studerende, der kom til at undervise i gymnasieskolen. Denne model, også kendt som Aarhus-modellen, er fortsat en del af fagets DNA i form af såkaldt integrationsundervisning, der integrerer historiske, teoretiske og praktiske indsigter i det analytiske arbejde.

Op igennem 1970’erne navigerede hun med både fasthed og åbenhed gennem en tid præget af stærke ideologiske brydninger efter ungdomsoprøret i 1968. Hun fastholdt høje faglige krav, men skabte samtidig rum for nye perspektiver. Hun engagerede sig i udviklingen af tværfaglige undervisningsformer og var med til at indføre tværfag som en integreret del af uddannelserne på Humaniora.

Det var også i dette arbejde, at hun blev en central drivkraft bag museologiens tidlige udvikling i Danmark. Med karakteristisk nysgerrighed støttede hun studenterinitiativer inspireret af samtidens nye udstillingsformer, blandt andet i forlængelse af udstillingen Det daglige brød i Brede i 1976. Sammen med en lille gruppe engagerede studerende opsøgte hun centrale skikkelser i museumsverdenen, heriblandt P. V. Glob på Nationalmuseet. Disse møder blev begyndelsen på et arbejde, hvor eksperimenterende udstillinger og analyser lagde grunden til museologien som fagområde på Aarhus Universitet. Hun havde et skarpt blik for, at kunsthistorien også må forstå sine egne institutionelle rammer og sin formidling til offentligheden.

Som institutleder og fagpolitisk aktør spillede hun således en afgørende rolle i en række universitetsreformer. Hun var med til at sikre fagets overlevelse og udvikling i en tid præget af besparelser og strukturændringer, og hun bidrog væsentligt til etableringen af samarbejdet mellem de æstetiske fag i 1980’erne, hvor nye uddannelsesformer med samfundsmæssig relevans blev udviklet.

Hun var samtidig dybt engageret i det internationale fagmiljø. Ophold i Italien og deltagelse i internationale organisationer var en integreret del af hendes virke, og hun arbejdede vedvarende for at styrke udvekslingsmulighederne for studerende, hvilket mange sidenhen har nydt godt af.

Som forsker var hun både original og metodisk skarp. Hendes arbejde med rumanalyse og renæssanceforskning åbnede nye måder at forstå arkitektur og billeder på. I værker som Arkitektur og livsmønster fra 1983, Virkeligheden i kunstens spejl fra 1988, Arkitektur som synlig tale (2010), Måltidet som stilleben. Fra offergave til fastfood fra 2018 og hendes seneste udgivelse Dante, komedien og kunsten. Symbol, virkelighed og visuel kultur mellem middelalder og renæssancefra 2025 forbandt hun historisk indsigt med analytisk præcision og metodisk skarphed.

Som underviser besad hun en grænseløs viden om antikkens og renæssancens arkitektur, billedkunst og æstetik og formidlede den med en sjælden kombination af klarhed og nærvær. Selv da hendes syn svækkedes, fortsatte hun med at undervise med en fabelagtig hukommelse og et levende billedsprog. Hendes forelæsninger og taler, ofte uden manuskript, var præget af en særlig evne til at forbinde kunsthistoriske indsigter med personlige refleksioner. Nok var hun en faglig autoritet, men hun var også en humorist med et menneskeligt overskud til en munter bemærkning eller et lille velplaceret grin i ny og næ.

Vi vil huske Lise Bek som en stærk fagperson, en inspirerende lærer og en uomgængelig del af Kunsthistoriens historie ved Aarhus Universitet, som til det sidste bidrog med både ny kunsthistorisk forskning og lystige festtaler. Hendes arv lever videre i det metodiske grundlag for faget og dets samfundsmæssige værdi, i den historiske tyngde, i rumanalysen, i tværfagligheden, i museologien og i den generøsitet, hun bragte ind i faget.

På fagets vegne

Professor Ane Hejlskov Larsen

Lektor, afdelingsleder Lise Skytte Jakobsen

Lektor Hans Henrik Lohfert Jørgensen