Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Mød en forsker

Signe Uldbjerg Mortensen

Sex, samtykke og sociale medier

Af Marianne Ester Back

I fire år har den ph.d.-studerende Signe Uldbjerg Mortensen fra Nordisk fulgt fem piger, som på forskellig vis har fået delt nøgenbilleder uden samtykke på sociale medier. Medierne, retsvæsnet og den eksisterende forskning fastholder ofrene i nogle fortællinger, som ikke efterlader megen håb for fremtiden.


Snart nærmer uge sex sig, hvor danske skolebørn har sex på skoleskemaet. I år er temaet sex og samtykke. Set i en digital tidsalder betyder det også, at eleverne skal oplyses om samtykke i forbindelse med deling af intime fotos. Det er en nyere problemstilling, hvor lovgivningen til tider halter efter, og hvor de sociale mediers ansvar kommer til kort. Midt i det hele står de unge. Det er nemlig blandt de unge, at de digitale krænkelser er mest udbredte. Ifølge undersøgelser fra Red Barnet, Projekt Sexus og Ungeprofil-undersøgelsen sidder der i gennemsnit en elev i hver gymnasieklasse, der har været udsat for en digital krænkelse. Det er et område, som organisationer som Red Barnet og Digitalt ansvar har et øget fokus på. Det samme har den ph.d.-studerende fra Aarhus Universitet Signe Uldbjerg Mortensen, hvis akademiske interesser grunder i en baggrund som feministisk aktivist, og ikke mindst i en barndom som barnebarn af en farmor, der var meget aktiv i dansk kvindesamfund. Hendes ph.d.-projekt Rewriting Victimhood – Fortællinger om digitale seksuelle krænkelser afspejler også, at hun har rod og erfaring i en praksis, der giver hende en dybdegående empiri. Hun har således fulgt fem piger i fire år, der har været ofre for digitale krænkelser eller seksuel vold. Nogle gange er det billeder, de selv har fået taget, som er blevet videredelt, nogle er blevet filmet under et overgreb, mens andre er blevet fotograferet, uden de vidste det. Fælles for dem er, at de kæmper for at blive forstået af omverdenen. Det kan synes svært, for de kæmper med mediernes fortælling og retssystemets fortælling, men der mangler den vigtigste fortælling; pigernes egne, og ikke mindst fortællingen om, at der venter et liv på den anden side.

En uskyldig og naiv ungdomskultur

”De ser os ikke som ofre, vi bliver set som om, det var vores egen skyld.”

Der er, ifølge Signe Uldbjerg Mortensen, mange nuancer i, hvad det vil sige, at være offer for et seksuelt overgreb. Meget af den eksisterende forskning og medierne navigerer mellem nogle dominerende offerfortællinger, som kan være ret svære at leve i, og som både fastholder ofrene i, at deres liv er ødelagt, og at det er deres egen skyld.

Signe Uldbjerg Mortensen har set på den danske presses dækning af digitale sexkrænkelser i en periode på tre år. Hun har undersøgt, hvordan offerpositioner og offerhistorier er blevet iscenesat og vigtigst af alt, hvorvidt de fortællinger overhovedet passer på ofrenes oplevelse. 

”En af de mest almindelige diskurser i forhold til digitale sexkrænkelser er, at det er et ungdomsproblem. Det er uskyldige, men også ret unge, naive piger, der sender billeder, og så bliver de videresendt. På den ene side er det rigtig synd, fordi de er børn, på den anden side burde de også have regnet det lidt ud. Det er lige som den ene fortælling, hvor offeret bliver sådan et uskyldigt, men også naivt pigebarn, som har meget lidt handlekraft selv. Det er en diskurs, som giver mening for de advokater, der skal føre de her sager, fordi det er smart at fremstille sit offer som uskyldigt.”

Problemet med den diskurs er, ifølge Signe Uldbjerg Mortensen, at der er meget lidt mulighed for selv at definere, hvad de har været udsat for. Og det bliver også umuligt at være et legitimt offer ind i den her fortælling, hvis man faktisk også insisterer på, at man har en seksualitet, fordi hele historien bygger på, at børn er uskyldige og ikke seksuelle.

En anden hyppig fortælling kalder Signe Uldbjerg Mortensen for: Victim blaming, som i den modsatte ende fokuserer på, hvorfor det er synd for dem, der har delt billederne, typisk fordi de også er unge, og det hænger igen sammen med diskussionen om ungdomskulturen.

”Det er faktisk sådan i den danske pressedækning, at der er væsentlig flere artikler, der behandler krænkernes perspektiv, end ofrenes. Argumentet i megen mediedækning er, at vi har hørt nok om ofrene, og at det er dem, der har gjort det her, der egentlig har den interessante historie. De har det også hårdt. Så det er sådan en ret dominerende historie.”

Den tredje fortælling, Signe Uldbjerg Mortensen fremhæver, er den om det ødelagte liv. Den bliver også flittigt anvendt i retssystemet. Billederne er på nettet for evigt, og så er deres liv ødelagte for altid. Den har det samme problem som den første fortælling. Den er ikke til at leve i, til at være i, hvis det er den historie, man har om sin tilværelse.

”Hun kendte ham, hvordan han tog hævn. Han havde ingen samvittighed; han havde hverken empati eller sympati for andre. Men at høre hendes far græde, spørge hvorfor billederne blev taget, hvorfor han og mor skulle modtage dem, det knækkede hende. Følelsen af skam var ubeskrivelig.” 

Netop fraværet af fortællingen om en fremtid, er en af de helt store huller i både den eksisterende forskning og mediernes dækning af ofrene for de seksuelle krænkelser. Det er meget få, der behandler langtidsperspektivet. 

”Rigtig mange af de historier, vi hører om, har at gøre med folk, når de står midt i krisen, hvor de har det allerværst. Men der mangler et indblik i tiden efter, hvor ofrene lever med det og har fundet en hverdag igen. Et håb om at det ikke behøver være livsødelæggende. I mit projekt følger jeg derfor de unge piger over fire år, for også at kunne medtage langtidsperspektivet, der handler om, hvordan de har det, når de ikke længere har nogen tilknytning til systemet. Når de ikke længere er udsat, ikke længere er i psykiatrien, eller hvor de nu har været. Den fortælling mangler.”

Sociale medier gentager overgrebet

”Når der er nogen, der skriver til mig på Facebook eller Instagram, og det kommer op som en beskedanmodning, for det var det, der skete dengang, så får jeg den der følelse: Åh nej, nu starter det hele forfra igen.”

Mange af pigerne har fået delt deres intime fotos via sociale medier, og det er også her, de ofte bliver kontaktet længe efter. Derfor har Signe Uldbjerg Mortensen undersøgt pigernes oplevelse af sociale medier og deres strategier på sociale medier.  

”Sociale medier gør på den ene side, at det er et overgreb, der bliver ved med at gentage sig selv, fordi billederne dukker op igen og igen, og det kan have ret voldsomme psykiske konsekvenser. På den anden side er pigerne også i stand til at bruge sociale medier til selv at fortælle deres historie. Så rigtig meget af den måde de håndterer det på, centrerer sig omkring at modvirke at blive udskammet og blive udstillet på sociale medier. Både ved at bruge og ved ikke at bruge mediet.”

Som ung fylder de sociale medier meget og for stadig at kunne være en del af det sociale fællesskab, så benytter de krænkede ofte nogle særlige strategier og rutiner på sociale medier. Signe Uldbjerg Mortensen uddyber.  

”De deaktiverer deres Facebook-profil, hver gang de ikke bruger den, for så kan man ikke få beskeder på den. Hver gang de skal bruge Facebook til et eller andet socialt, så aktiverer de den. Så logger de ind igen. Så man kan ikke finde dem på Facebook, når man søger på dem, men de kan stadig bruge mediet, fordi mediet er vigtigt for for eksempel at være en del af unges sociale relationer og studiestartsgrupper og læsegrupper.”

Anne-Mette Skov Andersen er et af de ofre for digital sexkrænkelser, som Signe Ulbjerg Mortensen har interviewet. Hun er den eneste af de fem, der under eget navn ønsker offentligt at stå frem med sin historie. Hun bruger blandt andet de sociale medier til selv at formidle sin historie. Hun tager også jævnligt ud og holder oplæg på gymnasier, som her hvor hun er ude på Brøndby Gymnasium. (Foto: privat. Bragt med tilladelse fra Anne-Mette Skov Andersen.)

I den anden grøft er der dem, som bruger de sociale medier på en aktiv måde. På den måde skal de ikke frygte at blive afsløret, for de afslører det selv. Det kan selvfølgelig have den konsekvens, at de bliver kontaktet oftere. Signe Uldbjerg Mortensen beskriver det som en bølgeeffekt, hvor der lige pludselig er nogen, der kontakter dem, fordi billederne er dukket op et sted, så går der lidt tid, og så forsvinder det igen for atter at vende tilbage.

”Jeg tror, jeg har mere kontrol i forhold til den person, der har afpresset mig, fordi jeg har stået frem med det, og folk omkring mig ved det. Så er det ikke så spændende at afpresse mig mere.”

At skrive sin egen fremtid

Som projekttitlen: ”Rewriting victimhood” antyder, så har et vigtigt element været at give en stemme tilbage til ofrene, så de kan tage ejerskab og kontrol over deres egne historier, i stedet for at sidde fast i de stereotype fortællinger. Pigerne har mødtes i nogle skriveworkshops, hvor de har skrevet om deres oplevelser.

”Når jeg spørger til deres oplevelse, så er de så vant til at tale om deres erfaringer på en måde, som er den, de hører om i retssystemet eller i pressen. Så det er en diskurs, som de sidder fast i. Ideen var så at bruge kreativ skrivning og arbejde med nogle metaforer og nogle symboler til at beskrive nogle sanselige erfaringer, som måske kan skubbe de dominerende diskurser til side. Det giver dem et sprog til at udtrykke, hvad de har oplevet, men på deres egne præmisser og uden hele tiden at være fanget i, at det skal passe ind i noget, der kan legitimeres ind i retssystemet, eller noget - som voksne kunne forstå ind i deres virkelighed. For det er også en stor ting for de unge, for de vil selvfølgelig også gerne forstås af forældre, og alle de voksne, der sidder i systemet, herunder politiet.”

En del af den kreative skrivning var, at pigerne skulle beskrive de sociale medier som et rum for at få sat ord på, hvordan det er for dem at være på de sociale medier. Der var blandt andet en, der beskrev Facebook som et rum med en masse glasvægge og ansigtsløse skikkelser, der stod og kiggede ned på hende. Det er et billede på, hvad hendes oplevelse af mediet. Så det handler om at få pigerne til at reflektere over, hvad det er de egentlig føler og oplever ved at bruge det kreative sprog. 

”Jeg mærker pludselig en vibration ved siden af min hånd. Det er min telefon. Messenger-appen åbner. Jeg befinder mig pludselig i et klinisk hvidt rum. Alle væggene er lavet af glas. Bag glasset kan jeg se flere silhuetter lure i rummet, men jeg kan ikke se deres ansigter. De har ikke nogen. Bare en tom grå masse. (…) Midt i rummet står et stort rundt bord. Foran alle sæderne er der en lampe fastgjort til bordet. De fleste pladser optages af mine nærmeste venner, men flere er tomme. Fire af lamperne er grønne. Min lampe er også grøn. Jeg kan se mine venner, jeg genkender dem, men jeg har ikke lyst til dem. Jeg ligner mere en af de ansigtsløse, tomme grå silhuetter bag glasvæggen, end jeg ligner mine venner. Mine venner prøver at fange min opmærksomhed, men uden held. De kan ikke fange min opmærksomhed. Den tomme grå silhuet bag glasvæggene fangede det for længe siden.”

Foto: Colourbox.com

Det sidste element i skriveprocessen har været fiktionselementet, hvor deltagerne bliver bedt om at prøve at forestille sig, hvordan det kunne blive bedre. De skal så at sige skrive deres egen fremtid, og om hvordan et bedre liv ville se ud for dem om et par år.

”Det handler om at sætte den her tankeproces i gang. Det har de været meget begejstrede for. Særligt det sidste skridt med at prøve at være tvunget til at sige, hvordan kunne det se ud, hvis det skulle blive bedre. Uden at man skal slette episoden, eller uden at man skal være fuldstændig videre. Men en situation hvor man kan overskue og overkomme livet. Metaforer og fiktion kan noget i forhold til at se krænkelser anderledes. Det er det, de har brug for.”

”Solen skinner tidligt i år. Overtøjet er pakket væk bagerst i skabet. Hun kan ikke længere gemme sig væk bag mørke frakker og halstørklæder. Skørterne på den grønne blomstrede kjole danser i den lette brise. De høje hæles bestemte skridt, giver genlyd mellem de høje gamle bygninger. Ryggen er rank og blikket en anelse fjernt. Der er meget liv i byen. Unge mænd og kvinder med røde og blå huer. De er glade. 

Da hun ser en gruppe unge mænd, alle med røde studenterhuer, retter hun ryggen mere end hvad syntes muligt, idet hun passerer dem. Hun kigger fremad. Køligt, med et stift blik.”

Ifølge Signe Uldbjerg Mortensen sidder pigerne med en række fortællinger om, hvordan tilværelsen bliver bedre. Det er ikke blot et spørgsmål om, at ting bliver bedre med tiden, men også alle de ting, de aktivt gør, for ligesom at gøre deres liv lettere at leve.

”Noget af det, der er rigtig svært ved krænkelser er, at de bliver ved med at blive kontaktet af folk, der har set de her billeder. Så for at holde dem fra livet, så lærer de en masse om datasikkerhed, og hvordan de skal bruge sociale og digitale medier mere sikkert. Der er også andre, der meget aktivt går ud selv og fortæller deres historier for at prøve at modvirke den skam ved at gå rundt med det alene. Så skal de ikke være bange for, at billederne dukker op alle mulige steder, de ikke ved noget om, for så ved folk i deres omgangskreds det allerede. Derudover er der også nogen, der virkelig har kæmpet nogle hårde kampe i retssystemet, mens andre har brugt megen energi på at finde ud af, hvem der har gjort det. Så det er fortællinger om, hvordan pigerne selv aktivt vælger at gå ind og bestemme, hvordan deres offerhistorie skal være, og hvordan det så egentlig bliver bedre med tiden.

Forskningsbaseret aktivisme

Signe Uldbjerg Mortensen lægger ikke skjul på, at hun med sin forskning ønsker at skabe viden, der i sidste ende skal skabe social eller politisk forandring.

”Jeg synes, at noget der virkelig kunne skabe en forandring er, hvis de her unge begyndte at blive mere bevidste om, hvad de kan og ikke kan. Der tænker jeg ikke på dem, der tager billeder af sig selv, men dem der videredeler. Så jeg tænker helt klart, der ligger en opgave med at oplyse om konsekvenserne af de her krænkelser, men på en måde, der heller ikke gør unge alt for forskrækket for at bruge digitale medier til at være seksuelle. For i det store hele kan man sige, at der er en risiko ved at dele intime billeder online, men risikoen er trods alt mindre end den er ved for eksempelvis at mødes med folk, man har snakket med online fysisk. Det er farligere. Så der er nogle indsigter, som jeg håber på at kunne bringe ind i seksualundervisningen.”

På det politiske niveau har Signe Uldbjerg Mortensen bidraget til en rapport i samarbejde med Digitalt Ansvar, som skal diskuteres på Christiansborg til en konference til februar. Den handler om at lave nogle nye lovgivningsmæssige og også politiske forståelser af digital vold, så man bedre kan ændre lovgivningen, men også tilbyde bedre hjælp og bedre forebyggelse. Derudover så ønsker hun også, at hendes forskning skal bredes ud til de organisationer, hvor det hele startede - som aktivist. Hun rådgiver blandt andet, Stop Chikane, Digitalt Ansvar og Red Barnet om at udvikle deres rådgivningslinje og oprette supportgrupper.

”Deres udfordring er jo ofte, at når folk ringer ind til deres rådgivningslinje, så er det, når de står midt i lortet for at sige det direkte. De ved faktisk ikke, hvordan de her menneskers liv ser ud på længere sigt, fordi så snart de igen ikke står midt i det, så ringer de ikke til rådgivningslinjen længere. Så deres viden om, hvad der kan vente folk på lang sigt er begrænset. Så den viden er også vigtig at få ud til dem, der er i første række til at møde ofrene, så de bedre kan forberede dem på, at de kan komme videre i forhold til at komme ud senere i livet.”

Signe Uldbjerg Mortensen forklarer: Hvad må du dele?

Den korte fortælling er, at man ikke må dele billeder af folk uden deres samtykke, man må heller ikke videredele uden samtykke. Nogle gange, når jeg er ude som seksualunderviser, oplever jeg mange unge, som er meget bange for, hvilke billeder de overhovedet må tage, fordi der har været de her børnepornosager. I forhold til det er reglen, at selv om man er under den seksuelle lavalder, hvis man er sammen med nogen, og billedet er med samtykke, så må du godt have intime billeder af din kæreste, men man skal slette dem, når man slår op. Når man ikke er sammen mere, så er det børneporno, så er det ulovligt, men man må godt tage billeder, og man må godt dele billeder med en jævnaldrene kæreste, så længe det er med samtykke.