Søren Elgaard (f. 1951) er autodidakt kunstner og blev uddannet Exam. art. i kunsthistorie ved Aarhus Universitet i 1973. Samme år fik han sin debut på Kunstnernes Efterårsudstilling. Han begyndte at undervise i praksis på kunsthistorie på Aarhus Universitet i 1989, og har undervist lige siden. Sørens værker indgår i flere danske kunstmuseers samlinger, bl.a. ARoS, KØS, Statens Museum for Kunst og Vendsyssel Kunstmuseum. Har desuden lavet flere murudsmykninger, bl.a. i Hjørring og Aalborg. I alt er der registreret 66 af Sørens værker i danske kunstmuseers samlinger.
Jeg er lige fyldt 67 år, og det er en god anledning til at være kunstner på fuld tid. Min hustru og jeg flyttede til Beder for et års tid siden, og her har jeg fået et nyt og meget dejligt atelier, som jeg glæder mig til at tilbringe mere tid i. Jeg synes, at praksis er en meget vigtig del af undervisningen på kunsthistorie i Aarhus, men praksis i dag er noget helt andet, end det var da jeg startede med at undervise. Universitetet er blevet en mere kontrollerende instans, man har ikke den samme frihed til at eksperimentere, som man havde tidligere, og derfor er det ikke så sjovt længere, og når man har det sådan, er det på tide at stoppe. Men jeg har været heldig, og jeg har haft en god tid som underviser.
Kunsthistorie for mig er kunst, og jeg var optaget af kunst allerede da jeg var barn og købte de første kunstbøger om Rembrandt og Toulouse-Lautrec, ligesom jeg fik min første malerkasse som 13-årig, hvor jeg sad nede i en kælder og malede. Men jeg havde en idé om, at kunstakademiet ville præge min kunst alt for meget og dermed miste sin originalitet, så derfor valgte jeg at læse kunsthistorie først for at få en bred viden. For mig har det at lave kunst og læse kunsthistorie aldrig været et spørgsmål om enten eller – tværtimod. Jeg har det godt med at være i begge verdener, og jeg kan godt lide den kompleksitet, der er forbundet med den kombination. Mens jeg læste i Aarhus havde jeg bl.a. Poul Vad som underviser, og det er den bedste underviser, jeg nogensinde har haft, og han har bl.a. lært mig noget om billedanalyse, hvordan man rigtigt kommer ind i et billede.
Når man sidder derhjemme og maler, er man meget ensom og er i sin egen verden, og man bruger kun det sprog, som øjnene arbejder med, mens man i undervisningen skal kommunikere vha. sproget og få de studerende til at åbne øjnene. Jeg kan godt lide de studerendes nysgerrighed ift. kunst, og de kommer også med en umiddelbarhed, som er meget forfriskende.
Jeg tror, de studerende kan mærke, at jeg er optaget af det, jeg formidler. Min undervisning har typisk kørt på den måde, at jeg kommer med et oplæg om kunst, der har et højt kvalitetsniveau, og som også passer ind i det tema, vi arbejder med, så de kan se, hvordan man kan gribe tingene an. Via undervisningen er der mange, der finder ud, at de har nogle særlige talenter, og på universitetet skal man som studerende netop have den frihed til at finde ud af, hvilken fremtid man har lyst til at få. Uddannelsen giver de studerende evnen til at anvende deres viden i forskellige sammenhænge, og til at strukturere og formidle denne viden. Den bedste pædagogik man kan bedrive er at vække de studerendes nysgerrighed, så de selv får lyst at komme ud og se det kunst, man har snakket om. Jeg har aldrig syntes, at jeg spildte min tid med at undervise på kunsthistorie, selv om der er flere af mine kunstnerkollegaer, der ikke kan forstå, hvorfor jeg bruger al den tid på undervisning
Som underviser bliver man jo et billede på en original i de studerendes øjne, og det er godt nok, selv om det både er forbundet med noget godt og noget skidt. Men det er noget, man kan forholde sig til. Man ser nogle gange sin egen kunst med de studerendes øjne, og man bliver mindet om, at det man tager for givet ikke givet på forhånd. Nogle tror f.eks. at mine værker er fotografier, der er trykt på lærred eller at der er tale om foto, der er overført direkte til lærred. Men den billedkunst, som jeg beskæftiger mig med insisterer på langsommeligheden, den eksisterer i tid og rum og kræver nærvær. De studerende har nogle gange lidt svært ved at forstå den langsommelighed, de er vant til at tingene skal ske gå hurtigt. I dag er hjernen hele tiden i flydende fluxus ift. medierne, og det kan være svært at holde fokus. Kunst skal have autenticitet og ærlighed, og skal man kunne mærke mennesket bagved det billede, der er lavet.
Det skulle helt klart være en udstilling, der handler om de mange studierejser jeg har været på sammen med de studerende. Jeg elsker at strukturere og planlægge en studietur, hvilke museer og samlinger, vi skal opleve, og jeg har stort set været på studietur hvert år i de 30 år, jeg har undervist. Det har ofte været ture med bus, og her har de studerende også haft mulighed for at lære hinanden bedre at kende. Jeg synes det er vigtigt, at de studerende ser de store samlinger og mærker, at der er en verden udenfor Danmark, hvor man ofte griber tingene anderledes an.
Jeg tror bestemt jeg bliver ved med at undervise, bare i nogle andre sammenhænge og forhåbentlig med et stort fokus på praksis. Men det jeg tager med er nogle finpudsede undervisningsforløb, en selvtillid og en tro på, at jeg er i stand til at undervise. Jeg har bl.a. en idé om at lave et sommerakademi i Nordjylland for yngre kunstnere over amatørniveau, der har ambitioner med deres kunst. Der mangler noget talentudvikling her i Danmark ift. yngre kunstnere. Der skal skabes en grobund, hvis der skal være noget at bygge videre på.
De er måske nok mere sociale nu end de var tidligere. Hvilket lyder lidt som en modsætning til, at de yngre generationer ofte beskrives som mere selvoptagede, men jeg tror egentlig, at de to ting følges ad. Tidligere studerede man meget alene, men blev så blev der indført læsegrupper, og det har været et supergodt tiltag, for her lærer man at bruge hinanden, og det skal man jo også kunne, når man kommer ud på en arbejdsplads. En ting der har ændret sig er de studerendes vidensniveau. Jeg har ikke altid været så imponeret af deres basisviden, eller måske er det mere rigtigt at sige, at de ved meget om nogle ting, mens der er andre ting, de ikke ved ret meget om, f.eks. dansk kunst. Dannelsesniveauet inden for dansk kultur er desværre meget ringe, og det er ærgerligt, for det er vigtigt.
Kom ud i verden og se noget kunst!
Så vil jeg anbefale London, der er fyldt med mange spændende museer, arkitektur og bydele.
Det har været at holde fanen højt mht. praksis. Og at den del af undervisningen også er blevet accepteret og anerkendt af de kollegaer, der har arbejdet med teorien, og at de faktisk har anerkendt, hvor vigtig en del praksis er på uddannelsen. Jeg synes, at en af de væsentligste forskelle mellem uddannelsen på universiteterne i Aarhus og København er, at man i Aarhus vægter praksis så højt, at alle studerende uanset om de skal ud at undervise på gymnasiet eller ej selv prøver kræfter med den kunstneriske praksis. Praksis er ikke kun et spørgsmål om at prøve selv at lave kunst, men fungerer i høj grad som en øjenåbner ift. aflæsningen og forståelsen af kunst. Derfor håber jeg, at praksis bliver ved med at være en del af uddannelsen.
Jeg har været meget inspireret af Poul Vad og hans måde at undervise på. Han havde f.eks. en øvelse med at sende en studerende op den anden side af den skærm, hvorpå et kunstværk blev gengivet, og så skulle en anden studerende beskrive billedet for personen bag skærmen, der samtidig skulle tegne en tegning af det værk, der blev beskrevet. De øvrige studerende kunne heller ikke se billedet, der blev beskrevet. Det er en af de sjoveste øvelser, som jeg stadig laver med de studerende. Jeg kalder det ”Tegn og beskriv”, og de studerende er helt flade af grin. Øvelsen går ud på at anskueliggøre, hvad er det sproget kan og ikke mindst – hvad kan det ikke kan.
For at provokere lidt siger jeg altid, at det at undervise har været min hobby. Men efter jeg er jeg flyttet til Beder, er jeg begyndt at gå nogle ture i området og er begyndt at kigge på landskabet og overveje, om jeg måske skal male det. Jeg synes det er vigtigt at være fit for fight, og derfor spiller jeg også en del skak på computeren, og jeg starter gerne min morgen med det. Skak er både intuitivt og kræver mange timers træning og har nogle paralleller til det at lave kunst.
Hopper har jeg altid været interesseret i, og det er ikke aftaget med tiden. Jeg kan ikke som sådan udpege et af hans værker, som det bedste, jeg har flere favoritter. Jeg mener, at privatliv og kunst uvægerligt hænger sammen, og jeg har derfor også læst en biografi om ham, og han var en meget langsom og uhyre selvkritisk kunstner, der kun lavede omkring to værker om året. Hopper var interesseret i storbyen, men i stedet for at fotografere brugte han sin visuelle hukommelse. Kernen i hans kunst er kompositionen, alt er gennemarbejdet men samtidig arbejder han også med kompleksiteten, han arbejder længe med hvert værk og ændrer og finpudser det så meget over lang tid, at det bevæger sig væk fra den synlige virkelighed. Hopper var på en måde lidt fotografisk men alligevel meget mere realistisk, han formede virkeligheden.
