Alumneportræt Kamma Overgaard Hansen
Kamma Overgaard Hansen blev cand.mag. i kunsthistorie og religionsvidenskab fra Aarhus Universitet i 2006 og fik i 2017 sin ph.d. grad med afhandlingen ”’Vi har ikke noget at sige, men vi gør det så koncentreret som muligt.’ De Unge Vilde i dansk kunst.”. I dag arbejder Kamma Overgaard Hansen som freelance kunsthistoriker. Her fortæller hun lidt om, hvordan hendes kunsthistoriske karriere indtil videre har formet sig og mere specifikt om hvilke fordele og ulemper, der er ved at være freelancer, når man er uddannet kunsthistoriker.
Du fik i 2011 arbejde som museumsinspektør på Horsens Kunstmuseum, men i 2013 vendte du tilbage til universitetet for at tage en ph.d. Hvad var det, der fik dig til at tage orlov fra museumsverdenen og komme tilbage til universitetet?
Det var megahårdt at være studerende igen, det var noget jeg skulle lære, men jeg havde også savnet det. Da jeg vendte tilbage til universitetet, havde jeg været færdiguddannet i syv år, så jeg synes, det var et godt tidspunkt at vende tilbage på og få en efteruddannelse. Rent personalemæssigt er Horsens Kunstmuseum et lille museum, hvilket betyder at man som inspektør udover alle de kunstfaglige opgaver har en bred palet af praktiske opgaver, man også skal håndtere. Jeg manglede lidt faglig bevidsthed ift. de ting man gør, og så havde jeg nok hele tiden haft en forsker i maven, så det føltes naturligt at tage en ph.d.
Siden januar 2018 har du arbejdet som freelance kunsthistoriker – hvad fik dig til at vælge den karrierevej?
Først og fremmest havde jeg den luksus som ph.d. studerende, at jeg havde et job at vende tilbage til, når jeg var færdig, men jeg havde ikke fået tænkt igennem, hvor svært det kan være at vende tilbage til en arbejdsplads, når man har været væk fra den i så lang tid. Jeg fandt ud af, at jeg havde lyst til at prøve noget nyt og prøve at være selvstændig. I begyndelsen underviste jeg på universitetet, så jeg havde en indtægt, og i dag har jeg et formiddagsjob som receptionist i et marketingsfirma, for det er naturligvis forbundet med en vis usikkerhed at være freelancer, ligesom det ikke er en branche, hvor der nødvendigvis er mange penge. Jeg lagde ikke noget budget, men kastede mig bare ud i det, og det har kunnet lade sig gøre, fordi jeg har en kæreste, der har en fast løn. Mine indtægter er klart steget, ift. da jeg startede for to år siden, og nu har jeg fået stykket det meget godt sammen , men jeg døjer dog med det klassiske freelancerproblem, nemlig at der er et par måneder om året, hvor min indtægt ikke er ret stor.
De sidste tre måneder har jeg haft en projektansættelse på Museum Østjylland, og jeg er blevet superinteresseret i alt det, der ligger uden for museumsinspektørjobbet: hvordan er organisationen bygget op, hvorfor gør vi som vi gør, hvad er det for nogle udfordringer museerne imødegår. Meget af mit intellektuelle overskud går faktisk på at tænke over, hvad museumsbranchen kan gøre anderledes og hvordan den endnu bedre kan tilpasse sig den tid, den er i, både ift. kulturpolitiske krav og ift. en konkurrencesituation, der hele tiden ændrer sig. Jeg drømmer ikke om en fastansættelse men vil hellere udbrede de idéer, som jeg har indenfor dette felt, gennem forskellige samarbejder. Så flere projektansættelser, hvor nogle af mine idéer kunne komme i spil, vil helt sikkert være velkomne. Det er ikke noget, jeg forestiller mig, at jeg bliver meget rig af, men det vil give rigtigt meget mening for mig.
Hvad betyder det for dit arbejdsliv, at du ikke længere er tilknyttet en fast arbejdsplads?
Nogle gange kan jeg godt længes tilbage til at have en arbejdsplads i ryggen, som f.eks. da jeg var ansat på universitetet, hvor der er en forventning om, at man skriver nogle artikler eller anmelder noget til Kunsthistorisk Bogliste. I kulturverdenen er det jo desværre sådan, at man kan få lov til at arbejde utrolig meget gratis eller for en flaske vin eller et meget lille honorar. Generelt er det en branche, hvor der er meget frivilligt arbejde eller løntilskudsstillinger, hvilket jeg synes er ærgerligt. Derimod generer det mig ikke at være mere løst tilknyttet ift. at have en fast arbejdsplads, ligesom det heller ikke gør mig noget at være ansat et sted i nogle måneder, for det er netop de gode projekter, som man lærer rigtigt meget af – både ved at være en del af projektet og værtsinstitutionen.
Er du med i nogle bestemte netværk som freelancer?
I løbet af 2019 er jeg kommet med i et kulturnetværk under Dansk Magisterforening. Det er et netværk for alle, der har med kultur at gøre i Østjylland, hvor vi mødes ca. seks gange om året, men ellers er jeg ikke i andre officielle netværk. Derimod bruger jeg min bekendtskabskreds ret meget, og så var der flere fra min årgang på kunsthistorie, der holdt sammen flere år efter vi dimitterede, hvor vi jævnligt mødtes og fik vendt mange faglige og jobmæssige ting. Det kan jeg kun anbefale, at man gør.
Du har skrevet, at du drømmer om den fagfællebedømte museumsudstilling. Kan du beskrive, hvad du mener med det?
I grove træk handler det om, at jeg i mit arbejde som museumsinspektør oplevede, at der er enormt meget arbejde op til en udstilling, som ikke bliver brugt til noget som helst bagefter. F.eks. er der en del overvejelser om projektidé og målgruppe, når man skriver fondsansøgninger, og ikke mindst en masse skriftligt arbejde i starten af planlægningen. Men der er ikke nogen, der undersøger, om man så som museum indfrier den idé, man havde med en udstilling: Levede den op til det, vi troede, nåede vi de målgrupper, vi gerne ville have ind på museet osv.? Når det kommer til stykket, står man med den udstilling, som økonomisk, praktisk og ikke mindst logistisk kunne lade sig gøre. Det er ærgerligt, at man ikke bevidstgør hele den proces, og det ville være givtigt, at man evaluerede det store arbejde, man faktisk laver. Det er ikke kun en intern viden og en kvalitetssikring, som det enkelte museum selv skal bruge, men også noget, der skal bredere ud f.eks. ift. at bygge bro mellem museerne og universiteterne. Processen med at evaluere og fagfællebedømme er jo noget, både museerne og universiteterne allerede kan. Jeg kunne bare godt tænke mig at være med til at udvikle en fast procedure, ift. hvordan det skal gribes an. Gerne en procedure, der er så generel, at den kan anvendes på enhver type udstilling.
Bliver man nødt til at have en hel portefølje af idéer som freelance kunsthistoriker, som man kan hive op af skuffen, hvis det bliver nødvendigt?
Jeg ved ikke, om man bliver nødt til at have det, men jeg har altid haft det. Mange af mine opgaver er kommet meget af sig selv. Mange skriver til mig via LinkedIn eller Messenger eller ringer. Jeg er ikke så bange for at mangle opgaver, selv om jeg ikke har gjort en speciel indsats for at reklamere for det, jeg kan. Det er jo en lille branche, og da jeg har et længere arbejdsliv bag mig, er der allerede mange, der kender mig. Men jeg bruger LinkedIn, Facebook og også nogle gange min Instagram-konto. Jeg har fravalgt at have en hjemmeside, fordi jeg er bange for, at jeg ikke får den opdateret. I stedet deler jeg det, jeg har lavet på de sociale medier. Efterhånden er jeg i den situation, at jeg godt kan finde på at sige nej til en opgave, f.eks. hvis det ikke lige er mit kerneområde, eller ikke peger ind i noget af det andet, jeg er i gang med.
Har du et godt råd til andre, der måske går og overvejer at blive freelance kunsthistoriker?
Plej dit netværk og sørg for at sprede god karma, det kan som regel godt betale sig. F.eks. at sende et jobopslag videre til en, man ved, det kunne være relevant for. Vær lidt gode ved hinanden, for vi krydser jo alle sammen hinandens veje på et eller andet tidspunkt. Det er noget af det, som jeg har været ret konsekvent og målrettet med. Desuden er det vigtigt, at man får fortalt, hvad man laver og kan, ligesom man skal huske at opdatere sit interne CV med alle de arbejdsopgaver man løser.
