Hans Jørgen Frederiksen (f. 1950) startede med at læse kunsthistorie i 1970, og blev uddannet mag. art. i kunsthistorie ved Aarhus Universitet i 1977. Han begyndte at undervise på kunsthistorie i 1974, mens han selv var studerende og fortsatte derefter sin karriere på universitetet først som ekstern lektor, siden som adjunkt og lektor. Har undervist i mange forskellige tidsperioder – både i europæisk og dansk kunst.
Fordi jeg bliver 69 år her i februar, og hvis man skal have tid til sine særinteresserer, så skal det være nu, men det er bestemt ikke, fordi jeg er træt af at være her, for det er jeg slet ikke. Jeg vil gerne i endnu højere grad end tidligere gå benhårdt efter det, som særligt interesserer mig ift. faget.
I min gymnasietid var det faktisk kunsthistorie, jeg gerne ville læse, men så blev jeg overmandet af tendensen med at tænke fornuftigt, nøgternt og rationelt, fordi jeg tænkte, at jeg aldrig ville komme til at kunne leve af at være kunsthistoriker, og derfor begyndte jeg at afsøge andre muligheder. I efteråret 1969 havde jeg et decideret fjumreår her på universitetet, hvor jeg fulgte forelæsninger på forskellige fag, men jeg besluttede mig alligevel for at gå efter min interesse og min intuition. Det har jeg ikke et øjeblik fortrudt, og kunsthistorie er også et fag der, når man engagerer sig i det, virkelig gør noget ved en.
Det har betydet umådeligt meget, fordi hovedparten af de studerende på kunsthistorie kommer her, fordi de er oprigtigt interesserede i faget. De fleste studerende kommer med en stor åbenhed og mange forventninger. Kvalifikation nummer et er i min optik, at man ikke kommer med forudfattede meninger, det er fint med holdninger men ikke godt med for mange fordomme. Når man har været et sted i mange år, kan man se, at den ene tendens afløser den anden både ift. ideologi, politik, pædagogik etc., og det jeg reagerer imod er, når nogen opgiver deres åbenhed og deres konstruktive kritiske sans til fordel for et synspunkt, som man bider sig fast i og som bliver retningsgivende for, hvad man foretager sig rent fagligt. Dette kan f.eks. manifestere sig i en opfattelse af, hvordan kunstens historie de sidste 100 år kan beskrives, fordi man på forhånd har vedtaget, hvad der er væsentligt, og hvad der ikke er væsentligt. Det betyder, at der ofte bliver sorteret noget kunst fra i den proces, hvilket er meget ærgerligt.
Den mest markante forskel er den viden man medbringer fra skolen og gymnasiet, når man starter på universitetet. Tidligere havde de studerende et vist historisk overblik og kendskab til klassikerne, og man havde sågar en forestilling om, hvad der står i Det nye Testamente. Den slags forventninger kan man ikke længere tillade sig at have; i stedet opfordrer jeg altid de studerende til at indhente det forsømte, og viljen til at gøre det har aldrig manglet.
Lad være med at sige eller skrive noget, som du ikke selv forstår.
To ting. På den ene side det, som jeg selv rent fagligt har haft lejlighed til at beskæftige mig med, og på den anden side det, som jeg har mødt fra andre. Det der især har betydet noget for mig er kontakten med de studerende, de mange forskellige mennesker, deres forventninger og holdninger. Jeg vil tillade mig at sige, at jeg har haft gode relationer til de studerende og har bestræbt mig på at møde dem med et signal om, at de ikke skulle holde sig tilbage.
I mange år har jeg påtaget mig at undervise de helt nye studerende på 1. semester, fordi jeg har haft lyst til at møde dem, der hvor de starter. Jeg kan godt lide at give dem et udblik i det kunsthistoriske, som er en god forudsætning for at dykke ned i detaljerne. En anden ting, som jeg har været rigtig glad for har været at være vejleder for specialestuderende, hvilket jeg især vil komme til at savne, for her kan man også selv lære noget, og i mange tilfælde er der også kommet nogle tankevækkende specialer ud af det.
Noget jeg selv ville have været ked af ikke at have oplevet er f.eks. en lille ydmyg kirke i Asturien i Spanien eller Piero della Francescas fresker, hvor sidstnævnte næsten har været helt bevidsthedsudvidende for mig. Hvis jeg skal nævne danske eksempler, så må det være Per Kirkeby og Michael Kviums kunst, to kunstnere hvis kunst jeg i den senere tid har engageret mig temmelig kraftigt i. Der hvor faget kunsthistorie virkelig rykker er, når du ikke på forhånd har bestemt dig for, hvad det skal handle om, men hvor du faktisk kan gå hen og blive ret overrasket.
Det er en kulturel baggrund, som jeg har med mig, det er ikke et sæt dogmer eller en katekismus, jeg refererer til, den katolske tradition har eksisteret længe og har givet en mangfoldighed af udtryk – både kunstnerisk, filosofisk, teologisk og i form af næstekærlighed.
Det var fordi jeg tillod mig at gå efter det, som jeg umiddelbart var fascineret af, og det som jeg til en vis grad undrede mig over, det var det, der virkelig sagde mig noget, og det som jeg havde sympati for. Det har naturligvis også noget at gøre med min opdragelse. Jeg voksede op i en katolsk familie, i et ikke-fanatisk men meget inspirerende miljø. Hvilket ikke betyder, at jeg forholder mig ukritisk til den katolske tradition, men det var en af mine indfaldsvinkler til at være optaget af middelalderkunst.
For mange år siden blev jeg meget optaget af Antonello da Messinas bebudelsesbillede fra 1475 (Palermo, Palazzo Abatellis) måske pga. min hang til nostalgi og sentimentalitet, men det er også et bragende stort kunstværk. Fra jeg så det første gang, har det provokeret mig lidt, og jeg har haft en følelse af, at billedet så på mig på en meget udfordrende måde. Sådan har det været med flere og andre værker, det begrænser sig ikke til en bestemt kunstner eller stil, men det er altid ift. maleri, at jeg har haft det sådan.
Årsagen til at jeg optaget af Kirkeby er, at jeg mener, at noget af det væsentligste ved kunsten er, at den har at gøre med erkendelse, og det er et element, jeg synes, der er i en meget intensiv udgave i hans kunst. For mig findes den største erkendelse i kunst, der er meget lidt konceptuel, og hvor det i stedet handler om at sanse, det er i selve sansningen at erkendelsen ligger. Kirkebys kunst har berøring med det videnskabelige, fordi den bliver til i en bevidsthed om, at der også er noget der hedder videnskab. For mig kan verden ikke deles op i kunst og videnskab, for selv om det ikke er det samme, har de begge at gøre med erkendelse. På en måde kan man fristes til at sige, at de har brug for at holde hinanden på plads, men jeg synes snarere, at de har brug for hinanden. Jeg lægger vægt på, at vores hovedadgang til erfaring og erkendelse sker gennem sansningen.
Jeg vil blive ved med at holde foredrag, så længe jeg har energien og lysten til det. Jeg har holdt mange foredrag bl.a. på Folkeuniversitetet, fordi jeg der har mødt et publikum, som er meget interesseret og engageret. Derudover er det planen, at jeg vil beskæftige mig med noget fagligt, der virkelig interesserer mig, for det er fantastisk at få lov til at dykke ned i et afgrænset område.
Nu kommer vi ind på et af de store eksistentielle spørgsmål, men som den italienske arkitekt og filosof Leon Battista Alberti siger, så er naturen altings herskerinde, og jeg mener naturen i udvidet forstand. Jeg ved godt, at meget er en social konstruktion, men der er også noget, der er en præmis, og det er naturen for mig, og for mig er gåturene i naturen en form for meditation, en slags udrensning.
At smage en luksusøl, som jeg endnu ikke har smagt. Jeg sætter meget pris på at drikke en enkelt øl på med en alkoholprocent på omkring 10,5%. Det er en lille smule bevidsthedsudvidende og sætter gang i nogle ting. Men kun en enkelt.
