Baggrund
Jeg har en baggrund i Idé- og videnskabshistorie (M.Sc.), og jeg er optaget af videnskabernes historie fra 1700-tallet og frem til i dag. Jeg har været særligt optaget af, hvordan viden cirkuleres, konsolideres og skaber identiteter i forskellige genrer og medier.
Igangværende projekt
Mit nuværende ph.d.-projekt om fremkomsten af naturvidenskabernes moderne lærebogsgenre i 1700-tallets Danmark sker som del af det VELUX-finansierede projekt ”Rise of Science and Fiction during the Danish Enlightenment”. Med afsæt i videnshistoriker Gianna Pomatas ”epistemiske genre”-begreb analyserer jeg lærebøger som måder at skrive, tænke og skabe viden i sociokulturelle fællesskaber. Konkret foretager jeg case studier af eksperimentalphysik (Kratzenstein, Wolffianisme og Newtonianisme), botanik (Videnssystematik, patriotisk videnskab og J.W. Hornemann), anvendt matematik (Jens Kraft og den ’Newtonske lærebog’) samt naturfagsundervisning til børn. Projekt ligger i forlængelse af en mangeårig interesse for naturvidenskabernes lærebogsgenre som jeg tidligere har udforsket i 1800-tallets universitetslærebøger i kemi og gymnasieskolens atomteori fra 1915-1954.
Erfaring og andre interesser
I tidligere projekter og ansættelser har jeg oparbejdet undervisningserfaring som undervisningsassistent (CSS på AU og IND på KU) og afviklet et kandidatkursus på Nordisk (AU). Jeg har forsket i og udgivet fagfællebedømt om naturvidenskabernes historiebrug (2020), ekspeditioner (2021), køn (2020) og klimaforskningens moderne historie (2021).
Igennem min museumserfaring er jeg desuden optaget af ’Nature of Science’ (NOS)-tænkning, Socio-scientific issues (SSI) i eksterne læringsmiljøer og formidling af naturvidenskabernes materielle historie f.eks. via objektcenteret formidling (object-based learning) og ’visual thinking strategies’ (VST).