Sommerhilsen fra institutlederen

Kære alle sammen

For nylig var jeg til Folkemøde på Bornholm. Solen skinnede, og der var et leben og spektakel med debatter, musik og øller – og dermed møder mellem mennesker. Da jeg sad på den meget lange færgetur fra Rønne til Køge på vej hjem, tænkte jeg over, hvad der egentlig satte sig. Hvad der blev tilbage.

I år havde vi studerende med og på den sidste dag, spurgte vi dem om, hvad der havde været sjovest, mest provokerende eller tankevækkende. Én sagde at det, der havde gjort størst indtryk, var en samtale om formativ læsning. Publikum havde delt deres oplevelser med de bøger, som havde haft stor betydning for de mennesker, de er blevet. En anden sagde, at det der havde været mest interessant var, når man mødte synspunkter, der var helt forskellige fra ens egne – og det mest kedelige var, at så mange i panelerne faktisk var så enige. En tredje sagde, at han bedst kunne lide, når samtalen var med nogen i stedet for om nogen.

Deres refleksioner og input indkapsler på mange måde tre vigtige spejlinger af det arbejde, som vi hver dag bedriver. Det vender jeg tilbage til.

Noget andet jeg bemærkede på Folkemødet var et dominerende svar på verdens udfordringer. I de paneler jeg deltog i, var der Arts-forskere med. De gjorde det megagodt. Bragte perspektiver og nuancer og fakta frem. Men det, jeg her vil fremhæve, er mere perspektiverne.

I en debat om AI og misinformation handlede samtalen ikke kun om teknologi, deklarationer og regulering. Den handlede også om tillid. Om hvordan vi som borgere kan og skal vide, hvad det er for en viden, vi møder, hvem der taler, og hvordan information er blevet til

En anden debat handlede (naturligvis) om skærme og regulering af skærmtid for eleverne på efterskoler. Men også her handlede det ikke kun om regler. Det handlede om unge menneskers hverdagsliv. Om søvn, fællesskab, deltagelse og om at give eleverne rammer, hvor de både bliver taget alvorligt og får mulighed for at være en del af det liv, der gør efterskolen til noget særligt.

Elever deltog løbende i debatten. Nogle selvsikkert og andre mere famlende – men alle bakket op af publikum, der spurgte og bød ind på alle de dilemmaer, som knytter sig til netop den diskussion.

I et tredje panel var temaet demens. Om hvordan demens rammer både patienter og pårørende hårdt. Om hvordan sygdommen ikke kun handler om behandling, pleje og systemer, men også om værdighed, nærvær og medmenneskelighed. Majse Njord blev citeret fra sin fine podcast, hvor hun fortæller om at være pårørende og pegede på, hvor afgørende det er, at vi som samfund møder hinanden som hele mennesker og tager medmenneskeligheden på os:

”Nogle gange tænker jeg, at det at være dement må være ligesom at være meget fuld hele tiden, og hvor man som i den stærke beruselse hverken kan huske eller finde sine nøgler. Det må være meget ubehageligt, så det er jo os andre, der skal forandre os – for at bede dem om at være anderledes er jo det samme som at bede et menneske, der har brækket begge ben, om at rejse sig op og gå.”

Politikeren i panelet sagde, at de hele tiden arbejder med at se den enkelte som del af en større kontekst, og at de arbejder med strukturer og rammer, der skal sikre den enkelte på bedste vis. I panelet havde man inviteret demenskoret på Bornholm til at komme, og sammen sang vi den fine lille sang:

Hvem kan sejle foruden vind?
Hvem kan ro uden åre?
Hvem kan skilles fra vennen sin
uden at fælde en tåre?

Jeg kan sejle foruden vind.
Jeg kan ro uden åre.
Men kan ej skilles fra vennen min
uden at fælde en tåre? 

Vi sang også en bornholmsk vise. Og bagefter sagde deltagerne i koret, at de sjældent havde følt sig mere set og hørt og inkluderet.

Så. På bagkant af de mange debatter på en lang færgetur mellem Rønne og Køge, så blev det faktisk en pointe, at reguleringer og rammer og strukturer er en del af svaret på mange af de store dagsordner. Men langt fra det, der løser alle vores udfordringer. Det endelige svar blev snarere en kontinuerlig styrkelse af fællesskaber. 

En styrkelse af fællesskab og sammenhængskraft gennem eksempelvis tillid til at den information vi møder er troværdig, gennem styrkelse af de unges fællesskaber, deres tillid til at de kan få indflydelse på rammer, der vedrører dem, og at deres perspektiver betyder noget og er værd at lytte til. En styrkelse af fællesskab gennem kulturelle oplevelser med koret som et meget nærværende og rørende øjeblik. 

På en måde sluttede der sig en ring mellem vores studerendes markeringer af, hvad dé synes giver mening og inspiration, og debatternes fokus på fællesskab. Nemlig: 

Kunsten, fortællingernes og kulturens formative kraft.

Vores evne til at være konstruktivt uenige

Og vigtigheden af at tale med nogen og ikke om nogen

Altså på mange måder alt det vores forskning og uddannelse handler om. 

For de store spørgsmål, vi arbejder med – kultur, sprog, medier, teknologi, demokrati, sundhed, trivsel og uddannelse – handler sjældent kun om systemer, begreber eller dagsordener. De handler om mennesker. Om nogen.

Vores - jeres - bidrag er vigtige. Ikke for vores egen skyld. Ikke kun for institutionens skyld. Men fordi den viden, de perspektiver og de kandidater, der kommer herfra, er vigtige for samfundet omkring os.

Lad os nyde fællesskabet med hinanden. Vi har gjort os umage for, at I skal tale sammen, udfordre hinanden og være sammen.

Håber at vi sammen får en fantastisk fest, og at I herefter bevæger jer ud i sommeren med de allervigtigste fællesskaber. Jeres familie og venner. 

Rigtig god fest og rigtig god sommer. Skål.