Ny punkudstilling på ARoS kurateret af AU-postdoc
"Ulydig – Kroppen i punk" er en nyåbnet udstilling på ARoS, som er et resultat af et postdoc-forskningsprojekt af Marie Arleth Skov fra Institut for Kommunikation og Kultur i samarbejde med ARoS. Marie Arleth Skov har også kurateret udstillingen. I udstillingen har hun samlet mere end 100 værker, som tager publikum tilbage til punkens udspring i 1970ernes London og viser, hvordan punkbevægelsen spredte sig og ændrede sig undervejs – særligt i Berlins subkulturer. Og den viser, hvordan kropsudtryk var politisk i punk. Der er både smerte, vildskab og modvilje at se og mærke i værkerne, når punkere igennem kroppen modsatte sig disciplin og regler fra en verden, der i deres øjne alligevel var i undergang. Vi har interviewet Marie Arleth Skov om sin kærlighed til og forskning i punk.
Hvorfra stammer din interesse i punken som bevægelse?
”Jeg har elsket punk musik og punk mode, siden jeg var teenager. Jeg er født i 1980, og den dér prægende tid, mellem ca. 13 og 18 år, var for mig grunge og Riot Grrrls – så min vej til punk var derigennem. Da jeg var 19, flyttede jeg til Berlin. Jeg læste kunsthistorie på Freie Universität og begyndte at lægge mærke til, hvor meget Dada, Surrealisme, Fluxus og punk havde til fælles. Så dét skrev jeg min Ph.d. om, som blev udgivet som bogen Punk Art History (Intellect Books, UK).”
Hvad handler dit postdoc-forskningsprojekt om?
”Kort: Om kroppen i punk. Egentlig er postdoc-projektet en videretænkning og fordybelse af ét af temaerne fra min Ph.d. Jeg ville gerne undersøge forbindelserne mellem punk som ungdomsoprør og som undergrundskunst, og hvordan modstand kropsliggøres. Projektet fokuserer på punk i 1970erne og 1980erne, og den måde punkerne ser ud og bevæger sig på, chokerer virkelig deres samtid. Som kunsthistorisk forskningsprojekt handlede det for mig både om at kigge på de forskellige fysiske, materielle og æstetiske udtryk i punkoprøret – og også at analysere, hvordan de hænger sammen med tidligere kunstbevægelser.”
Hvordan har du brugt forskningen i kurateringen af udstillingen?
”Først og fremmest har det her postdoc-setup betydet, at jeg havde tid. Langt mere end kuratorer oftest har, når de skal forberede en udstilling. Jeg har brugt en masse tid på research og i arkiver. Sådan kunne jeg for eksempel finde filmen UNDERDOGS, som vi viser i udstillingen. Det er en optagelse af Sods og Billedstofteatret fra 1980, som lå som 16mm film på køl inde hos Dansk Film Institut og ikke var blevet set af nogen i flere årtier. Filmmagerne troede selv, den var gået tabt. Kataloget, med i alt ni essays fra internationale forskere plus to interviews, bærer også præg af, at jeg har haft tid. Jeg vil i øvrigt også rigtig gerne lige nævne, at vi til efteråret afholder et symposie i forbindelse med udstillingen; det hedder Noise & Vision, og der er et call-for-papers ude lige nu.”
Hvordan har det været at arbejde med udstillingen som kurator, og er det første gang, du prøver kræfter med det?
”Jeg har ofte arbejdet med udstillinger. Mens jeg læste, havde jeg et job som studentermedhjælper i Gropius-Bau. Jeg har kurateret mange små shows; en tid havde jeg selv et off-space i Berlin sammen min veninde Valeska Hageney. Og de seneste fire år har jeg arbejdet som videnskabelig medarbejder ved Kunstbibliothek i Berlin, hvor jeg blandt andet kuraterede en udstilling om avantgarde-strikkedesigneren Claudia Skoda og subkulturen i Vestberlin i 1970erne til 1980erne. Hvis jeg, ligesom med Ulydig, kan få lov at kombinere forskning og kuratering, så er det dét, jeg synes, er allerbedst!”
"Ulydig – Kroppen i punk" kan opleves fra 27/6 til 13/12 2026.
Det tre-årige forskningsprojekt er støttet af Ny Carlsbergfondet.
Kontakt
Marie Arleth Skov
Postdoc, Afdeling for Kunsthistorie, Æstetik & Kultur og Museologi
Institut for Kommunikation og Kultur
Aarhus Universitet
Telefon: +45 61904857
Mail: mask@aros.dk