How We Curate: Foredragsrække om kuratering
Der er fokus på nye samtidskunstinstitutioner, når kurator Carl Martin Faurby fra Kunsthall Trondheim og direktør og kurator Marie Dufresne fra Kunsthal 6100 i Haderslev præsenterer og diskuterer deres praksisser i regi af foredragsrækken How We Curate
Oplysninger om arrangementet
Tidspunkt
Sted
Kunsthal Aarhus, J.M. Mørks Gade 13, 8000 Aarhus C
På kunstinstitutioner, udstillingssteder og i det offentlige rum ser vi resultaterne af kuratorers arbejde, men som besøgende får vi sjældent adgang til de processer, der ligger forud for udstillingerne. Med foredragsrækken How We Curate åbner Kunsthal Aarhus døren til det kuratoriske maskinrum: hvilke overvejelser ligger til grund for en udstilling, hvordan tager den form, og hvordan påvirker lokale og globale kontekster den endelige udstilling? I efteråret 2018 præsenterer og diskuterer i alt otte danske kuratorer deres praksisser.
Arrangementet den 21. november har fokus på nye samtidskunstinstitutioner: Carl Martin Faurby er kurator på Kunsthall Trondheim, som kun har eksisteret i ganske få år, og Marie Dufresne er direktør og kurator for Kunsthal 6100 i Haderslev, som først åbner i 2019. Begge institutioner er desuden de første samtidskunstinstitutioner i Trondheim og Haderslev.
Arrangementet foregår på dansk og introduceres og modereres af Trine Friis Sørensen (Postdoc, Kunsthal Aarhus and Aarhus Universitet). Efterårets sidste How We Curate arrangement foregår den 5. december 2018, hvor Rhea Dall, som er direktør og kurator ved UKS i Oslo, og Toke Lykkeberg, som er kurator og leder af Tranen i Gentofte, er på programmet.
Foredraget er gratis og alle er velkomne