Aarhus Universitets segl

Cecilie Ullerup Schmidt: Produktionsæstetik: teoretisering af den arbejdende krop i kunsten

Alle er velkomne til Æstetisk seminar

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Torsdag 6. oktober 2022,  kl. 14:15 - 16:00

Sted

Kasernen, bygning 1584, lokale 124

Feministiske kunstværker har siden 1970'erne gjort opmærksom på kunstnerens arbejdende krop. Værker af Mierle Laderman Ukeles og Yvonne Rainer eller kollektivt organiserede kvindeudstillinger i 1970'erne krævede en forandret fokus i den æstetiske teori, et skift fra receptionsæstetik til produktionsæstetik.  Produktionsæstetik forholder sig til hvordan kunst er co-produceret af en omgivende socialitet og af kunstens økonomiske, temporale og institutionelle infrastrukturer. Ved at flytte den analytiske undersøgelse og teoretiske interesse fra reception til produktion, fra sansning til skabelse, fra erfaring til ramme, bliver den æstetiske teoris hjørnesten - talent, autonomi og skønhed - perifere. Når vi interesserer os for asymmetrier blandt arbejdende kroppe i kunsten, bliver vi opmærksomme på deres indbyrdes afhængighed. Kunstneren bliver en arbejder blandt andre arbejdere.

En produktionsæstetik – formuleret i vores historiske samtid – kræver, at vi tænker over og artikulerer kunstnerens materielle, relationelle og infrastrukturelle forhold, og den kræver derfor en vis grad af desinteresse overfor begavede talenter. Men hvis kunststøtten bygger på kunstneren som geni, kunstneren som en undtagelse, der er værd at støtte i samfundet, hvilke konsekvenser vil en produktionsæstetik så have for kulturpolitikkens ræsonnement?

Cecilie Ullerup Schmidt er adjunkt i Performance Studies og Moderne Kultur og vice-centerleder i Ny Carlsbergfondets forskningscenter Kunst som Forum med base på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Hendes forskning er informeret af materialistisk feministisk teori, og hun undersøger, hvordan sociale, temporale og økonomiske forhold både politiserer kunstnerisk arbejde og skaber livsformer, særligt med fokus på kunstnerkollektiver. Seneste publikationer omfatter Everybody Counts. The Aesthetics of Production in Higher Artistic Education and Performance Art Collectives (2019), "The Fall of Greatness: Toward an Aesthetics of Co-(re)production" (Critical Stages, 2021) og Produktionsæstetik. En feministisk arbejdskritik mellem kunst og liv (Laboratoriet for Æstetik og Økologi, 2022). c.u.schmidt@hum.ku.dk

Æstetisk seminar er arrangeret af Birgitte Stougaard Pedersen og Morten Kyndrup på vegne af Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.