Jeg forsker i feltet mellem skønlitteratur og musik, og interesserer mig især for kunstarternes intermediale forbindelser. I mit ph.d.-projekt "Literature Imagining Music: Mapping Western Music in a Corpus of Late Modern Fiction 1990-2010" analyserede jeg litterære forestillinger om vestlig musik som kunstart og kulturel praksis. I et korpus på 20 romaner udgivet mellem 1990 og 2010 arbejdede jeg metodisk mellem nærlæsende komparative analyser og digital 'fjernlæsning' (text mining). Afhandlingen tager et postkritisk og fænomenologisk udgangspunkt og skriver sig ind i det interdisciplinære og intermediale forskningsfelt Word and Music Studies. Mit bidrag til feltet er bl.a. at tilbyde et større empirisk og analytisk apparat foruden en ekplicit teoretisk dialog med Cultural Musicology.
I øjeblikket arbejder jeg på at udvikle projektet "Rural Rhythms: A Song History of Danish Agriculture" for at undersøge landbruget som motiv i dansk fællessangkultur. Her forener jeg min erfaring med intermedial litteratur-/musikanalyse og min erhvervserfaring fra landbrugssektoren.