I mit ph.d.-projekt undersøger jeg løftebrudsanklagens retoriske former og funktioner i dansk folketingspolitik fra 1998 til i dag. Målene er dels at undersøge udviklingen i løftebrudsanklagen i nyere dansk folketingspolitik, dels at belyse, hvordan man kan forstå løftebrudsanklagen som en genre, der udfører bestemte sociale handlinger.
Det empiriske grundlag for projektet er løftebrudsanklager, som er fremsat mod regeringer i dansk politik af henholdsvis borgere, politikere og medier. Jeg analyserer disse anklager med udgangspunkt i teori om løfter, løftebrud og anklager og arbejder derfor på tværs af retorikken og politologien.