Aarhus University Seal

Nyt projekt skal øge børns digitale og multisensoriske læselyst

I et samarbejde med læsevejledere, lærere og elever på folkeskolens mellemste klassetrin skal forskere fra Aarhus Universitet, VIA og Malmø Universitet undersøge børns digitale læseoplevelser. Projektet er støttet af Novo Nordisk og skal resultere i konkrete læringsressourcer, der bliver tilgængelige for alle elever i folkeskolen i 2022.

Foto: Colourbox

Vi læser i stigende grad tekster via digitale medier, og det ændrer måden, vi læser på. Smartphones og tablets giver læserne forskellige interfaces, som kan aktivere flere sanser. Det giver flere læseoplevelser, når læserene både skal læse, lytte, se og røre. Projektet vil i en skolekontekst undersøge, hvad der karakteriserer multisensorisk læsning. Dette sker bl.a. gennem empiriske studier af didaktiske muligheder ved konkrete læsepraksisser, blandt andet lydbogs-læsning og app-læsning, hvor flere sanser aktiveres.

Børns faglige selvtillid skal styrkes

Projektet ønsker at gentænke læseaktiviteten og udvikle multisensoriske læsningskompetencer hos skolebørn, hvilket potentielt kan bidrage til at øge børnenes digitale kompetencer, deres læselyst, engagement i læsningen samt styrke deres faglige selvtillid – dvs. også læsere med negative oplevelser af egne læsekompetencer.

Samtidig udfordrer projektet ideen om, at læsning foregår bedst via visuel 'deepreading' og ønsker at udforske de oplevelses- og læringsmæssige fordele ved at tilgå tekster taktilt, interaktivt og lydligt.


Fakta

  • Novo Nordisk Foundation’s open calls for humanitarian and social purposes har fra 2019-2022 tildelt midler til projektet Reading Between Media - Developing and Encouraging Children’s Multisensorial Reading in a Digital Age.
  • Bevilling: 4.038.172 DKK
  • Projektet er udviklet i dialog mellem forskerne Ayoe Quist Henkel, VIA, Maria Engberg, Malmø Universitet og Iben Have, Sarah Mygind og Birgitte Stougaard Pedersen, AU, sidstnævnte leder projektet.
  • Center for Litteratur mellem Medier