Aarhus University Seal

CAVI bidrager til ny lysinstallation på Kvindemuseet i samarbejde med billedkunstner Signe Klejs

Den 12. marts får byen et nyt kunstværk, når Kvindemuseet og billedkunstner Signe Klejs kl. 20 lancerer en ny, lysende udsmykning i facadevinduerne i Aarhus’ gamle rådhus

Foto Signe Klejs

Den historiske bygning og nutidens bevægelser

Zeitgeist, som lysinstallationen bliver kaldt, er et stedsspecifikt værk skabt til Kvindemuseet af Signe Klejs. Bevægelige farver lyser ud af facadens vinduer og kan opleves uden for bygningen, når det er mørkt. Værket er baseret på en lysende visualisering af vinden, der registreres ved hjælp af en vindmåler på taget af Kvindemuseet.

Netop bevægelighed og omskiftelighed er nøgleord for Kvindemuseet, som formidler forskellige tiders forskelligartede syn på køn og tendenser, der synes at skifte ”som vinden blæser”.

Gamle glasmosaikker og interaktive teknologier

Farvevalget i installationen er hentet direkte fra to store glasmosaikker i museets trappehal. De er fra 1908 og er eksempler på datidens formidlende glaskunst, hvor Zeitgeist er et bud på nutidens. Ved at benytte interaktive teknologier er det umulige blevet muligt; at lave en facadeudsmykning, der ikke beskæmmer/overdøver, men som fletter sig helt ind i det gamle rådhus.

”På Kvindemuseet er vi begejstrede over, hvordan installationen peger på bygningens indhold - et indhold, der rækker ud til byen og borgerne. Og som formidler både et historisk samfundsbillede (bygningen i sig selv), men også den nutidige debat, museet er en platform for (billedliggjort med den bevægelige lysinstallation),” forklarer museumsinspektør Julie Rokkjær Birch.

En erindring om naturens omskiftelighed

Billedkunster Signe Klejs siger selv om installationen:

”Det foranderlige i Zeitgeist repræsenterer i denne kontekst også det cykliske i mennesket og naturen. Installationen forandres med døgnets rytme såvel som med årstidens skift mellem lys og mørke og tilfører det urbane rum en erindring om naturens omskiftelighed, som tidligere har præget menneskelivet direkte, men i nutidens oplyste byer (i ordets egentlige betydning) er elimineret.”

CAVI har samarbejdet med Signe Klejs om udviklingen af det visuelle udtryk og bidraget med viden og kompetencer inden for anvendelse af digitale teknologier i fysiske rum, design af mediefacader og programmering af den adaptive installation. Det er ikke første gang Signe Klejs og CAVI samarbejder om en blivende installation i byrummet. I 2017 havde værket Hesitation of Light, der hver aften og hver morgen oplyser Ringgadebroen, premiere.


Om projektet

Kunstværket er realiseret med støtte fra Salling Fondene. Det indgår som en del af den opgradering, Kvindemuseet i de sidste par år har gennemgået i de indre rum med støtte fra A.P. Møller Fonden, Augustinusfonden, Nordea-fonden m.fl. 


Tid og sted:

12 marts. Domkirkepladsen 5. 8000 Aarhus C.
Kl. 20-21 Officiel åbning og taler foran museet – alle er velkomne