Aarhus Universitets segl

To skønlitterære forfattere flytter ind på Aarhus Universitet

Forfatterne Emeli Bergman og Kirstine Reffstrup skal de næste to år som writers-in-residence have deres daglige gang på Institut for Kommunikation og Kultur. Med et arbejdslegat fra VELUX FONDEN i ryggen skal de inspirere og lade sig inspirere af forskere og studerende.

Kirstine Reffstrup. Foto: VELUX FONDEN
Emeli Bergman. Foto: VELUX FONDEN

VELUX FONDEN ønsker med arbejdslegaterne på 400.000 kroner at styrke dansk skønlitteratur ved at give mulighed for gensidig inspiration mellem forfattere, forskere og studerende, samtidig med at forfatterne får mulighed for at koncentrere sig om deres skønlitterære arbejde.

”Litteratur er med til at udtrykke, forme og udvikle identitet, sammenhængskraft og medborgerskab i vores samfund. Vi har etableret programmet, Litteratur og humanvidenskab i dialog, i samarbejde med forfattere og forskningsmiljøer i håb om at bidrage til at styrke skønlitteraturen og bane vejen for nye litterære gennembrud i et kreativt møde mellem kunst og videnskab,” fortæller Henrik Tronier, der er programchef for human- og samfundsvidenskabelig forskning og kultur i VELUX FONDEN.

Ser frem til faglig udveksling

Både Emeli Bergman og Kirstine Reffstrup ser frem til opholdet på Aarhus Universitet. 

”Som skønlitterær forfatter kan jeg forholde mig (næsten) helt frit til videnskabelig skrift og tænkning, og jeg lader mig ofte inspirere af akademiske tekster. Forfattere, forskere og studerende har arbejdet med sproget tilfælles, og det her er en fantastisk mulighed for a dvæle ved sprogets betydning for os, dets forskellige roller og muligheder. Oversættelse er et magisk felt mellem kunst og videnskab, som jeg også glæder mig virkelig meget til at udforske sammen med de studerende!” siger Emeli Bergman.

”Jeg glæder mig til de næste to år som writer-in-residence på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet. Det er en stor gave at få skrivetid, som jeg vil bruge på at arbejde på mit nye romanmanuskript. Jeg får mulighed for at bruge universitetets biblioteker og foretage research om emner som utopiske fællesskaber, erindring og glemsel, som lige nu optager mig i mit arbejde. Jeg ser også meget frem til samtaler og faglig udveksling med forskere og studerende på instituttet; de næste to år er en unik mulighed for en inspirerende dialog,” udtaler Kirstine Reffstrup.

Fakta:

I VELUX FONDENs program, Litteratur og humanvidenskab i dialog, er en writer-in-residence en skønlitterær forfatter, som midlertidigt rykker ind på et universitet. Her får forfatteren tid og plads til at fokusere på sin kunstneriske udvikling og arbejdet med egne værker.Samtidig har forfatteren, sammen med en tilknyttet forsker, udarbejdet en samarbejdsaftale om forfatterens bidrag i fx undervisning, kreativ skrivning, workshops og forskningsaktiviteter efter både forfatterens og instituttets ønsker til gensidigt udbytte og inspiration. 

Denne nyhed er baseret på en pressemeddelelse fra VELUX FONDEN.