Studerende fra Informationsvidenskab satte bæredygtighed på dagsordenen i Brabrand
Blixens Hus i Brabrand dannede ramme for en spændende Design Exposition torsdag d. 15. maj, hvor ca. 80 studerende fra ‘Brugerdrevet design’ præsenterede deres bud på, hvordan designs med brugere, Brabrand og bæredygtighed i fokus kan bidrage til en grønnere fremtid.

I samarbejde med Aarhus Kommunes Afdeling for Innovation, Teknologi og Kreativitet (ITK), Kredsløb, ReDI School og Sol over Brabrand har de studerende fra Informationsvidenskab co-designet en række interaktive prototyper, som skal understøtte en mere bæredygtig fremtid i Brabrand.
De studerende er i grupper blevet fordelt ud på de forskellige virksomheder, og har herefter sat sig grundigt ind i virksomhedens, eller dens brugere og kunders, udfordringer med bæredygtighed.
På den baggrund har de studerende tilrettelagt en iterativ og løsningsorienteret designproces og udviklet en designprototype i samarbejde med og til en særlig brugergruppe.
Og det er de lykkedes godt med, mener Emma Meldgaard, der som instruktor på ‘Brugerdrevet design’ har været med til at planlægge expo’en.
“Jeg synes, at det for det første har været fedt at se, hvordan alle grupperne er kommet rigtig godt i mål med deres prototyper, og der er stor variation i de designs, som de er endt med. De har virkelig sat sig ind i problemerne og arbejdet med at finde løsninger, der fungerer for brugerne – sammen med brugerne,” fortæller Emma.
Besøg fra erhvervliv og 4. klasse
Expo’en gav de studerende mulighed for at vise deres projekter frem for hinanden, deres undervisere og andre nysgerrige i Blixens. Dertil mødte en del repræsentanter fra de forskellige samarbejdsvirksomheder op.
“Vi har haft et geografisk fokus i projektet, og vi har designet med og til nærområdet, så det med at gøre Blixens til vores setting giver bare super god mening. Specielt for vores mange samarbejdspartnere, som holder til i nærheden, og har kigget forbi i dag,” fortæller Emma.
Kortvarigt blev arrangementet også besøgt af en forbipasserende 4. klasse, der viste stor interesse for prototyperne – og en endnu større interesse for de mange eksotiske snacks og sodavand, som Bazar Vest havde været så venlig at sponsorere til arrangementet.
“De studerende havde jo stillet op og gjort klar til at pitche over for repræsentanter fra erhvervslivet. Men så vrimler det lige pludselig med børn fra 4. klasse, som stiller alle mulige spørgsmål, de måske ikke havde regnet med at få,” fortæller studieadjunkt Bjarke Vognstrup Fog, som underviser på ‘Brugerdrevet Design’.
“Så er det jo med at tænkte hurtigt og tilpasse sig nogen, der måske ikke lige syntes, at social bæredygtighed, affald og kompost er det sjoveste,” tilføjer Bjarke med et smil.
Mange kompetencer i spil
Før de færdige prototyper kunne stå klar i Blixens, havde de studerende gjort et stort stykke forarbejde.
I løbet af semesteret har de både beskæftiget sig med interviews, feltarbejde, brugerundersøgelser, brugertests og programmering forud for selve konstruktionen af prototypen.
Det har, ifølge de studerende, været lidt af en øjenåbner at trække på så mange forskellige kompetencer i én designproces.
“Det her projekt indkapsler meget godt mange af de kurser, som vi har haft på uddannelsen indtil videre. Så det er ret fedt, at vi har brugt det hele i arbejdet frem til i dag, og vi er stolte over alle de ting, vi kan,” fortæller Isabella, der er studerende.
“Ja, man får et helt andet syn på, hvad man kan bruge sin uddannelse til og hvad man kan, når der er denne her kobling mellem det teoretiske og praktiske – og mellem brugere, os og erhvervslivet,” uddyber Bjørk, der sammen med Isabella, Malou og Astrid har udviklet et design i samarbejde med Kredsløb og en 4. klasse.
En bred vifte af projekter
På ‘Brugerdrevet design’ har kursets undervisere lagt op til, at bæredygtighed skulle forstås bredt. Derfor har de studerende arbejdet med at løse problemer med alt fra affaldssortering, kompost, strømforbrug og genbrug til social bæredygtighed, sprogbarrierer og integration.
Det har resulteret i, at der til expo’en var prototyper på både digitale værktøjer, der fremmer genbrug, strømbesparelse og cirkulær økonomi, og interaktive, digitale løsninger og konstruktioner, der engagerer borgere i bæredygtige vaner.
Én af grupperne har for eksempel arbejdet med en lokal snedker, der skaber nye møbler ud af genbrugsmaterialer. De har skabt en lille chip, som kan sættes ind i møblet, scannes og vise møblets rejse. Gruppen er blevet inspireret af idéen om, at genbrugsmøbler har en historie, som nye møbler ikke har - og at den selvfølgelig skal fortælles.
Andre grupper har udviklet et lysende interface, der skal gøre det lettere at afkode et privathjems forskellige enheders strømforbrug, en hydroponisk dyrkningsplatform til fødevareproduktion og en digital kompostløsning, der skal gøre det lettere at kompostere under rette forhold.
Affaldssortering er en stor udfordring
Flere af grupperne har arbejdet med affaldssortering, som for mange danskere er en stor udfordring.
Og taler man ikke dansk, som det er tilfældet for mange af Brabrands voksne indbyggere, er det endnu mere udfordrende at forstå sorteringsvejledninger og sortere affaldet korrekt.
For de grupper, der har arbejdet med at udvikle en prototype med og til voksne borgere, har der været stort fokus på at gøre affaldssortering tilgængeligt, nemt og forståeligt via billeder, ikoner eller for eksempel en AI-baseret affaldsassistent.
Andre grupper har arbejdet med affaldssortering og børn, hvilket har resulteret i prototyper, der fokuserer på at gøre affaldssortering sjovt.
Når skraldespande får liv
Én af de grupper, der har arbejdet med børn, består af Isabella, Bjørk, Astrid og Malou. Sammen har de udviklet et designkoncept til indskolingen, der hedder ‘Når skraldespande får liv’.
“Vi har lavet nogle interaktive, farvede skraldespande i samarbejde med Kredsløb og 4.b på Hasle Skole. Vi får fået børnene til at indtale forskellige lydoptagelser, som så bliver afspillet, når en censor registrerer, at de smider noget i skraldespandene,” fortæller Isabella.
“Mmmm, tak for mad” og “Jubiii, du har reddet 1000 fisk” er nogle af de indtagelser, der bliver afspillet, når man smider sin halvspiste yoghurt i restaffald.
Hjælp til idé og plakater
Udover lydoptagelserne har eleverne fra 4.b deltaget i flere workshops, der skulle hjælpe gruppen med at få en god idé og eksekvere den bedst muligt.
“Vi lavede først en workshop, der var bygget op på et eventyr, som vi havde lavet om skraldehelten Bo. Børnene skulle så hjælpe Bo med nogle skraldeproblemstillinger og tegne deres idéer til os, som vi kunne gå videre med,” forklarer Astrid og tilføjer, at børnene bagefter skulle stemme på den idé, de bedst kunne lide.
Det var dog ikke helt uden udfordringer at komme frem til den bedste idé, da børns gode fantasi kan være svær at leve op til.
“For eksempel havde de en forventning om, at vi måske kunne lave en robot. Der kunne vi godt mærke, at de var lidt skuffede, da vi fortalte dem, at vi blev nødt til at tage udgangspunkt i noget andet, for det har vi jo ikke ressourcerne til,” fortæller Isabella.
Da gruppen så valgte at gå med de interaktive skraldespande, hjalp børnene igen med at lave vejledende plakater til affaldssorteringen, så de symboler, der er på dem, passer til de ting, som børnene rent faktisk smider ud.
“Vi fandt for eksempel ud af, at vi skulle fjerne et billede af rugbrød og sætte en pizzaslice ind i stedet for,” fortæller Malou og tilføjer, at det også var meget vigtigt for børnene at deres engelsk- og matematikpapirer var på plakaten til papiraffald.
Tilsidesatte egne holdninger
Ligesom børnene måtte gå på kompromis med deres robot, måtte gruppen også tilsidesætte deres egne ønsker og holdninger i designprocessen og tage udgangspunkt i brugerne.
“Vi har været meget brugercentrerede og kigget meget på vores brugergruppe, som elsker at der er fart på farver og lyd. Det er også derfor, vi har så mange forskellige elementer i vores design. Det fanger lige præcis vores brugergruppe, og dem har vi jo haft i fokus,” fortæller Bjørk.
Gruppens medlemmer har for eksempel ikke været helt enige i børnenes farvevalg til skraldespandene.
“Vi har jo en helt anden æstetik end dem og havde nok valgt nogle mere sarte farver,” fortæller gruppen, som måtte overgive sig til børnenes ønske om skraldespande i vilde pangfarver.
Godt samarbejde med 4.b
På trods af lidt kunstneriske uenigheder er gruppen dog rigtig glade for samarbejdet med 4.b.
“Vi er ret stolte af at have haft denne her brugergruppe, og folk synes også, at det er fedt, at de har været i fokus. Vi har været mega glade for at fået muligheden for at arbejde med denne klasse, for det har ikke bare været en selvfølge. Derfor er vi rigtig glade for, at 4.b også synes, at det var sjovt at være med,” fortæller Astrid, som dog understreger, at det til tider har været hårdt at holde styr på en hel klasse.
“Jeg tror, at jeg taler på alles vegne, når jeg siger, at det har været en mega sjov og lærerig proces, men hårdt. Der har været enormt mange perspektiver og så også lige det her med at have 30 skoleelever med og få alle deres idéer kogt ned. Men det har været mega fedt, og underviserne har været gode til at gribe os,” afslutter hun.
Vindergrupper blev kåret
Arrangementet blev rundet af med en præmieoverrækkelse, hvor de bedste projekter inden for 5 kategorier blev kåret. Det var gæsterne til expo’en, samt de studerende selv, der kunne stemme på de projekter, der var mest vellykkede inden for forskellige kategorier.
Og det kunne i den forbindelse betale sig at lade børnene komme til orde i designprocessen. Gruppen bag ‘Når skraldespande får liv’ vandt nemlig prisen for ‘Bedste brugerforståelse’.
Der blev også kåret vindergrupper inden for kategorierne ‘Bedste produkt’, ‘Publikumsfavorit’, ‘Bedste problem’ og ‘Mest innovative idé’.
Læs mere om de forskellige projekter her.