Aarhus Universitets segl

Professor Jan Engberg modtager ridderkorset

Professor i tysk erhvervskommunikation, Jan Engberg bliver udnævnt til Ridder af Dannebrog for sin forskning i fremmedsprog i erhvervslivet.

Igennem mere end 30 års karriere har professor Jan Engberg opnået en bred international anerkendelse som forsker, men også inden for uddannelse indtager han en fremtrædende stilling for tyskfaget i Danmark. Hans arbejde bliver nu belønnet med Dannebrogordenen ved en ceremoni hos H.K.H. Dronning Margrethe.

Det er en anerkendelse Jan Engberg sætter pris på både personligt, men også for tyskfagets fremtid.

”Indstillingen til og tildelingen af ridderkorset opfatter jeg som en stor anerkendelse fra såvel universitetet som fra Danmark af det brede nationale og internationale arbejde, jeg har udført inden for mit fag, nemlig kommunikation af ekspertviden i faglige sammenhænge med fokus på fremmedsprog i erhvervslivet. Det er en kærkommen anerkendelse af et fag, der er under pres i samfundsdebatten. På det personlige plan er det en stor ære at være blevet udvalgt som en af de personer, som universitetet mener er berettiget til en sådan hæder.”

Viden skal gøres tilgængelig for borgere

I indstillingen fra universitetet fremhæver de blandt andet Jan Engbergs internationale anerkendelse inden for fagkommunikation og juridisk kommunikation, som medfører, at han ofte er hovedtaler ved internationale konferencer og ved universiteter inden for sit felt.

Et vigtigt fokus i hans arbejde har ligget på at undersøge, hvordan videnskabelig viden inden for såvel det juridiske som de mere naturvidenskabelige områder kan populariseres, det vil sige gøres tilgængelig og relevant for borgere i et samfund, og hvordan disse populariseringsprocesser kan have indflydelse på den generelle tillid i et samfund.

Inden for uddannelse høster Jan Engberg også stor anerkendelse som en yderst kompetent underviser og har en central placering i udvikling og gennemførelse af instituttets uddannelser. Han indtager desuden en fremtrædende stilling inden for tyskfaget i Danmark, bl.a. som formand for Den Danske Germanistforening, og som deltager i udviklingsprojekter.

Jan Engberg har været ansat ved Handelshøjskolen i Aarhus og Aarhus Universitet i 33 år, og hans forskning omfatter 27 bøger, 8 temasektioner i tidsskrifter samt 140 forskningsartikler og bogkapitler. Jan Engberg modtog i 2010 Hedorfs Pris for International virksomhedskommunikation og Sprog og blev i 2018 udnævnt til dr. phil. (honoris causa) ved universitet i Vaasa, Finland. 


Yderligere information om Jan Engberg:

  • Professor i Videnskommunikation ved Institut for Kommunikation og Kultur med fokus på Tysk Erhvervskommunikation ved Aarhus Universitet.
  • Hans primære forskningsfelt er forståelse af de rammer og processer, der er relevante, når eksperter kommunikerer om deres fag, både med hinanden og med ikke-eksperter. 
  • Jan Engbergs publikationer ligger centralt inden for feltet flersproget juridisk kommunikation (oversættelse, flersprogede retssystemer, komparativ ret), men også inden for digital akademisk videnskabskommunikation i bred forstand. Sprogets betydning som medium for vidensudveksling spiller en stor rolle i hans forskning.
  • Jan Engberg har haft gennem sin karriere haft længere ophold som gæsteprofessor i såvel USA (Brooklyn Law School) som Tyskland (Technische Universität Darmstadt), Østrig (Universität Graz), Italien (Università di Modena e Reggio Emilia, Università di Bergamo, Università di Macerata) og Kasakhstan (Kazakh Ablai Khan University for International Relations and Modern Languages)

Kontakt:

Professor Jan Engberg
Institut for Kommunikation og Kultur
Tysk erhvervskommunikation
Mail: je@cc.au.dk
Fastnet87164882