Aarhus Universitets segl

Professor Anja Bechmann bliver nyt medlem af Videnskabernes Selskab

Videnskabernes Selskab har netop valgt ti nye forskermedlemmer til at indtræde i Selskabets Humanistisk-samfundsvidenskabelige klasse. Professor Anja Bechmann fra Aarhus Universitet er blandt dem, der har fået en af de fornemme poster.

Portrætfoto: Lise Balsby

Man kan godt kalde det et fornemt selskab, når tidligere medlemmer af Videnskabernes Selskab tæller Niels Bohr, H.C. Ørsted, Marie Curie, Albert Einstein og Charles Darwin. I 2023 er professor Anja Bechmann på listen over de ti udvalgte forskere, der skal bidrage til at styrke videnskabens stilling i Danmark og fremme tværvidenskabelig forståelse.

Hun forsker til daglig på Medievidenskab ved Institut for Kommunikation og Kultur i Aarhus og arbejder interdisciplinært i krydsfeltet mellem medievidenskab, sociologi og datavidenskab.

”Min forskning bidrager til at forstå, hvordan mennesker og befolkninger i det 21. århundrede på tværs af lande og i samspil med teknologi navigerer og socialiserer i en digitalt integreret hverdag. Viden om samspillet mellem vores online adfærd, den data dette genererer, og måden, hvorpå denne data kan udnyttes, er en grundsten i at forstå nye kulturelle konfigurationer og strukturelle udfordringer, der opstår i et data-, AI- og algoritmestyret samfund."

Netop det tværvidenskabelige perspektiv er derfor også noget af det, hun ser frem til som medlem i Videnskabernes Selskab.

”Jeg ser frem til at høre om spændende og inspirerende forskning uden for mit felt og få mulighed for at diskutere teorier og metoder med forskere fra andre fagfelter. Mit eget fagfelt anvender tværvidenskabelige metoder i vid udstrækning. Jeg er taknemmelig for, at Videnskabernes Selskab giver mig en platform til at følge med i nye metoder fra andre fagfelter og have interessante samtaler om antagelser, anvendelse, udsigelse og perspektiver.”

Selskabets målsætning om at være interdisciplinær afspejles ligeledes i gruppesammensætningen, der tæller forskere inden for blandt andet arkitektur, sprog, medier og økonomi. Medlemmerne indtræder i maj.

Læs mere om Anja Bechmanns forskning på Videnskaberns Selskab.


Om Videnskabernes Selskab

Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab er stiftet d. 13. november 1742 og har til formål at styrke videnskabens stilling i Danmark og fremme tværvidenskabelig forståelse. Det fungerer som samarbejdsorgan og mødested for fremtrædende forskere fra alle områder af grundvidenskabelig forskning fra hele landet.

Selskabet vælger hvert år nye medlemmer til en af stedets to klasser, nemlig den Naturvidenskabelige Klasse og den Humanistisk-samfundsvidenskabelige Klasse. Turen er nu kommet til sidstnævnte, der fra og med maj måned bliver udvidet med ti nye medlemmer, herunder Anja Bechmann, professor ved Aarhus Universitet.


Kontaktinformation

Anja Bechmann
Professor, Medievidenskab
E-mail: anjabechmann@cc.au.dk
Telefon: 51 33 51 38