Ny studenterforening vil sætte fokus på kvindelig repræsentation på it-uddannelser
Der er udfordringer med at få kvinder ind i pensum og en generel mangel på kvindelige rollemodeller inden for it, mener stifterne af Katrinebjergs nye studenterforening KIIT (Kvinder i it).
I 2023 var 61% af alle studerende på de vestdanske cand.it-uddannelser kvinder, viser tal fra It-vest.
Men selvom der er flere kvindelige studerende på it-uddannelser end nogensinde før, så halter det med repræsentationen i pensum, hvor kvinder ofte er underrepræsenteret eller helt usynlige.
Af den årsag kan det være svært at finde og spejle sig i rollemodeller som kvinde på en it-uddannelse, mener Helene Hølledig, der er forperson og medstifter af KIIT.
Helene har sammen med to veninder fra sit studie på Informationsvidenskab, Nikoline Moesgaard Nielsen og Ann Sofie Dencker, stiftet KIIT med en ambition om, at foreningen bliver et fællesskab, hvor kvinder kan spejle sig i og inspirere hinanden på tværs af årgange.
De tre stiftere vil derudover arbejde for, at KIIT bidrager med at synliggøre flere af de kvinder, som bidrager til forskning i it.
“Hvis it-uddannelser skal være federe for kvinder, handler det først og fremmest om at tage repræsentation seriøst. Det gør en forskel, hvilke forskere, cases og eksempler vi møder i undervisningen og pensum, og lige nu afspejler pensum stadig et ret snævert udsnit af dem, der faktisk arbejder med it,” fortæller Helene.
Hun understreger samtidig, at KIIT ikke er ude på at underminere mænds bidrag til videnskaben eller ‘skubbe dem ud’ af pensum.
“Det er vigtigt for os, at KIIT ikke skal være en kritik af mænd, men en måde at fremhæve oversete kvinder på. Vi er ikke ofre, og vi er ikke ude efter nogen. Vi vil bare skabe mere plads til kvinder i it og synliggøre dem, der allerede gør det godt, men ikke får samme opmærksomhed,” uddyber Helene.
Kan spejle sig i 10 procent af pensum
Det er Helene, Nikoline og Ann Sofies oplevelse at mandlige studerende kan spejle sig i omkring 90 procent af pensum, imens de kvindelige må nøjes med 10 procent, hvis de er heldige.
Konsekvensen bliver, at det er sværere for kvindelige it-studerende at forestille sig, at der også er en plads til dem i forskning eller inden for it generelt.
“Når uddannelser bliver sammensat, sidder der kloge mennesker og udvælger det, de mener er det vigtigste for faget. Så når næsten alt på pensum er skrevet af mænd, fremhæver man også mænd som de vigtigste stemmer,” uddyber Ann Sofie, der er kasserer i KIIT.
“Det er nok her, den største udfordring ligger. I manglen på rollemodeller og fællesskaber, som vi kvinder kan spejle os i. Det er noget af det, KIIT gerne vil være med til at ændre,” fortæller Helene.
Ifølge KIITs tre stiftere er manglen på repræsentation ikke deres studies skyld, men et historisk og strukturelt betinget problem, som man kan komme langt med at være bevidst om.
Repræsentation skal tages alvorligt
Helene Hølledig læser selv på 7. semester på Informationsvidenskab, som er én af de it-uddannelser, der lykkes med at tiltrække mange kvindelige ansøgere.
Ved bacheloroptaget i 2025 blev 71 kvinder og 49 mænd optaget på uddannelsen, og i 2024 var fordelingen mellem kønnene næsten lige. Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Derfor mener Helene og resten af KIIT, at det er vigtigt at få synliggjort flere kvindelige rollemodeller på studiet.
“Det er vigtigt at kunne tage en uddannelse, hvor man tør drømme om at blive den næste Latour, og hvor man kan stole på, at der er plads til én i feltet,” forklarer hun.
Selvom kvindelig repræsentation er en kompleks størrelse, som ikke kan ændres fra den ene dag til den anden, mener Helene, at en grundlæggende bevidsthed om det er et rigtig godt sted at starte.
“Det handler ikke om at gøre studiet lyserødt. Men små, målrettede justeringer kan faktisk gøre en stor forskel. Bare følelsen af, at nogen har tænkt over det, og at repræsentation ikke er tilfældig eller en lille sidebemærkning, men noget man tager alvorligt, betyder rigtig meget,” forklarer hun.
En af forklaringerne på, at kvinder er underrepræsenteret i pensum, selvom de på mange it-uddannelser udgør halvdelen (eller størstedelen) af de studerende, er, at mænd historisk set har domineret videnskaben og forskningen inden for it.
Derfor er størstedelen af den tilgængelige forskning på området produceret af mænd.
“Vi ved godt, at der ikke findes lige så meget forskning i it, som er lavet af kvinder, men hvis man gerne vil have flere kvinder ind i it, skal man skabe motivation og synlighed, og det gør man kun ved at vise de kvinder, der faktisk er der,” fortæller Nikoline, som er næstforperson for KIIT.
En tidslinje med hvide mænd
Idéen om at lave et fællesskab, der sætter fokus på kvinder i it, opstod, da Helene var instruktor på Studium Generale og underviste yngre studerende på Informationsvidenskab i videnskabsteori.
I sine forberedelsestimer lavede hun en tidslinje over alle de teoretikere, hun skulle gennemgå for de studerende. Den indeholdt navne som Emmanuel Kant, René Descartes og David Hume.
Der gik det op for hende, at der stort set ikke var én eneste kvinde repræsenteret i undervisningsmaterialet.
“Jeg undrede mig over, at jeg stod og præsenterede den ene gamle mand efter den anden, uden at kunne pege på kvinder, der også har formet feltet. Selvom videnskabsteori historisk set er et mandsdomineret felt, betyder det ikke, at kvinder ikke findes i IT. De bliver bare sjældent synliggjort,” fortæller hun.
Ved siden af intruktorjobbet er Helene også trafikvært ved DR, hvor der er stor opmærksomhed på at repræsentere kvinder i journalistikken.
“Vi får jævnligt mails om, at vi skal huske at lede efter kvindelige kilder. Ikke fordi mændene skal skubbes ud, men fordi kvinderne er der. De dukker bare ikke altid op, medmindre man aktivt leder efter dem. Den tankegang kunne man sagtens overføre til universitetet,” forklarer hun.
Erfaringerne fra de to jobs delte Helene med veninderne Nikoline og Ann Sofie, og sammen fik de idéen til at skabe KIIT med en mission om at synliggøre de kvinder, der er i forskning og i it-branchen, engagere flere kvinder i it og på sigt bygge bro til erhvervslivet.
Massiv opbakning til generalforsamling
KIIT afholdt den første generalforsamling i slutningen af oktober. Foreningens tre stiftere havde regnet med, at en lille håndfuld interesserede ville dukke op, så det var en meget positiv overraskelse at fortælle om KIIT i et propfyldt lokale.
“Tilslutningen har været helt overvældende positiv. Vi havde måske håbet, at en lille håndfuld ville dukke op, men interessen viste sig at være langt større, end vi havde turdet regne med. Vi har allerede fået 60 medlemmer og en bestyrelse på 16 personer,” fortæller Helene.
Bestyrelsen er blevet meget større, end stifterne havde planlagt, men det var svært for dem at sige nej til nogen, fordi alle kom med stor motivation og lyst til at løfte formålet.
“Den drivkraft er guld værd i en ny forening, og det er den, der gør, at KIIT allerede føles som noget, der kan skabe den synlighed, vi håber på,” uddyber hun.
Også i fagmiljøet på Digital design og Informationsvidenskab er der opbakning til KIIT.
“Vi er glade for at kunne byde endnu en studenterdrevet forening velkommen, og vi støtter op om deres sag. At sikre en mere ligelig repræsentation af kvinder i vores forskningsfelt er en ‘stor skude at vende’, men vigtigt at arbejde for,” fortæller afdelingsleder Morten Breinbjerg og tilføjer, at der allerede sker en udvikling på området.
"Vi har lige nu 18 PhD-studerende, hvoraf 15 er kvinder, samt 14 postdocs, hvoraf 8 er kvinder. Det er først på lektor- og professorniveau, at mændene for nuværende er i overtal. Men i fremtiden må vi forvente en langt højere repræsentation af kvindelige forskere hos os ” uddyber han.
Fremtiden for KIIT
I det første år af KIITs levetid håber Helene, Ann Sofie og Nikoline på, at foreningen får bygget et solidt fundament og fællesskab, så den kan leve videre, når de selv dimitterer.
Indtil videre har de tre stiftere sat sig et mål om at KIIT skal arrangere et fagligt og et socialt arrangement hvert semester. Det skal være arrangementer, der gør det tydeligt for alle, hvad og hvem KIIT er og står for.
“Derudover håber vi at opbygge gode samarbejder med aktører i branchen, så vores medlemmer får adgang til viden, oplæg og netværk, man normalt ikke bare lige får,” fortæller Helene.
Lige nu arbejder de på at stable et arrangement på benene, hvor udvalgte kvindelige undervisere kommer og fortæller om deres erfaringer med at være kvinder i it.
Derudover har medlemmerne selv haft mange forslag til fremtidige arrangementer.
“Til vores generalforsamling havde medlemmerne virkelig mange gode ideer, som vi kommer til at arbejde videre med. Blandt forslagene var arrangementer om lønforhandling for kvinder, barsel og rettigheder, programmeringsaftener og meget andet,” fortæller Helene.
Vil du vide mere om KIIT?
KIITs LinkedIn: https://www.linkedin.com/company/kiit-kvinder-i-it/posts/?feedView=all
KIITs Facebook: https://www.facebook.com/profile.php?id=61581153131612