Aarhus Universitets segl

Isflagerne på DOKK1 er nomineret til pris ved Media Architecture Biennalen (MAB 2025)

Isflagerne er en legepladsinstallation, som mange besøgende på DOKK1 i Aarhus er bekendt med. Men nu får legepladsen også international opmærksomhed på baggrund af de lyd- og lysinstallationer, som den fik tilføjet i 2024. Tilføjelser, der blev udført af CAVI på Aarhus Universitet i samarbejde med Aarhus Kommunes innovationsprojekt, Lys på Aarhus.

En dreng leger på Isflagerne om aftenen. Fotograf: Martin Schubert

Da Isflagerne blev bygget i 2015, bestod de af 10 fjedermonterede flader, som illuderer gyngende isflager. Siden da har mange af DOKK1’s besøgende hoppet rundt mellem de mange fjedrende flager. 

I december 2024 genåbnede Isflagerne så med en teknisk tilføjelse, der augmenterer den oprindelige installation til en multimedial oplevelse. Nu aktiverer folks bevægelser på flagerne både lyd og lys. 

Ifølge 3D-interaktionsdesigner Jonas Oxenbøll Petersen fra CAVI, som har været med til at designe tilføjelsen, er formålet med den at undersøge, hvordan lys, lyd og interaktion kan omdanne en eksisterende plads i byrummet til en engagerende oplevelse.  

Og det er ikke tilfældigt, at det valgte byrum er en legeplads. 

“Vi har bevidst valgt legepladsen som centrum, da det normalt er et sted, der forlades, når mørket falder på,” fortæller Jonas.  

Med tilføjelserne er Isflagerne nu også et sted, der indbyder til leg og interaktion om aftenen. 

Børn leger mere engageret 

I designprocessen har CAVI lagt vægt på, at lyd og lys afspejler genkendelige naturfænomener, man forbinder med de arktiske egne. 

Hopper man rundt på de 10 isflager, kan man bl.a. høre hvaler, storm og kælvende isbjerge, samtidig med at bølger af lys, der er programmeret til at ligne nordlys, strømmer ud fra mere end 7000 dioder under flagerne. 

Det skaber en helt særlig og engagerende oplevelse for legepladsens brugere. 

“Vi har allerede observeret, at børnene leger mere engageret, når legepladsen udvides med vores installation. Ved ikke at fortælle præcist, hvad man kan og ikke kan i designet, opstår der ofte egne fortolkninger og legesituationer, vi ikke selv havde forudset. Netop denne frie udforskning var et af vores håb med installationen, som er en mere engagerende oplevelse end den klassiske tryk-på-en-knap-og-så-sker-der-noget-interaktion,” forklarer Jonas. 

En oplevelse med stor rækkevidde 

Selvom det måske kan virke som om, at Isflagerne primært er for børn og barnlige sjæle, er det en installation, der både er tiltænkt dem, der hopper rundt på flagerne og dem, der betragter den på afstand.  

“Oplevelsen er langt fra kun rettet mod børn på legepladsen. Set fra det store panoramavindue på 1. etage af DOKK1 får man eksempelvis et helt anderledes indtryk af, hvordan de 7.000 lysdioder sammen danner en dynamisk flade, der kan skabe flydende bevægelser,” uddyber Jonas. 

I dagslys skaber lydkulissen de mest markante forandringer, mens hele det visuelle udtryk transformeres af dynamisk lys om aftenen – og variationen afhænger af, hvor man oplever det fra. 

Udendørs installationer stiller særlige krav 

Når CAVI designer en udendørs installation som Isflagerne, bringer de alle deres kompetencer i spil – fra elektronik og software til audiodesign og visuelt indhold.  

“Vores tekniker undersøger, hvilke dioder, højttalere og andet hardware der egner sig bedst til en udendørs installation, og udvikler i tæt samarbejde med vores softwareudviklere et system, der både er robust og fleksibelt. Indholdsdesignet foregår sideløbende, så der hele tiden er en løbende dialog om muligheder og ønsker,” fortæller Jonas. 

Selv har Jonas ofte besøgt DOKK1 og Isflagerne efter mørkets frembrud for at få en fornemmelse af, hvordan designet fungerer og ser ud i praksis. 

“Jeg bygger som regel en virtuel simulator for at få en fornemmelse af et design, men ret tidligt i processen måtte jeg ud på stedet for at eksperimentere i praksis. Med lysinstallationer betyder det selvfølgelig, at arbejdet helst skal foregå i mørke – så jeg har tilbragt mange kolde vinteraftener på legepladsen,” forklarer han. 

Oppe imod store spillere

Isflagerne er nomineret til en MAB 2025-pris i kategorien “Spatial Media Art”, der sætter fokus på projekter, som arbejder i krydsfeltet mellem arkitektur og mediekunst, samt aktiverer, udfordrer og former offentlige rum på innovative måder.  

De andre nominerede i kategorien tæller de store installationer Your Palm is My Universe 2025 fra Kina og Road of Life 2024 fra Ukraine. 

“Vi er fuldt ud klar over, at vi er oppe imod nogle meget store aktører i feltet. Som forskningscenter adskiller CAVI sig måske fra de store produktionsselskaber, der lever af at skabe installationer i stor skala. Derfor er jeg også ekstra stolt af, at vores relativt lille projekt er blevet nomineret – et projekt, der bygger på mange års forskning, erfaring og egenudviklede værktøjer inden for interaktionsdesign samt dynamisk lys og lyd,” fortæller Jonas. 

Media Architecture Biennale (MAB 2025) afholdes d. 18.-23. november i Bangkok. Alle finalister bliver omtalt i en artikelserie på Archdaily. 

 

Få mere information om Isflagerne:

Video og beskrivelse af The Ice Floes på CAVI’s hjemmeside

Media Architecture Biennale 2025 i Bangkok

Lys på Aarhus’ præsentation af projektet