Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl
Forskning Arts

Hvad har fiktion og videnskab med hinanden at gøre?

Nyt forskningsprojekt skal undersøge, hvordan fiktionens og videnskabens historier er forbundne. Projektet er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond og ledes af lektor Simona Zetterberg-Nielsen fra Nordisk Sprog og Litteratur.

Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) har netop uddelt 110 millioner kroner under Inge Lehmann-programmet. Programmets formål er blandt andet at styrke talentudviklingen i dansk forskning. I forbindelse med uddelingen udtaler uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen i en pressemeddelelse:

- Jeg er glad for at se, at der har været så stor interesse for og søgning til Inge Lehmann-programmet. Dansk forskning har brug for både mænd og kvinder, og vi risikerer at gå glip af dyrebart talent, hvis vi ikke i højere grad får begge køn i spil. Inge Lehmann-programmet er en aktiv måde at arbejde for en mere ligelig kønsbalance i de danske forskningsmiljøer. Derfor er jeg glad for, at 39 ambitiøse forskere nu får styrket deres karriere via programmet, og at vi samtidig fremmer talentmassen i dansk forskning.

Blandt modtagerne er lektor Simona Zetterberg-Nielsen fra Nordisk Sprog og Litteratur, der med en bevilling på knap tre millioner glæder sig til at gå i gang med det kommende forskningsprojekt:

- Mit forskningsprojekt hedder "The Science of Fiction - How Fiction Shaped Science and Science Shaped Fiction". I projektet skal jeg sammen med min forskningsgruppe undersøge, hvordan den moderne videnskab og fiktionsgenren i den tidlige oplysningstid opstod i et gensidigt samarbejde. Vi undersøger forholdet mellem fiktionalitet og videnskab i centrale filosofiske tekster, romaner og tidsskrifter fra det 18. århundrede. På det tidspunkt, hvor den moderne videnskab opstod, brugte flere videnskabsfolk og filosoffer fiktionalitet, når de skulle formidle deres videnskabelige idéer. Samtidig opstod fiktion som institutionaliseret og genkendelig genre på baggrund af de nye idéer om videnskabelig sandhed, der var et resultat af den videnskabelige revolution.


Yderligere information

Simona Zetterberg-Nielsen
Lektor Nordisk Sprog og Litteratur
Institut For Kommunikation og Kultur
mail: norsz@cc.au.dk
Mobil: +4522635477