Harvard Institute for World Literature
Institute for World Literature, der er baseret på Harvard University, afholder den 3.-26. juli sommerskole på Københavns Universitet i samarbejde med Aarhus Universitet, med Mads Rosendahl Thomsen som AU’s koordinator.
Oplysninger om arrangementet
Tidspunkt
Sted
København
Den internationale sommerskole for forskere foregår skiftevis på Harvard University, i Europa og i Asien. I år foregår arrangementet i København, mens det til næste år er Tokyo, der danner rammen for 140 deltagere fra hele verden i fire uger.
Seminarerne på Institute for World Literature (IWL) afvikles af en række af markante navne inden for verdenslitteraturforskningen, blandt andre Alexander Beecroft, University of South Carolina, Susan Stanford Friedman, University of Wisconsin-Madison, Stefan Helgesson, Stockholms Universitet og David Damrosch, Harvard University.
Ifølge IWL’s leder David Damrosch er det oplagt for litteraturforskere at mødes i Danmark:
”Med centrale figurer inden for verdenslitteraturen fra H. C. Andersen, Søren Kierkegaard og Georg Brandes til Karen Blixen og Inger Christensen, er Danmark en ideel placering for Institute for World Literature,” udtaler han.
Ud over seminarer indeholder programmet kollokvier og paneldebatter om fx publicering og kollektive forskningsprojekter, oplæg ved IWL’s medlemmer og ved Sara Danius, permanent sekretær ved Svenska Akademien, samt et arrangement med den danske forfatter Madame Nielsen, der er aktuel på engelsk med The Endless Summer.
Mere information:
Læs mere om The Harvard Institute for World Literature: http://iwl.fas.harvard.edu/
Kontakt:
Mads Rosendahl, professor MSO i litteraturhistorie, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet. E-mail: madsrt@cc.au.dk
Christian Dahl, lektor i litteraturvidenskab, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. E-mail: cdahl@hum.ku.dk