Da Erdogan tidligere i år anklagede Holland for at være ansvarlig for massemordet i Srebrenica, eller da Milosevic i 1989 henviste til slaget på Solsortesletten 600 år tidligere som optakt til Balkankrigene i 1990’erne, var det klare eksempler på, at fortiden kan bruges antagonistisk og inflammatorisk. Denne anvendelse af fortidens konflikter bevirker ofte, at glemsel kan virke mere tiltrækkende end erindring som virkemiddel til at opnå rekonciliation og fredsbygning. Den spanske overgang til demokrati blev berømt for sin succes, der byggede på blot at lægge fortiden bag sig og se fremad, men det varede kun indtil erindringsdiskurserne eksploderede omkring år 2000. Et samfunds voldelige fortid kan ikke fortrænges fra den offentlige sfære i et demokratisk samfund, og erindringen af den indgår som led i de sociale processer, der har til sigte at råde bod på tidligere tiders overgreb og uretfærdigheder. Men erindringsdiskursernes effekt kommer helt an på, hvordan de bruges, hvilken narrativ form de gives og hvilke medier de kommunikeres igennem. I dette oplæg vil Hans Lauge Hansen diskutere kunstens ansvar i forhold til bearbejdningen af fortidens konflikter og analysere de forskellige narrative og etisk-politiske modalformer i romankunsten efter 2000.

Programme: Aesthetic Seminars Autumn 2017