Frits Andersen modtager Georg Brandes-prisen
Årets Georg Brandes-pris går til lektor i litteraturhistorie, Frits Andersen, for det meget anmelderroste værk "Sydhavsøen. Nydelsens geografi".
”’Nydelsens geografi’ er litteraturhistorie, når det er bedst. Vidende, engageret og personlig.” - sådan lød en af de mange positive anmeldelser, da "Sydhavsøen – nydelsens geografi" blev udgivet. Bogens forfatter er lektor i litteraturhistorie, Frits Andersen. Han har i forbindelse med tilblivelsen af bogen læst og analyseret rejseberetninger, malerier, film og romaner fra 1700-tallet og frem til i dag af kunstnere og forfattere som Paul Gauguin, Herman Melville, Robert Louis Stevenson, Jules Verne, Thor Heyerdahl og Marlon Brando. Ud af de læsninger og analyser er det opstået en helt ny litteraturhistorie for Stillehavets forsvindende øer. En litteraturhistorie, han får en stor faglig anerkendelse for, da det netop er blevet offentliggjort, at årets Georg Brandes-pris går til Frits Andersens bog.
I begrundelsen lyder det blandt andet:
"Andersen tager os på en tur ud til store forfattere, globetrottere, filosoffer og kunstneres eksotisk mytiske og romantisk forelskede opfattelser af disse øer med evigt solskin både i sorgløse sind og over smuk natur. Og en naturopfattelse, som mere afspejler europæeres egne mangler og dyder, end har rødder i de indfødtes virkelighed. Sydhavsøen er en bog, som formidler fascinerende viden og teori på forbilledlig vis. Men også på en sådan bevidsthedsudvidende måde, at salmesus, kokosmælk, aloha og hawaiiskjorter aldrig bliver det samme igen efter endt læsning."
Fakta om Georg Brandes-prisen
Georg Brandes-prisen er finansieret af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for litteratur. Prisen overrækkes i Litteraturbaren BRØG i Fiolstræde i København i slutningen af marts.
Læs mere om bogen på Aarhus Universitetsforlags hjemmeside