Design EXPO på Digital design bød på innovative løsninger og designs
I dag blev årets Design Exposition på Digital design afholdt i Nygaards kælder. Her udstillede studerende fra 4. semester på Digital design de prototyper, som de har arbejdet på hele semestret og bygget med solcelleteknologi. Expo’en blev afsluttet med kåring af de tre bedste designprojekter. Læs mere om dem her.
Hvornår er strømmen grønnest? Hvordan kan vi gøre glade shoppere opmærksomme på nyt tøjs ophav og klimabelastning? Og hvordan kan vi opfordre unge til at tænke over deres alkoholforbrug til en fest – uden at blive moraliserende?
Det er blot nogle få at de mange spørgsmål, som de studerende på Designprojekt har stillet sig selv i starten af semesteret, hvor de skulle finde på en god idé at arbejde med i kurset Designprojekt.
Siden da har de videreudviklet, forfinet og testet deres idéer, for til sidst at stå klar med et færdigt designprojekt til Design EXPO.
I dag kunne nysgerrige gæster så opleve en bred vifte af innovative designprototyper, der satte solcelleteknologi og bæredygtighed i centrum nye og uventede måder.
Der var blandt andet sensoriske museumsguides, æstetiske devices, der viser mængden af grøn strøm i omløb, interaktive lysinstallationer, et solcelledrevet alkometer og mange bud på forskellige apps, der skal gøre det lettere at vælge de bæredygtige løsninger.
Som en del af expoen skulle alle grupperne pitche deres designprojekter for en jury, som bestod af lektor Lone Koefoed, studerende Kaltrine Jupa, der vandt “Bedste Designprojekt 2025” til sidste års expo, samt Sofie Lundby og Nina Bolton, der er co-founders af startupvirksomheden Heart2Heart.
Mod slutningen af dagens expo vendte juryen tilbage fra votering og afslørede de tre designprojekter, der - ifølge dem – var de bedste.
SolRus på tredjepladsen
Det var gruppen bag SolRus, som tog tredjepladsen. SolRus er et stort alkometer, der skal placeres udenfor til festlige arrangementer og invitere unge til at reflektere over deres alkoholforbrug – uden at sætte en stopper for den gode stemning.
SolRus fungerer ved at man trykker på en knap og puster ind i et hul, hvor en lille sensor registrerer ethanol i luften. Har man drukket mange øl, vil man efterfølgende få et skriftligt output på en skærm á la “Hvordan ville din krop have det med at få et glas vand snart?”. Har man omvendt kun drukket vand, vil beskeden lyde i stil med “Du er helt klar i hovedet!”.
Det har været vigtigt for gruppen bag SolRus at designet ikke skulle være en løftet pegefinger, men en venlig reminder om at tage et glas vand og passe på sig selv. Derfor er der ingen befalinger eller moraliserende budskaber, men kun sjove bemærkninger og spørgsmål, der lægger op til refleksion, hvis sensoren registrerer ethanol.
“Vi vil ikke fortælle nogen, at de ikke må drikke. Med SolRus vil vi være en lille tænkepause til et festligt arrangement uden at ødelægge den gode stemning,” lød det fra gruppen, da de pitchede deres design for juryen.
For at ramme den helt rigtige tone i designet har gruppen undervejs lavet omfattende brugerundersøgelser, bl.a. til Kapsejlads og fredagsbar. Her fandt de ud af, at unges alkoholforbrug intensiveres, når der er høj sol, og at mange er nysgerrige på deres promille.
Juryens begrundelse for, at SolRus var i top tre, var bl.a. deres kreative brugerinddragelse på relevante locations.
Mellem Stemmer tog andenpladsen
Andenpladsen faldt til gruppen bag designet Mellem Stemmer, som er en solcelledrevet udendørs telefonboks, der skal placeres i det offentlige rum og invitere til dialog.
Formålet med Mellem Stemmer er at indsamle data og input fra et lokalsamfund til at træne AI vha. samtaler.
Mellem Stemmer er en fysisk “telefonboks” med en gammeldags telefon, som man kan tage op til øret, hvorefter man vil høre et spørgsmål. Det kan fx være “Hvilken bar i Aarhus vil du anbefale?”. Herefter skal brugeren svare i telefonen – og dernæst stille et spørgsmål selv. Den næste, der samler telefonen op, vil høre vedkommendes spørgsmål. På den måde deltager man i en samtale om og med sit lokalsamfund, samtidig med at man fodrer AI med brugbar, autentisk data fra lokalområdet.
Gruppen bag Mellem Stemmer kom på denne idé, fordi en stor del af de AI services eller –produkter, som vi oftest bruger, er trænet på amerikanske (eller utilgængelige) datasæt. Visionen bag Mellem Stemmer er derfor bl.a.at komme underrepræsentation af dialekter til livs i dataindsamling, samt at gøre dataindsamling mere synlig.
Juryens begrundelse for Mellem Stemmers andenplads lagde vægt på, at udførsel og proces var gennemført, samt at brugen af solcelleteknologi var velfungerende.
Førstepladsen gik til Sensory Space
Mod expoens afslutning kunne en enig jury afsløre, at førstepladsen gik til gruppen bag projektet Sensory Space, som udmærkede sig på et godt samarbejde med Naturhistorisk Museum og vellykket et koncept, der har taget en eksisterende idé og forbedret den med blik for en brugergruppe, der ofte er usynlig.
Sensory Space er en app, der skal guide neurodivergente personer sikkert og behageligt gennem museer og andre offentlige kulturinstitutioner, hvor der ofte kan være en overflod af sanseindtryk.
Appen er lokalitetsbaseret og har en indbygget audioguide, der er koblet op på fysiske lokationer på museet, samt sensorer, der registrerer, hvor mange mennesker der er i et lokale.
For at tilgodese neurodivergente brugeres særlige behov, har gruppen bag Sensory Space inkorporeret behagelig baggrundsmusik, der skal skabe en roligere oplevelse. Derudover giver appen også trigger warnings, hvis brugeren bevæger sig ind i et rum med mange mennesker og lyde.
“Vi har snakket med rigtig mange brugere og forskellige typer af neurodivergente. Vi har testet vores løsning på brugere med ADHD, autisme, bipolar, anxiety disorder osv., og de sagde, at det var en rigtig god oplevelse for dem. Det ville være noget, de rent faktisk ville bruge. Vi fandt også ud af, at vores idé kan fungere for brugere, der ikke nødvendigvis er i målgruppen. En skolelærer sagde for eksempel, at det her ville være fantastisk til hendes elever, når de er på museum,” fortæller Safine Kastrupsen fra gruppen bag Sensory Space.
På sigt vil gruppen skabe et fidget toy, som brugeren samtidig kan gå med i hånden og pille ved, og som kan fungere som audioguide for de brugere, der foretrækker at gå på museum uden en telefon i hånden. For mange neurodivergente kan det nemlig både skabe ro og tryghed at have noget at pille ved, hvis man bliver overvældet af mange indtryk og stimuli.
Mulighed for at tage designet videre
Gruppen bag Sensory Space har samarbejdet med Naturhistorisk Museum og har for en uges tid siden pitchet deres endelige design for første gang. Og heldigvis var begejstringen stor hos samarbejdspartneren.
“De spurgte os hvor meget vi ville have for det, om vi godt ville komme og implementere det på stedet og hvornår vi lavede det til et rigtigt produkt i et rigtigt firma. Det var vildt fedt og lidt vildt også,” fortæller Safine.
Og noget tyder på, at det måske bliver muligt at støde på Safine og resten af gruppen bag Sensory Space nede i Aarhus Universitets iværksætterhub, Kitchen, i fremtiden.
“Her den 2. juni er der et møde i Kitchen for interesserede, der overvejer at blive medlem. Vi har i gruppen snakket om vi ikke skulle være med til det møde og blive klogere på, hvad det vil sige at tage vores koncept og idé videre. Så må vi jo opdatere Naturhistorisk Museum og snakke om, hvor projektet skal gå hen og om det skal blive til virkelighed,” afslutter en glad Safine.
Det ville ikke være første gang, at et udstillet designprojekt til Design EXPO på Digital design bliver en reel virksomhed. Sofie og Nina fra juryen, som i dag er co-founders af virksomheden Heart2Heart, startedes selv deres iværksætterrejse med et designprojekt på studiet.