Aarhus Universitets segl

“At skabe et godt lydmiljø handler om at sætte mennesket i centrum”

Forskerne i Sound Studies lektor Marie Koldkjær Højlund og Ph.d. Sissel Raahede Lundgård er blevet medlemmer af en international arbejdsgruppe for ISO-standarder inden for akustik og lydlandskaber. Her skal de bidrage med viden og erfaring om, hvordan gode lydmiljøer også handler om medborgerskab – og hvorfor livestream af nordjysk natur kan være en løsning.

Foto: Colourbox
Ph.d.-studerende Sissel Raahede Lundgård. Foto: AU
Lektor Marie Koldkjær Højlund. Foto: AU

Kan der blive for stille på et plejehjem?

Det var en af problematikkerne, som lektor Marie Koldkjær Højlund og ph.d,-studerende Sissel Raahede Lundgård, der forsker i Sound Studies på Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab på Aarhus Universitet, stødte på i deres undersøgelse af lydmiljøerne på plejehjem i Aarhus Kommune.  

“Vi fandt hurtigt ud af, at det ikke kun handler om at dæmpe lyden. Der var nærmest for stille på plejehjemmet. Den der akavede stilhed, hvor man nærmest kan høre folk tygge under frokosten,” forklarer Sissel Raahede Lundgård.

Problematikken er et eksempel på, hvad det vil sige at arbejde humanistisk med lyddesign, hvor brugernes oplevelse af lydmiljøet er i centrum.  

Et perspektiv, som Marie Koldkjær Højlund og Sissel Raahede Lundgård nu skal bidrage med i en international arbejdsgruppe for ISO-standarder, altså internationalt anerkendte retningslinjer og krav for produkter, processer, services og ledelsessystemer, inden for akustik og lydlandskaber.

“Så vi afprøvede forskellige musikafspilningsløsninger, for eksempel liveoptagelser fra symfoniorkester-koncerter. Løsningen endte med at være en musikafspilningsløsning med forskellige spillelister,” fortæller Sissel Raahede Lundgård.

“Vi samarbejdede også med en naturfotograf om at livestreame fra en grund med nordjysk natur til en skærm placeret overfor en bænk. Personalet beskrev, hvordan mange af beboerne kunne sidde der i længere tid og finde en ro og et fokus, de ellers havde svært ved.”

Vi forbinder os gennem lyd

Den internationale arbejdsgruppe har traditionelt været domineret af en teknisk tilgang, der har haft fokus på decibel og støjreduktion, forklarer Sissel Raahede Lundgård. Medlemmerne, der kommer fra hele verden, er primært akustikere og ingeniører.

Der er nu kommet et større fokus i gruppen på lyddesign, og hvordan lydmiljøer er formende for vores oplevelse af et sted. Her er det centralt, at menneskene, det handler om, bliver involveret i designprocessen. Et koncept og en humanistisk tilgang, Marie Koldkjær Højlund og Sissel Raahede Lundgård kalder for sonisk medborgerskab.

“Det er en tilgang, der handler om, hvordan vi alle sammen deltager og forbinder os lydligt til vores omgivelser. Det er det, der skal være i fokus, når man begynder en designproces. Om det så er til en fødestue eller et plejehjem,” forklarer Sissel Raahede Lundgård.

God akustik er en vigtig del af gode lydmiljøer – men kan sjældent stå alene, forklarer lydforskeren og uddyber:

“Det handler ikke kun om at dæmpe det, der forstyrrer, men også om at tilføre de lyde, der skaber tryghed, nærvær og mening. Samtidig er det essentielt, at dem, der lever og færdes i lydmiljøet, har en aktiv rolle i tilpasning og regulering af løsningerne.”

For eksempel musikafspilningsløsningen med playlister på plejehjemmet, der kunne rulle rundt med højtalere blandt beboerne. En fleksibel løsning, hvor plejehjemsbeboerne og personalet selv kunne styre lyden.  

“Hvis der var nogen, der ville have højere musik, så kunne man sende den (højtaleren, red.) tættere på dem, og dem der ville have lavere musik, kunne sende den længere væk,” siger Sissel Raahede Lundgård og giver et eksempel på mindre heldigt lyddesign: 

“Et dårligt eksempel var nogen, der havde lavet en installation på et plejehjem, hvor en sensor registrerede, når man satte sig på en bænk. Så startede en melodi, jeg tror, det var “Marken er mejet.” Folk var efter ret kort tid ved at blive vanvittige, fordi sangen kørte på repeat hele tiden.”

Løsninger og larm fra rulleborde

Som nye medlemmer i den internationale arbejdsgruppe er opgaven for Marie Koldkjær Højlund og Sissel Raahede Lundgård at få arbejdet sonisk medborgerskab ind i ISO-standarderne.

Her kan de trække på deres erfaring fra forskellige forskningsprojekter og cases med lyddesign. Blandt andet har de været på besøg hos 45 plejehjem i Aarhus Kommune og undersøgt beboernes behov og udfordringer. Tit var det lavpraktiske ting som rulleborde eller stole, der larmer, når man trækker dem ud, som de måtte finde en løsning på.   

“Vores erfaringer fra de forskellige projekter skaber et grundlag at stå på i ISO-gruppen, fordi vi har været ude på de her plejehjem og oplevet og erfaret det, fortæller Sissel Raahede Lundgård.

Hun ser frem til arbejdet i den internationale arbejdsgruppe.

“Det, som den nye ISO-standard fokuserer på, er at lave nogle mere kollaborative, samskabende processer, hvor vi får underbygget, at lytning er en social og kulturel praksis. At opleve, at vi bliver lyttet til og får indflydelse, og at de gerne vil have vores perspektiver, synes jeg er fedt.”

Kontakt:

Sissel Raahede Lundgård

Ph.d.-studerende, Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab

Institut for Kommunikation og Kultur

Aarhus Universitet

Mail: srl@cc.au.dk

Tlf.: +45 27 63 90 21

 

Marie Koldkjær Højlund

Lektor, Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab

Institut for Kommunikation og Kultur

Aarhus Universitet

Mail: musmkh@cc.au.dk

Tlf.: +45 40 18 02 15