Aarhus Universitets segl

Arts modtager bevillinger til forskning i museumskunst

Sammen med en række danske kunstinstitutioner har Afdeling for Kunsthistorie, Æstetik og Kultur og Museologi modtaget fem stipendier til at forske i blandt andet kuratering og kunsthistorie.

Blandt de aktuelle bevillinger er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Fuglsang Kunstmuseum om 'Kunst som regional identitetsformer'. Foto: Fuglsang Kunstmuseum.

Fire postdoc-stillinger og et ph.d.-stipendium.

Det er udbyttet af de bevillinger, som Afdeling for Kunsthistorie, Æstetik og Kultur og Museologi på Arts har fået tildelt i et samarbejde med fire af landets kunstmuseer og en kunsthal.

Bevillingerne er givet af Ny Carlsbergfondets Forskningsinitiativ, hvis ambition er at styrke den faglige forbindelse mellem universitetsverdenen og museumsmiljøet, og her er valget helt konkret faldet på en stribe forskningsprojekter af museumsfaglig, kuratorisk og kunsthistorisk karakter, hvor Aarhus Universitet er samarbejdspartner.

"Vi har blandt andet modtaget en postdoc-bevilling i samarbejde med Skovgaard Museet i Viborg, hvor én af vores tidligere ph.d.-studerende har undersøgt, hvordan sociale fællesskaber kan åbne op for nye lokale brugere til museet. Hendes forskning har dannet grundlag for, at personalet nu har ændret den måde, de formidler museets udstillinger på, og det er faktisk Skovgaard Museet selv, som har taget initiativ til at søge en postdoc, der kan arbejde videre med projektet," fortæller lektor og leder af Museologisk forskningsprogram ved Kunsthistorie, Ane Hejlskov Larsen.

En anden af bevillingerne foregår i samarbejde med Museum Salling, hvor museets kunstafdeling i Skive har iværksat et forskningsprojekt om maleren Hans Smidth, som i 1800-tallet forevigede egnens landskab og folkeliv til glæde for datidens borgerskab og kunstliv. Her er det ambitionen, at resultaterne eksempelvis skal munde ud i en forskningsbasereret udstilling om Hans Smidths værker i samarbejde med andre danske museer.

"For Afdeling for Kunsthistorie, Æstetik & Kultur og Museologi er disse samarbejder vigtige for, at vi fortsat kan skaffe midler til nye forskningsinitiativer og talentudvikling, og samtidig er det gavnligt for begge parter, fordi samarbejdet bidrager til udveksling af viden og innovation mellem universitetet og de eksterne forskningsmiljøer," forklarer Ane Hejlskov Larsen.

Hun påpeger desuden, hvordan partnerskabet med museerne kan være til gavn for afdelingens studerende:

"En del af de samfinansierede stipendiater får efterfølgende arbejde i museumsverdenen, og med de fælles forskningsinitiativer kan de være brobyggere og hjælpe med at skabe fremdrift og udvikle museerne. Omvendt bidrager samarbejdet med museerne til at videreudvikle en praksisbaseret undervisning, som i dag også forventes af universitetsundervisningen," siger Ane Hejlskov Larsen.

Foruden Museologisk forskningsprogram er flere af de aktuelle og tidligere stipendiater tilknyttet forskningsprogrammet 'Contemporary Aesthetics and Technology', der har praksisbaseret kuratorisk forskning som et af sine hovedområder. Udover de fem nye bevillinger støtter Ny Carlsbergfondets Forskningsinitiativ i øjeblikket følgende partnerskaber mellem forskere fra Arts og landets museer og kunsthaller:

Susanne Bangert og Fuglsang Kunstmuseum, Mette Bøgh og Skagens Kunstmuseer, Inge Lise Mogensen Bech og Kunstmuseet Brundlund Slot, Jakob Rosendal og Kvindemuseet samt Anders Thrue Djurslev og Kunsthal Aarhus og teatret Sort/Hvid.

Læs mere om de aktuelle forskningsprojekter her:
https://www.ny-carlsbergfondet.dk/da/forskning


Yderligere information:
Ane Hejlskov Larsen, lektor og leder af Museologisk forskningsprogram ved Kunsthistorie.
Mail: kunahl@cc.au.dk
Mobil: 20434657