Aarhus Universitets segl

Aarhus Universitet og Danmarks Radio går sammen om at styrke danske børns teknologiforståelse

Hvordan giver vi alle børn i Danmark mulighed for at forstå og forme fremtidens digitale samfund? Det spørgsmål er kernen i ultra:bit – et nyt nationalt initiativ, der skal styrke børns teknologiforståelse og digitale dannelse.

Projektet vil med analoge værktøjer, som for eksempel dialogkort, gøre teknologi og digital dannelse til et samtaleemne i hjemmet. Foto: © Egon Rix / Grafik: Lea Hytting.

Med en bevilling på 50 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden og Villum Fonden samarbejder forskere fra Center for Computational Thinking and Design (CCTD) ved Aarhus Universitet med DRCenter for Undervisningsmidler (CFU) og LIFE Fonden om projektet ultra:bit.

- Digital teknologi er så stor en del af vores samfund, at teknologiforståelse er afgørende for den demokratiske dannelse anno 2025. Børn skal ikke blot kunne forstå nye digitale teknologier, de skal også selv være i stand til at konstruere dem og stille kritiske spørgsmål til dem. Det vil vi gerne bidrage til ved at bringe den nyeste forskning helt ud i skolerne, så børnene får mulighed for aktivt at deltage i udviklingen af det samfund, de er en del af, siger professor Ole Sejer Iversen, CCTD, Aarhus Universitet.

CCTD udvikler forskningsbaseret undervisningsmaterialer og læringsteknologier, der skal give børn og unge redskaber til både at skabe digitale teknologier og stille kritiske spørgsmål til f.eks. kunstig intelligens og algoritmer.

- Børn, lærere og forældre skal have mulighed for sammen at udforske de komplekse digitale teknologier, der præger vores liv og samfund. Vi åbner maskinrummet ind til AI, giver børn og unge mulighed for selv at udforske og skabe de digitale teknologier, så de får en fornemmelse af, at de selv kan være med til at forme deres digitale fremtid, siger professor Marianne Graves Petersen, CCTD, Aarhus Universitet.

Tværfaglig forskning sætter aftryk

I CCTD forenes humaniora og naturvidenskab. Forskere fra Institut for Datalogi bidrager med dyb indsigt i digitale teknologier, mens forskere fra Institut for Kommunikation og Kultur tilfører viden om,  hvordan teknologierne bringes meningsfuldt ind i hverdagen, og hvordan vi udvikler en kritisk og reflekteret tilgang til digital teknologi. Ultra:bit er et eksempel på, hvordan interdisciplinær forskning kan bidrage til at løse store samfundsudfordringer, i dette tilfælde manglen på digitale kompetencer blandt børn og unge, og hvordan stærke partnerskaber sikrer, at forskningsresultater hurtigt kan komme ud og gøre gavn i praksis.

- Som forskere bliver vi nødt til at interessere os for, hvordan vores viden rammer verden. Hvis vi vil prøve at løse nogle af de samfundsmæssige udfordringer, vi har, er det vigtigt, at vi tør tale sammen på tværs af faglige barrierer, også selv om det nogle gange foregår på et sprog, vi ikke forstår. Vi må forstå både teknologi og mennesker, hvis vi vil udvikle teknologiforståelse, forklarer Ole Sejer Iversen.

Dekan ved Faculty of Arts, Maja Horst, understreger, at stærke partnerskaber og interdisciplinært samarbejde er afgørende, hvis forskningen skal sætte tydelige aftryk i samfundet.

- Det er en stor glæde at se et samarbejde mellem humaniora og naturvidenskab folde sig ud og slå rødder helt ind i klasselokalerne. Det viser, hvad der er muligt, når vi lykkes med interdisciplinær forskning – og det er dén retning, vi ønsker at styrke. De store samfundsudfordringer går på tværs af fag, og derfor er tværfaglighed ikke blot ønskelig, men nødvendig, siger hun.

Med teknologiforståelse som et nyt obligatorisk element i folkeskolen er der et aktuelt behov for at omsætte forskningens reslutater til materialer, der gør det muligt at klæde den yngste generation på som digitale samfunsborgere.

- På Aarhus Universitet er vi stærke inden for digital teknologi og kunstig intelligens. Med ultra:bit får vi en unik mulighed for at bringe den nyeste forskning helt ind i klasselokalerne og være med til at tænde interessen for naturvidenskab og IT hos den næste generation. Det er viden, der kan skabe reel samfundsforandring – til gavn for børn og unge i hele landet," siger Kristine Kilså, prodekan for uddannelse ved Faculty of Natural Sciences, Aarhus Universitet.

Bygger videre på erfaringer

Det nye ultra:bit-projekt bygger videre på erfaringerne fra ultra:bit, som siden 2018 har engageret mere end 100.000 danske børn i teknologiundervisning. Med ultra:bit udvides indsatsen til 1.-6. klasse, hvor op mod 200.000 børn forventes at deltage gennem undervisning, læringsevents og materialekasser til både skoler og hjem.

 

Fakta

ultra:bit

  • Fireårigt nationalt projekt (2025-2029)
  • Bevilling: 50 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden og Villum Fonden
  • Partnere: DR, Center for Undervisningsmidler (CFU), Aarhus Universitet (CCTD) og LIFE Fonden
  • Målgruppe: børn i 1.-6. klasse, deres lærere og forældre
  • Produkt:
    • 3.600 materialekasser til skoler i hele landet
    • Kompetenceudviklingskurser med plads til samlet set 3.000 deltagende lærere
    • Gratis læringsmaterialer og -events på tværs af landet
  • Omfang: Bruges hver materialekasse bare én gang, får 70.000 elever glæde af projektet, men ambitionen er, at det bliver langt flere

Læs mere i pressemeddelsen fra DR

 

Centre for Computational Thinking and Design (CCTD)

  • Tværfagligt center ved Aarhus Universitet, grundlagt i 2018. Centret ledes af professor Marianne Graves Petersen, Institut for Datalogi og professor Ole Sejer Iversen, Institut for Kommunikation og Kultur
  • Samler forskning i teknologiforståelse på tværs af humaniora og naturvidenskab.
  • Udvikler undervisningsværktøjer og læringsteknologier til børn og unge.
  • Arbejder for at give alle borgere – især børn og unge – mulighed for at forstå og skabe med digital teknologi.
  • https://cctd.au.dk/

Kontakt

Ole Sejer Iversen
Professor
Institut for Kommunikation og Kultur - Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab
Aarhus Universitet
oiversen@cc.au.dk
 +4587161996
 +4550546778

Marianne Graves Petersen
Professor
Institut for Datalogi
Aarhus Universitet
mgraves@cs.au.dk
+4523382284
+4523382284