140 nye studerende på Digital Design og Informationsvidenskab
Må vi præsentere... Digital Design og Informationsvidenskab årgang 2023! Vi er glade for at byde velkommen til de nye studerende på vores uddannelser.
I uge 35 startede 140 nye studerende på uddannelserne Digital Design og Informationsvidenskab. De har været igennem en uges introprogram bestående af introducerende forelæsninger, rundvisning, introprojekter, 'frugtsalat' og O-løb i uniparken.
-----
I takt med at IT og digitale teknologier fylder stadig mere i vores verden og samfund indledte Afdelingsleder Morten Breinbjerg sin velkomsttale til de nye studerende med en status på, hvor vi har været og hvor vi er i dag, når det kommer til den teknologiske udvikling. Det er nemlig menneskers relation til computeren, internettet og digitale teknologier, der er kernen i de to uddannelser.
De nye studerende bliver over de næste 3-5 år klædt på til at udfordre konventionelle tænkemåder og skubbe grænserne for forståelse af design og teknologi. De kan gennem kritisk tænkning se frem til at udforske emner som datalogi, informationssystemer, human-centreret design og digitalisering af samfundet.
Uddannelse er ikke kun begrænset til klasseværelset. Tiden på universitet er også en tid til at finde sig selv og finde fællesskaber; faglige såvel som sociale.
Introugen er derfor fyldt med sociale aktiviteter arrangeret af erfarne tutorer fra tidligere årgange på uddannelsen. Det bød på legen frugtsalat, dancebattle, orienteringsløb i uniparken ved de mange foreninger i IT-byen, samt morgenmad og aftensmad hjemme hos en tutor. Vi opfordrer alle nye studerende til at deltage aktivt i universitetslivet gennem de mange muligheder for at engagere sig i klubber, foreninger eller forskningsprojekter.
-----
Et stort velkommen til alle nye studerende på Digital Design og Informationsvidenskab!