Christiane Særkjær: Børn og det (ikke)inkluderende museumsrum
All are welcome to Aesthetic Seminar.
Info about event
Time
Location
Kasernen, building 1584, room 124. Langelandsgade 139, 8000 Aarhus C
Christiane Særkjær: Børn og det (ikke)inkluderende museumsrum
Museumsrummet har altid tilskyndet en bestemt ritualiseret adfærd og en bestemt måde at opleve kunst og kulturhistoriske genstande på (Duncan,1995). Det sker både i form af en række uskrevne regler, men også qua de arkitektoniske rammer, der påvirker, hvordan vi bevæger os og dermed agerer i disse rum. Rummets udformning spiller med andre ord en afgørende rolle for museumsoplevelsen (Tzortzi, 2015; Troelsen og Pedersen, 2009; O'Doherty, 1976), og får dermed betydning for, hvordan nogle besøgende føler sig anerkendt og velkomne, mens andre ikke gør (Mchangama og Larsen, 2023; MacLeod, 2005; Sandell, 2005).
I dette foredrag vil jeg med særligt fokus på børn som publikum undersøge, hvordan museumsrummet former deres oplevelse og mulighed for agens og inklusion. Med udgangspunkt i eksempler fra henholdsvis Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet, vil jeg analysere den dualitet, der kan opstå mellem rum designet med særligt henblik på børn, fx i form værkstedet på Statens Museum for Kunst og Børnenes Museum på Nationalmuseet, og museumsrum designet til 'alle'. Jeg vil i forlængelse heraf diskutere, hvilke potentialer og implikationer de forskellige rum har for repræsentation, og hvordan de påvirker relationer og magtdynamik mellem børn og institutioner samt mellem børn og deres medfølgende voksne.
BIO
Christiane Særkjær er ansat som postdoc i det treårige forskningsprojekt BØV – Børns møde med den nationale kulturarv, der er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Det Kongelige Teater, støttet af Augustinusfonden. Derudover underviser hun på Æstetik og Kultur og er tilknyttet Center for Kulturevaluering på Aarhus Universitet. Christiane er i sin forskning særligt interesseret i, hvordan kultur opleves og formidles i forskellige former, herunder hvilken betydning dette har for relationen mellem kulturinstitutioner og publikum. Hun har for nylig udgivet artiklen: ”Visitor voices in the museum space: sharing art experiences as a dialogic mode in museum communication” (2024) i Conjunctions.
Æstetisk Seminar E2024 er tilrettelagt af Christiane Særkjær og Jan Løhmann Stephensen, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.