Min forskning er drevet af tre forbundne interesser:
- Digitale mediers rolle i familieliv og forældreskab: Jeg er optaget af, hvordan digitale medier spiller ind i familieliv og forældreskab. Dette inkluderer, hvordan de bruges, opleves og indgår i hverdagslivet, men også hvordan mediekommunikative forandringer og ændringer af de samfundsmæssige og kulturelle rammer for familieliv og forældreskab spiller sammen. Jeg fokuserer især på fænomenet “sharenting”, dvs. forældres deling af indhold om deres børn på sociale medier, og hvad der kendetegner denne praksis. Min forskning sigter mod at forstå de bredere kulturelle implikationer af sharenting og hvilken rolle sharenting spiller for relationer og identitetsdannelse indenfor og på tværs af generationer.
- Undersøgelser af nye mediefænomener og -praksisser i den digitale æra: Jeg interesserer mig for nye fænomener og indholdstyper på digitale platforme og forholdet mellem forandring og kontinuitet i relation til mediebrug, medietekster og kommunikative praksisser. Det indebærer en interesse for, hvordan kernebegreber og etablerede forskningstilgange inden for medievidenskaben kan bidrage til undersøgelser og forståelser af det digitale miljø. Jeg er særligt optaget af de muligheder og udfordringer, der knytter sig til medietekstanalyse og publikumsforskning i lyset af udbredelsen af multimodal, netværks- og tværmedial kommunikation, dataficering samt bruger- og AI-genereret indhold.
- Medialisering belyst gennem et livsovergangsperspektiv: Jeg har udviklet et livsovergangsperspektiv som en ny tilgang til medialiseringsforskning med fokus på, hvordan medier bliver integreret i og hvilken betydning de har for centrale livsovergange. Jeg er optaget af at videreudvikle dette perspektiv både teoretisk, metodisk og empirisk for at udforske dets anvendelsesmuligheder og bidrag til forståelsen af medialisering. Perspektivet tillader dybdegående analyse af levede erfaringer med medierelaterede forandringer af kultur og hverdagsliv og fremmer en integration af publikumsforskning og medialiseringsforskning.