Philip Munch
Specialets grundlæggende idé er at læse Stendhals roman Le Rouge et le Noir (1830-1831) ud fra begrebet romantisk realisme. Perspektivet introduceres i indledningen hvor jeg argumenterer for at romanen har været læst og forstået ud fra to forskellige synsvinkler. Le Rouge et le Noir har enten været læst i forhold til en romantisk æstetik eller i forhold til en realistisk æstetik. Denne tilbagevendende debat om hvorvidt Le Rouge et le Noir skal forstås som en romantisk eller en realistisk roman har skygget for en væsentlig problemstilling i romanen. Hvad sker der præcis når man blander to så forskellige repræsentationsformer og verdensanskuelser?
Med begrebet romantisk realisme har jeg forsøgt at besvare spørgsmålet ved at undersøge den interaktion der opstår mellem karakterernes indre og den ydre sociale virkelighed. Den indre og den ydre verden forbliver nemlig ikke adskilte, for de interagerer på to måder. For det første påvirker den ydre verden de romantiske karakterer så der opstår hykleri, frustration og desillusion, og for det andet påvirker de romantiske karakterer de sociale typer så der opstår melodrama. Stendhals brug af melodramaet er imidlertid forskellig fra det som Peter Brooks præsenterer i sin grundige analyse af melodramaet. Stendhals melodrama kommer til udtryk i gale handlinger der er passionerede og kriminelle, og disse handlinger destabiliserer den sociale virkelighed. Analysen af en romantisk realisme i Le Rouge et le Noir er struktureret i tre kapitler med fokus på udsigelse, karaktertegning og plotstruktur.
I kapitel 1, "Fortællerens usamtidighed", analyserer jeg en romantisk realisme i romanens fortællerforhold. Jeg viser hvordan der opstår to former for interaktion mellem fortællerens indre usamtidige verden og den eksterne historiskbaserede virkelighedsfremstilling. De to former er imidlertid repræsenteret på to ideologisk forskellige måder. For det første er fortælleren karakteriseret ved en usamtidig romantisk diskurs og hans funktion som faderfigur for hovedpersonen Julien Sorel er et vigtigt tema romanen. Deres forhold og destabiliseringen af den moralske fortæller i forbindelse med Juliens mordforsøg på borgmesterfruen Mme de Rênal er centralt i beskrivelsen af interaktionen mellem fortællerens indre moralske orden og fortællingens ydre handlingsforløb. For det andet har fortælleren et had mod den offentlige mening i restaurationsperioden i Frankrig. Denne ideologi kommer klarest til udtryk i forbindelse med de romantiske karakterers melodramatiske og usandsynlige handlinger. I forbindelse med disse handlinger udtrykker fortælleren sin foragt for samtiden ved at bruge en ironisk læserhenvendelse.
I kapitel 2, "Type og singularitet", beskriver jeg den romantiske realisme der opstår i interaktionen mellem de sociale typer og de singulære helte. Ved at beskrive Julien Sorels, Mme de Rênals og Mathilde de la Moles indre liv, deres usamtidige diskurser og deres passioner, viser jeg hvordan de adskiller sig fra deres sociale omgivelser. Men de adskiller sig ikke bare fra deres omgivelser, de interagerer også med den. Mme de Rênals passion og Mathildes melodrama destabiliserer den sociale virkelighed og de sociale typer , mens Juliens ambition tvinger ham til at blive en hykler. Interaktionen mellem de gale helte og de sociale typer er også en del af en historisk refleksion over en mangel på legitimitet hos aristokratiet og det højere borgerskab i den demokratiseringsproces som fandt sted i det postrevolutionære Frankrig. Julien Sorel er hovedpersonen i Le Rouge et le Noir og hans ambition skaber romanens plot.
I kapitel 3, "Romantisk tragedie", analyserer jeg netop romanens plot, og den udvikling som karakteren Julien Sorel gennemgår. Jeg argumenterer for at Juliens udvikling hviler på en konflikt mellem myte og historie, og at plotstrukturen kan læses i forhold til en tragediestruktur. Peripetien i denne romantiske tragedie er Juliens mordforsøg på Mme de Rênal. Jeg argumenterer for at den romantiske tragedie er karakteriseret ved en blindhed både før og efter den tragiske peripeti. Peripetien markerer et skift i Juliens liv fordi han fra at have ageret i det ydre efter mordforsøget begynder sin rejse ind i det indre i fængslet. Romanen reflekterer altså også i sin form en romantisk realisme ved at afspejle forholdet mellem indre og ydre. Specialet afsluttes med en perspektivering hvor jeg sætter Le Rouge et le Noir i relation til åbningskapitlet i La Chartreuse de Parme, Stendhals andet hovedværk. I åbningskapitlet repræsenteres der en helt anden historisk situation, og der viser sig også en helt anden form for romantisk realisme.
