Jakob Ladegaard
I anden halvdel af det 18. århundrede fandt et fundamentalt brud i tingenes og ordenes orden sted i Europa, der ikke lod noget område af livet upåvirket. Voldsomme rystelser, der kulminerede i den franske revolution, varslede fødslen af et nyt politisk subjekt – folket. På det æstetiske område revolutionerede Kants Kritik der Urteilskraft (1790) den måde, hvorpå kunst blev synlig blandt andre objekter. Kant frigjorde den kunstneriske praksis fra enhver udefrakommende norm. Fra nu af var der intet, digteren var tvunget til at sige på nogen særlig måde. Men denne frihed blev i samme moment bundet til det, Kant kaldte en æstetisk idé, en norm, som geniet ikke kunne opnå indsigt i, men som virkede gennem ham og indfældede sig i det unikke værk. Digteren var altså fri til at sige hvad som helst, men samtidig sagde han det, han sagde på den eneste mulige måde. Hos Kant identificeres kunsten i en paradoksal knude mellem autonomi og heteronomi, anonymitet og singularitet. Med den nulevende franske filosof Jacques Rancière argumenterer jeg i dette speciale for, at netop denne knude er helt central i det regime for kunst, som vi endnu ikke har forladt (og som man ofte har betegnet med det utilstrækkelige begreb "modernitet"). Det er også med udgangspunkt i dette paradoks, at jeg tillige undersøger litteraturens relation til det politiske. For demokratisk politik var fra begyndelsen ligesom litteraturen et spørgsmål om at give friheden form, at binde de løsrevne, autonome individer sammen i en kommunal krop, der kunne erstatte den gamle orden.
Det er på denne basis, at specialet nærlæser Friedrich Schlegels (1772-1829) tidlige kritiske skrifter med henblik på forholdet mellem litteratur og politik. Schlegel var blandt de første til på konsekvent vis og med en utrolig idérigdom at undersøge implikationerne i den kantianske æstetiks arv. Han gik, inspireret af blandt andre Fichte og den såkaldte Naturphilosophie , på mange områder hinsides Kant i filosofisk henseende, men litteraturens centrale paradoks er bestandigt omdrejningspunktet for hans tænkning og hans undersøgelser af romanen, litteraturens historie og hans drøm om et fremtidigt, poetisk fællesskab tilvejebragt af et altomfattende digt, en "ny mytologi", giver derfor fundamentale indsigter i litteraturens væsen og dens immanente forbindelser til det politiske.
Netop disse forbindelser mellem litteratur og politik i den tidlige tyske romantik og særligt hos Schlegel har i nyere tid været genstand for heftig debat. Den kritiske teoris disciple har hævdet, at litteratur er allieret med det borgerlige samfunds repressive mekanismer, mens en poststrukturalistisk tradition, der tæller blandt andre Maurice Blanchot, Philippe Lacoue-Labarthe og Jean-Luc Nancy, insisterer på, at Schlegels tænkning er totalitær. Endnu andre (Manfred Frank, Gary Handwerk) mener, at den romantiske litteraturfilosofi derimod naturligt forbinder sig med et ideal om demokratisk konsensus, som man kender fra Habermas. Jeg forsøger i forlængelse af Rancières filosofiske indsats på dette område at demonstrere, hvorfor disse tilgange alle er reduktive og problematiske. Litteraturens politik er paradoksal og derfor essentielt polemisk på en langt mere fundamental måde end såvel forestillingen om kunsten som ideologisk skin som koncepterne totalitarisme og konsensusdemokrati kan rumme. Formålet med specialets undersøgelse af Schlegels litteraturtænkning fra et rancièresk perspektiv er således ikke alene at reevaluere relationerne mellem denne tænkning og det generelle epistemiske skifte i slutningen af det 18. århundrede – og særligt de politiske implikationer i dette skifte – men også at give nye impulser til vor tids debat om litteraturens politiske betydning.
