Aarhus Universitets segl

Millionstøtte til nyt forskningsprojekt om samspil mellem digitale teknologier og kreative samarbejder

Med lektor Peter Dalsgaard i spidsen skal et forskerteam fra Aarhus Universitet i samspil med førende kreative virksomheder udvikle et nyt digitalt værktøj til at understøtte kreative samarbejder. Projektet er støttet af VELUXFONDEN med knap 6 millioner kroner.

Hvordan kan man kombinere det bedste fra fysiske, analoge redskaber som fx. pen, papir og post-its med de muligheder, som interaktive medier tilbyder? Forskningsprojektet ”Digital Tools in Collaborative Creativity” vil eksperimentere med prototyper af nye digitale systemer til at understøtte kreativt samarbejde. (Foto: Jonas Petersen, CAVI, AU)
Foto: Lars Svankjær

Digitale værktøjer spiller en central rolle i de kreative erhverv, hvor ideudvikling indgår i enhver kreativ proces. Når ideerne skal udvikles i fællesskab, findes der imidlertid meget få eksempler på digitale værktøjer, der understøtter et kreativt samarbejde. Det skal et nyt forskningsprojekt ”Digital Tools in Collaborative Creativity” gøre noget ved.

”Udfordringen i dag er, at størsteparten af den software, der anvendes i de kreative erhverv, er udviklet til at understøtte individuelt arbejde: Én person bruger ét stykke software på ét device. Når man skal samarbejde med andre, indebærer det ofte en række besværlige opgaver, som bryder det kreative flow og hæmmer både produktivitet og kvalitet, forklarer lektor Peter Dalsgaard, der er projektleder for forskningsteamet, der også tæller Professor Kim Halskov og Lektor Clemens Klokmose.

Studier af digital praksis i dag    

I samarbejde med en række førende kreative virksomheder og organisationer, heriblandt Designit, skal forskerteamet undersøge, hvordan digitale værktøjer anvendes i virksomhederne. Med den indsigt skal forskerne udvikle prototyper på nye digitale redskaber, der bedre understøtter kreativt samarbejde i praksis. En praksis som, ifølge Peter Dalsgaard, skal kombinere digitale teknologiers muligheder med fordelene ved fysiske redskaber. 


”Når man skal idéudvikle i fællesskab, så sker det næsten altid med fysiske materialer og redskaber som post-its, pen og papir. De har åbenlyst en række fordele fremfor de fleste digitale systemer, fx. at de er nemme for alle at bruge og udnytter vores rumlige intelligens og kropslige kunnen. Vi vil undersøge, hvordan vi kan kombinere det bedste af begge verdener, så vi kan udvikle nye og bedre digitale værktøjer til at understøtte kreativt samarbejde."

Flere erhverv får muligheden

Det bliver ikke kun de kreative erhverv, der kan glæde sig over de nye digitale vindinger. Sideløbende vil forskerteamet også afprøve de digitale redskaber på andre brancher.

”Når f.eks. molekylærbiologer ved iNano arbejder udforskende og undersøger nye muligheder, benytter de sig også af kreative arbejdspraksisser for at komme frem til nye opdagelser. De støder ind i mange af de samme udfordringer”, forklarer Peter Dalsgaard.

Projektet strækker sig over fire år, og forskerteamet får desuden tilknyttet en ph.d.-studerende og to post.docs.


For yderligere information om projektet kontakt:

Lektor i Informationsvidenskab Peter Dalsgaard
Mail: dalsgaard@cavi.au.dk
Mobil: 20 65 29 42


Om VELUX FONDEN

VELUX FONDEN er en almennyttig fond, der støtter videnskabelige, kulturelle, sociale og miljømæssige formål for at fremme et videnbaseret, oplyst, rummeligt, inkluderende og bæredygtigt samfund.
VELUX FONDEN har ved denne uddeling i alt støttet 6 forskergrupper indenfor humanvidenskaben på hhv. Kbh. Universitet, Aarhus Universitet og Copenhagen Business School med tilsammen 34 mio. kr.