Af Marianne Ester Back
Interessen for overvågning startede på filosofi i begyndelsen af 00’erne, hvor Anders Albrechtslund, som så mange andre på det tidspunkt, blev optaget af overvågning som et led i terrorbekæmpelsen, der blandt andet førte til nye overvågningslove. Siden hen er overvågningsdebatten ofte relateret til de store tech-firmaers overvågning eller statens overvågning af borgerne. Anders Albrechtslund tager skridtet nærmere mennesket og arbejder med overvågning som en overvågningskultur, hvor vi alle sammen deltager på forskellig vis.
”Jeg interesserer mig særligt for overvågning i den ende af skalaen, hvor vi har at gøre med de nære relationer og intimsfæren. Der hvor vi mest af alt overvåger hinanden med omsorg som formål. Det gælder også den selvovervågning, vi praktiserer, når vi overvåger vores søvn, sætter skridttælleren eller pulsuret til. Så det er den overvågning, som er tæt på, og som har med vores følelser, selvindsigt og eksistens at gøre,” forklarer Anders Albrechtslund, og pointerer samtidig, at han hverken er for eller imod overvågning. Den diskussion er et overstået kapitel, fordi vi allerede lever i et overvågningssamfund. Det interessante er, ifølge ham, at se, hvordan vi kan sortere den uønskede overvågning fra og samtidig fremme den, der kan være med til at skabe det gode og retfærdige samfund.
Da Anders Albrechtslund selv blev far kunne han konstatere, at overvågning også er blevet en integreret del af et børneliv i dag. Det blev starten på en interesse, der senere førte til projektet ChIP (Childhood, Intimacy and Surveillance Practices), hvor han sammen med en gruppe forskere skulle undersøge, hvilken rolle overvågning spiller i et børneliv, og om teknologierne forandrer nogle af de relationer, man har mellem forældre og børn.
At vi konstant i vores hverdag sætter digitale spor er efterhånden ingen nyhed. Både når vi søger på sommerferien, eller som her, når der skal researches på børn og overvågning til en artikel, så tilkendegiver vi, at vi er interesseret i emnet. Artiklens skribent bliver også hurtigt eksponeret på Facebook for nogle apps, der omhandler overvågning af børn. Således foreslår Facebook app’en: Find My Kids med opfordringen: Installer appen for at bekymre dig mindre om dit barn. Her er der mulighed for at følge med i, hvor barnet befinder sig. Det er også muligt at slå lyden til, så forældrene kan høre barnets omgivelser. Når talen falder på ”overvågning og familie”, så tænker man måske, at det udelukkende handler om, at forældre vil holde øje med børnene.
”Men der er også meget dagligdagspraktik som familiedeling på smartphonen, der både muliggør, at man kan dele kalender, og få et datamæssigt kig ind i hinandens liv på et mere praktisk plan. Der er lokationsdeling eller andre former for deling af musiktjenester, hvor man kan være i en form for datarelation til familien. Det er tjenester, som er en del af et helt almindeligt liv, hvor man bruger det til at styre det dagligdags familieliv. Det kan også være i sundhedsmæssig sammenhæng, hvor man kontrollerer, om børnene får bevæget sig nok, eller hvor meget skærmtid de bruger,” forklarer Anders Albrechtslund.
I appen ”Find my Kids” kan forældrene følge barnet via en GPS, og tilslutte sig barnets telefon, så de også kan overhøre, hvad der sker i nærheden af barnets telefon. Forældrene kan også kontrollere, hvor meget skærmtid barnet har brugt i løbet af en dag. (Foto: privat: findmykids)
Forskerne har i projektet interviewet en række familier i Danmark. Det interessante ved overvågning i de nære relationer er, at det rykker ved forestillingen om Big Brother, der med hård hånd styrer og kontrollerer den, der bliver overvåget. Men den forestilling ligner slet ikke den overvågning, vi ser mellem forældre og børn, hvor overvågning kan have mange formål og oftest sker i en omsorgsmæssig sammenhæng, forklarer Anders Albrechtslund.
”Der er stor usikkerhed forbundet med at være den, der overvåger, og forældrene i vores projekt var i tvivl om, hvorvidt de skulle holde mere øje med deres børn for at skabe sikkerhed, men også usikre på, hvornår de overskred nogle grænser. Der blev også talt om, at det er vigtigt at finde grænserne i en samtale med børnene og forhandle sig frem til et passende niveau i forhold til, hvordan man er involveret i hinandens digitale liv.”
Svaret på den velbalancerede overvågning ligger desværre ikke lige for. Vi lever i en tid, hvor der ifølge Anders Albrechtslund, bliver dannet nye normer, samtidig med at forældre skal navigere i normerne. Derudover er normerne også tæt knyttet til børneopdragelsen, hvor de digitale løsninger blot understøtter og afspejler det forhold, vi har til vores børn. Derfor bliver konteksten, ifølge Anders Albrechtslund, også vigtig.
”I børneopdragelsen sætter vi også forskellige grænser for vores børn, så vi kan ikke støtte os til en veldefineret forståelse af rigtigt og forkert, dog understreger flere af forældrene i projektet, at det er vigtigt med forventningsafstemning mellem barn og voksen, for hvis man satte overvågning til at køre - uden at børnene vidste det, så ville det være et alvorligt tillidsbrud.”
Fra barndom til alderdom. Et andet sted, hvor overvågningen går tæt på den enkelte, er ved vores omsorg for vores ældre. Her står Anders Albrechtslund i spidsen for projekt LIVSTEGN, som handler om etisk brug af overvågningsteknologier til at finde tegn på liv hos demente med vandreadfærd.
”En velkendt problematik hos demente er deres trang til at gå ture. Det kan i nogle tilfælde føre til, at den demente borger ikke kan finde hjem igen til både bekymring for pårørende og personale og til fare for sig selv. Hvert år mister vi desværre mellem 15-20 demente på den konto, derudover så sker det næsten hver eneste dag, at de demente forlader plejehjemmene, så det er en problematik, der virkelig fylder.”
Vandreadfærd er et af kendetegnene hos demente. Hver dag forlader demente plejehjemmene og i værste tilfælde kan de ikke finde hjem igen, hvilket årligt koster 15-20 demente livet. En GPS på den demente kan betyde forskellen mellem liv eller død. (Foto: Colourbox.com)
Projektet rammer ned i en akut samfundsproblematik, da antallet af danskere over 60 år med demens stiger, og antallet af demente forventes at være fordoblet frem mod 2040. Tidligere har overvågningsteknologi til demente være forbundet med magtanvendelse. Hvis man ville bruge GPS til demente borgere, skulle det godkendes af myndighederne. Det var en kompliceret proces, som kunne tage flere måneder. En ændring i serviceloven har vendt det om, således at plejehjemmene i udgangspunktet godt må gøre brug af tryghedsskabende velfærdsteknologi i plejen af demente, med mindre at den demente siger fra. Det gør det nemmere i praksis, men det blev også tydeligt for forskerne, at det overlader en del fortolkning til plejehjemspersonalet at vurdere, hvornår en dement siger fra.
”I vores feltarbejde var vi vidne til en beboer, der godt kunne lide og sidde og rode med ting mellem hænderne, og så havde han en GPS i en nøglesnor rundt om halsen, som han sad og pillede ved, hvorefter han ligger den på bordet. Her diskuterede personalet, om det så var et udtryk for, at han havde taget den af og dermed modsat sig overvågning. Det gør det vanskeligt, hvis de demente har kognitive udfordringer, at vurdere - hvad det vil sige at modsætte sig overvågning. Så der er mange gråzoner i praksis, og samtidig ved vi også, at i sidste ende kan det være et spørgsmål mellem liv og død at bære de her GPS’er,” forklarer Anders Albrechtslund.
I øjeblikket er forskerne i gang med første fase, hvor de skal undersøge, hvilken overvågningsteknologi plejehjemmene benytter, og hvordan overvågningsteknologi bliver brugt i praksis på plejehjemmene.
I dag benytter plejehjemmene flere forskellige overvågningsteknologier. Ud over gps’er, så har de nogle sensorer, der kan registrere aktivitet i lokalet. Det bruges til borgere, der går rundt om natten og ikke sover og til at undgå at skulle åbne døren indtil værelset og vække dem, hvis de sover let. Så kan man registrere, om de ligger i sengen. De har også nogle søvntrackere i sengene, hvis der er nogle, der har dårlige søvnrytmer.
”Al den teknologi, som vi kender fra vores eget liv, findes også på plejehjemmene og i forskellige udvidede former, så der er mange slags teknologier, som tilsammen er med til at give et overvågningsbillede af livet på plejehjemmet.”
I næste fase bevæger forskerne sig over i en mere filosofisk dimension:
”Vi vil tage hul på en mere etisk diskussion af, hvad et værdigt liv er, når man er oppe i årene og bor på plejehjem. Hvad vil det egentlig sige at have et privatliv, hvis man er dement og skal overvåges? Omvendt kan overvågningen også være med til at forhindre, at den demente går væk i sit nattøj og bliver fundet i en skov,” forklarer Anders Albrechtslund, og uddyber:
”Spørger man de pårørende til de demente, vil de meget gerne have overvågning både for at sikre, at deres pårørende ikke farer vild, men også for at sikre, at de ikke får nogle uværdige oplevelser. Der er mange hensyn at balancere, for hvis det kun handlede om sikkerhed, så kunne man lave plejehjemmene om til små fængsler, men det er ikke lige frem noget, vi forbinder med et værdigt liv. Så hvis der skal være et liv og en verden, der også er åben for den demente, så bliver det nødvendigt at kunne balancere mellem sikkerheden, privatlivet og muligheden for at færdes frit.”
Projektet Childhood, Intimacy and Surveillance Practices (ChIP)
Projektet LIVSTEGN
Center for overvågningsforskning (CENSUS)
Anders Albrechtslund har også lavet en Tænkepause om Overvågning.
