Hvilke bøger hører du?
Vi hører digitale lydbøger som aldrig før, men de steder og måder som vi lytter på, har egentlig ikke meget til fælles med den gammeldags bog
–Lydbøger er noget, vi hører for at fylde dagens mellemrum ud; fx i motionscentret, over opvasken eller i bilen på vej hjem fra arbejde. Modsat bogen er ens blik eller krop ikke bundet fast til et sted, som når man sidder og arbejder sig igennem siderne i en bog. Her kan man foretage sig alt muligt andet, og det giver nok en anden oplevelse end fordybelse. Lydbøgerne er en ny måde, vi er begyndt at bruge lyd og fortællinger på, siger adjunkt i æstetik og kultur Birgitte Stougaard.
På konferencen Mobile Workshop 29.-30. marts præsenterer hun og lektor i medievidenskab Iben Have et projekt om digitale lydbøger og deres brugere, som de lige nu er ved at sætte i gang.
Distræt lytning
–Lige nu hører jeg Helle Helles ”Ned til hundene” på min halve times cykeltur til og fra arbejde, og den anden dag, da jeg vaskede vinduer. Man kan glæde sig til at komme tilbage til det gode selskab og fortællingen med den gode stemme, og det er klart de fortællinger, som man mere eller mindre distræt kan hoppe ind og ud af, der fungerer bedst som lydbøger, forklarer Iben Have.
Mens der ikke findes mange faglitterære lydbøger, hitter især krimierne, som man kan gå til og fra i løbet af dagen, og som når ud til brugere, der normalt ikke ville overveje at åbne en trykt bog.
Yndlingsstemmer
Også oplæserens stemme er en vigtig ingrediens i opskriften på lydbogens trygge stemning; på de websites, der sælger digitale lydbøger, er yndlingsoplæsere faktisk ofte lige så efterspurgte som de forfatteres bøger eller genrer, de læser op.
–Det tyder på, at det er en tilstand, vi søger ind i. Vi søger nok ikke de dybe erkendelser, som traditionelt forbindes med at sidde med en tung bog. Men det er måder at give dagens små pauser og trivialiteter mening på, hvor vi kan føle, at vi også udnytter tiden til noget fornuftigt, siger Iben Have.
Til efteråret regner de to forskere med at lave brugerinterviews for at blive klogere på forbruget af lydbøger og det udbytte, det kan give os at tage fortællingerne med rundt i dagligdagen.