Aarhus Universitets segl

AU-lektor aktuel med ny bog om organisationskultur

Hvad er organisationskultur, og hvordan kan organisationskultur fremanalyseres? I bogen ’Strategier til at analysere organisationskultur’ fremlægger og diskuterer lektor Jesper Tække organisationskulturer og tegner forskellige teoretiske retninger op.

Forsiden af bogen "Strategier til at analysere organisationskultur"

Kun en lille del af et isbjergs masse er synlig over vandoverfladen. Kigger du godt efter, vil det dog gå op for dig, hvor enormt isbjergets størrelse egentlig er, og hvor mange hemmeligheder det gemmer på. Det er netop med isbjergsmetaforen, at lektor Jesper Tække beskriver organisationskultur i sin nye bog:

”Som et isbjerg åbenbarer organisationskultur kun en lille del af sig selv, mens størstedelen henligger i skjul, kun tilgængelig for analyse.”

Jesper Tække, som er lektor i Medievidenskab på Aarhus Universitet, har undervist i kurset ’Organisationskommunikation’ de sidste 14 år. I årene har han opbygget en stor viden indenfor organisationskultur i forbindelse med praktikordningen på kandidatuddannelsen.

”De sidste 14 år har jeg opbygget en form for feedback-system, hvor jeg har undervist, vejledt og vurderet opgaver i kurset ’Organisationskommunikation’. I den tid har jeg fået udformet forskellige analysestrategier, som man kan anlægge i sin undersøgelse,” siger Jesper Tække.

Adskiller sig fra andre bøger om organisationskultur

’Strategier til at analysere organisationskultur’ adskiller sig fra hidtidige udgivelser på området, forklarer Jesper Tække. Her har teorier og empiri nemlig kunnet flyde ud.

”Mange af de bøger og teorier, der eksisterer om organisationskulturanalyse, er meget diffuse. De tager nemlig udgangspunkt i meget store studier, hvor en trænet professor har været i en bestemt organisation i meget lang tid. I min bog fremstiller jeg analysestrategierne, der er mere anvendelige og generelle, så de kan køre i alle organisatoriske landskaber,” siger Jesper Tække. 

Bogen tager udgangspunkt i fire organisationskultur-analysestrategier af henholdsvis Edgar Schein (funtionalisme), Majken Schultz (symbolisme), Jo Hatch (syntese) og Niklas Luhmann (systemteori). Forinden giver bogen en præsentation af centrale begreber såsom organisation, struktur og organisationskultur. Afslutningsvist sammenligner og diskuterer Jesper Tække teoriernes analysestrategier i et ’metateoretisk kapitel’. 

Brugbar bog for studerende på samfunds- og humanvidenskabelige uddannelser 

Selvom kurset ’Organisationskommunikation’ nedlægges på kandidatuddannelsen i Medievidenskab i 2022, tvivler Jesper Tække ikke på bogens vigtighed.

”Den viden, som jeg har opbygget, prøver jeg at holde fast i ved at skrive denne bog. Det er nemlig ikke kun på Medievidenskab, at der undervises i organisationskultur. Jeg forestiller mig, at bogen vil blive en stor succes på CBS (Copenhagen Business School), som arbejder meget med dette,” siger Jesper Tække.

Bogen har været undervejs i et par år. Og selvom bogen udelukkende er skrevet af Jesper Tække, har han fået feedback fra fagfæller og redaktører fra forlaget.

”Det tidligste manuskript sendte jeg til Niels Åkerstrøm Andersen fra CBS og fik noget brugbart kritik der. Derefter omarbejdede jeg manuskriptet, hvorefter det kom i review. Det er en lang proces at udgive en undervisningsbog, men jeg er glad for resultatet,” siger Jesper Tække.

Bogreception på Træskibsforeningen

Jesper Tække afholder bogreception i anledningen af sin nye bog om organisationskulturstrategier. Her vil han fortælle om bogen, deltage i diskussioner og give et lille glas. Det finder sted den 20. august 2021 klokken 14:00-16:00. Adresse: Fiskerivej 32, 8000 Aarhus C.  

Du kan få en gratis smagsprøve på bogen her