En undersøgelse af transtektuelle topoi hos Proust, Pamuk og Murakami
Anders Christian Boe
Specialeafhandlingen behandler udvalgte fænomenologiske tematikker primært i følgende værker: À la Recherche du temps perdu I-VII af Marcel Proust, Den sorte bog af Orhan Pamuk og Trækopfuglens krønike af Haruki Murakami. Udgangspunktet er, at der, på trods af at de tre værker tilhører forskellige epoker og kulturkredse, er en række signifikante ligheder både stilistisk og semantisk. I analysen er der især fokus på forskelligartede intersubjektive forhold og den verdensforståelse, som disse afsætter.
En hovedstrategi i specialet er at lade den nærlæsende komparation af de litterære tekster bære pointerne, som derefter eller parallelt hermed sættes i relation til teori primært af Maurice Merleau-Ponty men også Walter Benjamin og sufimystikken og hurufismen.
Specialet består af to store kapitler, hver med en række underafsnit. I det første kapitel (”Rekonstruktioner I: Den elskede”) struktureres læsningerne omkring tre medier, nemlig billedet, stemmen og skriften, idet det hævdes, at ”den anden”, herunder også ”den elskede”, konstitueres gennem protagonistens egne perceptioner. I læsningerne cirkles der omkring forståelsen af begæret og den distance, der som en besværlighed og en nødvendighed altid forskyder samværet med den elskede. Det vises, hvordan billedet i alle tre tekster baserer sig på nærvær i rum, men fravær i tid; stemmen, hørt gennem en telefon eller en væg, baserer sig på fravær i rum, men nærvær i tid, mens skriften installerer et dobbelt fravær: både fravær i tid og rum.
I det andet kapitel (”Rekonstruktioner II: Den anden og vær(d)en”) tages der med udgangspunkt i Merleau-Ponty fat på forståelsen af intersubjektiviteten som en model for verdensforståelsen. På den ene side handler det om, at subjektet aldrig kan se sig selv rent, men altid gennem illusoriske spejlinger, på den anden side om, at den andens tilstand besidder en vis anonymitet, der veksler mellem en genstandslighed og en mulighed for værensfællesskab. Forståelsen af denne dobbelttydighed søges i specialet tydeliggjort gennem en analyse af prostitutionssituationen, som går igen i de tre romaner og som i sin moderne form med de allusioner til varesamfundet, som Walter Benjamin beskriver, paradoksalt synes at dramatisere en fænomenologisk grundforståelse af den intersubjektive relation.
I forlængelse af Benjamin hævdes der her ydermere en sammenhæng mellem flanørens labyrintiske vandringer i storbyen og en omverdensforståelse, der baserer sig på en grundlæggende ulæselighed, som må overkommes via en strategi. For Orhan Pamuk, der i denne anden halvdel bliver den vigtigste forfatter, er hurufismen en sådan strategi, der forener læsningen af verden med læsningen af mennesket.
I konklusionen opsumeres det som en af hovedpointerne, at de fænomenologiske topoi er knyttet ikke bare til forståelsen af den moderne storby, men også til en mystisk verdensforståelse. Metodisk argumenteres der for, at romanernes palimpsestagtige relationer til hinanden fordrer en revidering af traditionelle komparative studier til fordel for en strategi, der ikke i første omgang tager udgangspunkt i en genrenormativitet eller en kulturel forankring, men arbejder med transnationale og transtekstuelle sammenhænge.