Camilla Skovbjerg Paldam
Fäkaliendramen kalder den østrigske dramatiker Werner Schwab sine fire første, kontroversielle og anmelderroste stykker og åbner med dem for et voldsomt, morsomt, sprogligt delirisk, krops- og analfikseret univers. I et førsteforsøg på at læse Fäkaliendramen som et virkeligt tekstkorpus, sammentænkes krops- og sprogtemaet i "Sprogets krop, kroppens sprog" med et analytisk greb, der lægger accenten på undersøgelsen af dynamikken i de analoge relationer mellem krop og sprog og fokuserer på dette begrebspars strukturelt overordnede betydning. De magtparodiske, religionssatiriske og mentalitetskritiske temaer, der gennemspilles hos Schwab, føjes indledningsvist sammen i den af Mikhail Bakhtin inspirerede karnevalistiske kropsmetafor. Denne groteske figurs nedbrydning af autonomiens grænser, dens interaktion med verden, samt avle- og affaldsorganernes simultane interferens ser Camilla Skovbjerg Paldam gentaget hos Werner Schwab som en form for radikaliseret Bakhtin-citering, hvor det latrinæres livgivende symbolik fra Rabelais kulminerer i de fra Marquis de Sade og Georges Bataille kendte kaos- og destruktionsbilleder. Disse klassiske versioner af nedbrydningens univers sammenfattes videre i begrebet om analiteten, som subversivt udgør selve det æstetiske skabelsesprincip hos Schwab. Som et gennemgående strukturelt træk ved Fäkaliendramen ses forskelsløsheden institueret som en ophøjelse af analitetens gøgleriske omvendinger og lovløse sammenblandinger, og det påvises i hvilken grad alle hierarkiske strukturer anfægtes af denne dramatisering af analitetens anarkistiske princip. Netop analiteten fungerer i "Sprogets krop, kroppens sprog" som det vitale begreb, der danner overgang fra tematiseringen af kropsbilledet til den retorisk orienterede analyse af sprogets funktion i Fäkaliendramen . Analogt til kropsbilledets genitale og anale poler findes sproget dramatisk udspændt mellem dets metaforiske og metonymiske aspekter. Schwabs personer er alle "halehæng" til sproget, og de ses som objekter for spændingen mellem klichéens, stereotypiens og doxa'ens metaforiske pol og de metonymiske processers udstrakte vildførelse, for trods de utallige forsøg på at nedbryde "lovens" sprog i Fäkaliendramen opretholdes det som en lemlæstet, men fortsat spændingsskabende modpol til analitetens metonymiske orgie.