Aarhus Universitets segl

Opfindelsen af massen

Jeppe Ilkjær

Denne afhandling udspringer af en interesse for et historisk fænomen, der findes beskrevet i en række litterære værker, og som siden den franske revolution er blevet kaldt "massen". Dette fænomen dukker op sammen med de europæiske revolutioner omkring år 1800 og er siden blevet forbundet med den voksende arbejderklasse. Mord, brand og ødelæggelse dukker helt fra begyndelsen op i forbindelse med fremstillingerne af massen. Man kan stille spørgsmåltegn ved, om disse attributter nogensinde har været virkelighed. Svaret på det spørgsmål er, at det har de næppe. Massen er ikke en realitet eller en essens. Lige så lidt kan man påstå, at massen er en diskursiv effekt eller en historisk konstruktion. Det er afhandlingens tese, at massen kan ses som en effekt forårsaget af de måder, hvorpå den repræsenteres politisk og intellektuelt, med det forbehold, at den repræsentation, der tales om, finder sted på flere niveauer, flere af dem yderst håndgribelige. Denne tese udfoldes i indledningen og diskuteres i de følgende kapitler, som analyserer tre centrale forestillingsmønstre i massediskursen.

Kapitel 1 handler om destruktiv modernitet. Oplevelsen af at leve i en tid formet i apokalypsens billede er genkommende hos snart sagt alle, der skriver om massen i det 20. århundrede. Stærkt medvirkende hertil er forestillingen om moderniteten som et beklageligt resultat af massens udjævning af hierarkier og distinktioner. Her undersøges, hvordan to østrigske forfattere, Hermann Broch og Elias Canetti, reagerede på denne historiske erfaring. Begge skrev deres bedste romaner i begyndelsen af 1930'erne, og begge skrev afhandlinger om massen for at få greb om denne erfaring. Deres beskrivelser af modernitetens negative kræfter overlejres af den samme begrebslige struktur, der også styrer fremstillingen af massen: modsætningen mellem følelser og fornuft. Men på et dybere plan danner repræsentationsmekanismerne i Broch og Canettis værker et mere intrikat mønster. Deres tekster viser, at det i selve værket er repræsentationsmekanismerne, der afgør, hvori den destruktive modernitet består. Hvordan den destruktive modernitet defineres beror dels på, hvor forfatteren placerer sig selv i forhold til massen, dels på de fortælletekniske greb, han anvender for at gengive den.

Kapitel 2 handler om indflydelsestab. Temaet omkring den destruktive modernitet er forbundet med et andet og mere spatialt tema omkring den stigende pladsmangel, som opleves på alle samfundets niveauer som følge af massernes tilsynekomst i samfundet. Udgangspunktet er her den franske forfatter Georges Perecs romaner fra 1960'erne og 1970'erne, hvor individet ikke længere er herre i eget hus, men derimod i akut pladsmangel. Tilgangen til Perec ligger i forlængelse af begrebet om de følelsesladede masser, der hos Perec er forbundet med et begreb om den kolde masse. Oplevelsen af at miste indflydelse er hos Perec især tydelig i gestaltningen af rummet, og det viser sig, at denne tendens er til stede gennem hele den moderne epoke. Hvordan inflydelsestabet defineres hænger i høj grad sammen med, hvordan rummet gestaltes, og hos Perec afprøves denne rumgestaltnings forskellige muligheder gennem forfatterskabet.

Kapitel 3 handler om modbilleder. For at imødegå oplevelsen af modernitetens negative kræfter og oplevelsen af at miste indflydelse fremstilles et modbillede, der fremhæver livets sande værdier. Med udgangspunkt i Don DeLillo og Thomas Pynchons romaner gives eksempler på to forskellige og delvist modsatrettede strategier til at skabe modbilleder, som netop kommer til udtryk i forskellige forælleteknikker, og som resulterer i to vidt forskellige fremstillinger af samfundet. I et tilsyneladende paradoks er det DeLillos symmetrisk opbyggede romaner med et væld af perspektiver, der fremstiller samfundet som en monoton og entydig modstilling mellem to blokke: de fornuftige individer og de gale masser. I denne konstruktion fremstilles selve romanformen som et modbillede til den historie, der fortælles af de nye, elektroniske billedmedier. DeLillos sigte er helt forskellig fra Pynchons særprægede univers. Det viser sig her, at der er en række forbindelser mellem modbillederne og de medier, de fremstilles i, som udspiller sig omkring et begreb om massen, der blandt andet har sine rødder i litteraturen. Pynchon lægger sig her tæt op af den fornyede akademiske interesse for massen som et fænomen, der hverken er realitet eller forestilling, men en effekt af selve repræsentationsmåden.

Afhandlingen kan give indtryk af, at det drejer sig om tre temaer, der afløser hinanden op gennem kulturhistorien. Men som det vil fremgå af disse delstudier, så er alle temaer aktive samtidigt. Man kan forstå dem som tre varierende måder, hvorpå massen anskueliggøres. Disse enkelttemaer samler sig på den anden side også i en enkel form: undergangsfortællingen. Afhandlingens afsluttende kapitel handler om, hvordan forestillingerne om massen forstærkes ved at blive løftet op på civilisationens niveau, og hvordan dette involverer grundlæggende overvejelser over individualitet og identitet.

Åbn hele dokumentet i pdf-format >>