Cecilie Mose Outzen
Specialet “One admires before one knows why” har, som titlen indicerer, en umiddelbar beundring for Karen Blixen, Ernest Hemingway og Peter Høeg som sit tekstuelle forlæg og komparative udgangspunkt. Forordet henleder opmærksomheden på idéen om et fælles tematisk grundlag hos de tre forfattere, der er koncentreret omkring skæbnesyn, kunstnerens betydning og individets eksistentielle rolle i teksterne.
Introduktionen peger på disse temaer som led i forfatternes mytiske “dagsorden” og polemiserer over spørgsmålet om et universelt, mytisk mønster i deres historier eller det modsatte: en afvisning af mytens betydning, udtrykt gennem et myte-relateret fald eller nederlag som central pointe i historierne. Det dualistiske spørgsmål finder sin kritiske modpol i en teoretisk gennemgang af Northrop Fryes litteraturkritik overfor Hans Blumenbergs—foruden medierende kritiske synspunkter af blandt andre Robert Langbaum og Astradur Eysteinsson—og pilotanalysen af Blixens “Den Udødelige Historie” er indsat før det teoretiske kapitel som en “appetitvækker,” der udtrykker fortællingernes repræsentative, mytiske hovedbestanddele samt operativerne for en myte-analytisk tilgang.
Fryes såkaldte displacement af myten overfor Blumenbergs mytiske begær fungerer som vigtige teoretiske begreber angående bestemmelsen af en generel mytisk struktur eller manglen på samme i de analyserede historier. Analysekapitlet koncentrerer sig om en kunstnerisk selv-bevidsthed i Blixens “Dykkeren,” der på den måde kommer til at fungere som endnu en pilotanalyse, hvorefter det analytiske materiale deles op i fire kategorier, primært beskæftigede med transformations- og forandringsaspekter som narrative kunstgreb, der blotlægger teksternes mytiske pointer.
Diskussionen og de følgende kommentarer opsummerer specialets delkonklusioner og analytiske observationer, hvorefter mytens omfang og rolle i forfatternes historier determineres som tragisk og bestående af et mytisk ricorso i teksterne, en indre tvivl hos protagonisterne samt deres essentielle lidelse som eneste mulighed for indsigt. Denne inddeling diskuteres som led i fortællingernes katharsis , eller anti-samme, som manifestationen af en grundlæggende længsel efter mytisk autenticitet, men ligeledes tilkendegivelsen af denne autenticitets tab og ikke-eksistens, hvilket efterlader tekstpersonerne uforløste—narrationen fremstår derved som en art tragisk udtryk, der bekræfter Blumenbergs teori om myten som en reminiscens af fortiden i moderne litteratur, et ekko af en baggrund. Således stiller specialet sig afvisende overfor Fryes strukturering af litterære tekster i overensstemmelse med et mytisk princip, eller det modificerer i hvert fald Fryes “quest-myth” til kun at gøre sin betydning gældende i forbindelse med “fall”- og “exile”-stadierne i moderniteten.
Der foreligger dog en mediering af den moderne myte-separation via Astradur Eysteinssons kritik, som en a-historisk forening af den abstrakte myte og tekstens autonomi i moderne fortolkning. Eysteinssons pointe omkring myten er, at den har sin oprindelse i selve menneskets eksistens, og frem for at strande ved “en kunst uden konsekvenser,” kan Eysteinssons sammensmeltning af mytens struktur med den a-historiske modernitet fremproducere en helt ny enhed.
Således konkluderer specialet, at analysernes pointe ikke så meget ligger i selve det tragiske—der i virkeligheden er implicit i de tre forfattere—som i den umiddelbare umulighed af en mytisk systematisering, som vi kender den fra Frye og et traditionelt, litteraturhistorisk underordningssystem.
