Aarhus University Seal

Tiltrædelsesforelæsninger som professorer: Anders Albrechtslund, Claus Bossen og Peter Lauritsen

Efterfølgende reception udenfor auditoriet.

Info about event

Time

Friday 8 December 2023,  at 13:00 - 14:45

Location

Peter Bøgh Andersen Auditoriet, Finlandsgade 21, 8200 Aarhus N

 

Anders Albrechtslund:

Overvågning i det nære: Et nyt blik på mennesker, magt og data

Overvågning er udbredt i moderne samfund, og vi møder den overalt i vores liv: På arbejde og derhjemme, som borgere, forbrugere, patienter og klienter. Det er langt hen ad vejen bekvemt og nødvendigt for et velfærdssamfund baseret på intens indsamling og brug af data, men der er også en række bekymringer forbundet med den megen overvågning. Hvem ejer vores data? Kan overvågning føre til manipulation af vores adfærd, grænseoverskridende kontrol og vil negative sociale grøfter blive gravet dybere?

Digitale infrastrukturer og produktionen af data er i høj grad afhængige af menneskets handlinger, oplevelser og deltagelse. Til trods for det er mennesket en ofte overset figur, når vi taler om det datadrevne samfund. Denne forelæsning udfolder en informationsvidenskabelig tilgang, der vender blikket mod mennesket som udgangspunkt for at forstå og påvirke den igangværende digitale omstilling af samfundet.

 

Claus Bossen:

Antropologi i det sociotekniske: Om snegle, opmærksom videnskab og data

Vi lever på godt og ondt i et socioteknisk samfund. Et samfund, hvor teknologier og socialitet væver sig sammen, og former de mennesker, organisationer og det samfund, vi er og bliver. Antropologi er en væsentlig tilgang til, hvordan vi kan undersøge, reflektere over og være med til at forme det sociotekniske. Forelæsningen vil via fortællinger om snegle, usynligt arbejde og data udfolde, hvad en opmærksom videnskab kan bidrage med. Fokus vil især være på digitalisering af sundhedsvæsenet, hvilket har medført produktion af en stor mængde data, som ikke kommer af sig selv via digitale infrastrukturer såsom elektroniske patientjournaler, men kræver arbejde. Et dataarbejde som oftest er usynligt, men som en opmærksom videnskab kan gøre synligt. Hvordan sneglene passer ind? Få svaret ved forelæsningen 😊

 

Peter Lauritsen:

Sex, sammenhængskraft & CPR

Sammenhængskraft er et af tidens vigtigste ord, og næsten alle videnskabelige discipliner har deres bud på, hvad det er, der holder Danmark sammen. I et informationsvidenskabeligt perspektiv vil man fremhæve data-infrastrukturer, som en væsentlig producent af sammenhængskraft. Det, at vi effektivt kan finde, flytte og anvende data er med til at holde os sammen.

Netop derfor er det en vigtig opgave for den informationsvidenskabelige forskning at undersøge data-infrastrukturer. Selvom de ofte er usynlige og vanskelige at lave om, skal forskningen trække dem frem i lyset, vise hvordan de er socio-tekniske konstruktioner og interessere sig for de implikationer, infrastrukturerne har. Hvem vinder, hvem taber – og hvordan kan vi evt. bygge dem på en anden måde?

Forelæsningen vil illustrere ovenstående ved at fortælle (dele af) historien om den måske vigtigste data-infrastruktur, vi har: CPR og især selve personnummeret. Hvilke valg ligger til grund for, at nummeret ser ud, som det gør? Hvorfor har kvinder ulige numre og mænd lige numre? Og hvilke konsekvenser har det haft, at vi fik et centralt personregister og et personnummer? Svarene på disse spørgsmål er mangfoldige, men det handler blandt andet om sex.