Aarhus Universitets segl

Nekrolog: Kristian Tylén havde en unik kombination af intellekt, kreativitet og samarbejdsevne

Aarhus Universitet har mistet en original og uortodoks forsker og en generøs ven og mentor for sine kolleger og studerende.

Kristian Tylén. Foto: Privat

Kristian Tylén (16. juni 1974 – 19. november 2024) begyndte sin akademiske karriere på Aarhus Universitet inden for den klassiske humaniora med en bachelorgrad i russisk sprog og litteratur fra 1999. Samtidig blev han en del af det boblende forskningsmiljø ved Center for Semiotik, hvor han i 2003 afsluttede sin kandidatgrad i kognitiv semiotik med en afhandling om narratologi, som han modtog Aarhus Universitets guldmedalje for.

Han fortsatte med en ph.d. ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet, hvor han skrev afhandlingen: “Roses, Icebergs, Hoovers and all that language: An investigation of the cognitive foundations of our comprehension of object mediated communication”, som han forsvarede i 2009.

Under sin ph.d. begyndte Kristian at arbejde med eksperimentelle tilgange til humanistiske forskningsspørgsmål. Blandt andet brugte han hjerneskanning til at undersøge effekterne af objekter, der var placeret uden for deres vante kontekst på en måde, der inviterede til kommunikation, som f.eks. når en stol placeres på vejen for at signalere, at en parkeringsplads er reserveret.

Denne forskning blev bemærket af medier verden over og omtalt i New Scientist under overskrifter som “Why a gift speaks a thousand words” og i en indisk avis endda som “Why a gift is a universal sign of love”, til Kristians store morskab, da overskriften intet havde med undersøgelsen at gøre. Men på en måde havde den alligevel. Kristian var selv sådan en gave, der konstant formåede at skifte både sit eget og sine samarbejdspartneres fokus på de vante problemstillinger, så nye erkendelser kunne opnås.

Efter sin ph.d. havde Kristian postdoc-stillinger ved Center for Semiotik i projekter om Cognitive and Phenomenological Aesthetics og Joint Diagrammatical Reasoning in Language, hvor han igen brugte eksperimentelle metoder til at udforske spørgsmål, der tidligere var blevet behandlet kvalitativt.

Kristian Tylén spillede en afgørende rolle i udviklingen og etableringen af de nye uddannelser i kognitionsvidenskab på Aarhus Universitet fra 2015, hvilket førte til, at han fik en stilling som lektor ved Afdeling for Lingvistik, Cognitive Science og Semiotik. Her var han en højt værdsat underviser i fag som Cognition and Communication, Experimental methods og Human-computer-interaction. I 2020 var Kristian Aarhus Universitets kandidat til Uddannelses- og Forskningsministeriets nationale undervisningspris, nomineret af sine studerende.

I sin forskning fokuserede Kristian konsekvent på undersøgelsen af, hvordan kommunikationsformer og systemer udvikler sig – både i nuet, når deltagere i forsøg interagerer gennem gestik eller skaber nye tegn for at løse samarbejdsopgaver, og over længere tidsmæssige skalaer som under individets sprogtilegnelse og menneskehedens kulturelle evolution. I nogle af sine mange samarbejder undersøgte han desuden, hvorfor dansk er så svært at lære, og hvad kreativitetens grundlag er.

Senest udførte Kristian også banebrydende forskning i krydsfeltet mellem kognitionsvidenskab og arkæologi med eksperimenter, der undersøgte tidlige menneskelige artefakters mulige kommunikative funktioner, bl.a. i en artikel offentliggjort i Proceedings of the National Academy of Science i 2020.

I 2022 modtog Kristian det prestigefyldte ERC Consolidator Grant fra Det Europæiske Forskningsråd til at videreudvikle sin forskning i evolutionen af symbolsk adfærd. I 2023 blev han udnævnt til professor. Trods sin sygdom fortsatte Kristian arbejdet med ERC-projektet til det sidste, med studier af hulemalerier og andre tidlige menneskelige artefakters kommunikative potentiale.

Gennem sine forskningsprojekter skabte Kristian et stort både nationalt og internationalt netværk af samarbejdspartnere, der ofte også blev hans venner. Kristian havde fremtrædende roller i flere videnskabelige selskaber, bl.a. som bestyrelsesmedlem i Nordic Association for Semiotic Studies (NASS) og International Association for Cognitive Semiotics (IACS). Fra 2009 til 2024 var han bestyrelsesmedlem i Scandinavian Association of Language and Cognition (SALC), hvor han fra 2019 til 2024 var præsident.

For sine kolleger, venner og studerende var Kristian kendt for sit altid gode humør, innovative tankegang, pragmatiske tilgang til problemer og sin dybe humor. Ingen frokost eller kaffepause gik forbi uden en morsom anekdote eller en skæv vinkel på samtaleemnet – selv hans egen kræftsygdom, som brød ud i 2023, tacklede han med humor. Kristian var altid generøs og villig til at hjælpe alle, der søgte hans råd, fra studerende, som han hjalp med programmering og analyse af eksamensprojekter, til en midlertidig tjans som afdelingsleder. Kristians dør stod altid åben.

I sin fritid var Kristian en yderst talentfuld guitarist og komponist og spillede i forskellige rock-, funk- og jazzbands. Hans funkband VIBR er netop gået i gang med at udgive sange fra deres debutalbum, og blot to dage før sin død gav Kristian koncert med bandet Løgn&Latin i et fyldt spillested i Aarhus. Mange tidligere studerende var mødt op for at vise deres respekt og støtte.

Kristian var også aktiv som formand for bestyrelsen i Børnenes Friskole i Risskov og som kasserer for NGO’en Klima-X. Desuden var han vinterbader i vikingegruppen Jomsborg og tog en sidste svømmetur med sin hustru, Vibeke, aftenen før sin død.

Kristian var åben om sin sygdom og talte gerne om den, men lod den aldrig styre sit liv eller ødelægge hans humør. Det eneste, der kunne gøre ham trist, var tanken om at skulle forlade Vibeke og deres tre børn, Jonas, Bastian og Maja. Vores tanker går til dem i deres ubeskrivelige tab.

Kristians minde vil leve videre hos alle os, der var privilegerede nok til at kende ham.