Aarhus Universitets segl

Medier og kommunikation fortsætter stigning i toppen af QS-ranglisten

Fagområderne inden for medier og kommunikation på Aarhus Universitet har igen i år taget et skridt op ad den internationale rangliste ”QS World University Rankings by Subject”

De seneste fem år har AU ligget i top 50 i kategorien ”Communication and Media Studies”. Aarhus er i år placeret som nummer 34 på listen. Det er en stigning på to pladser i forhold til 2015 og hele ti pladser i sammenligning med 2014.

I vurderingen indgår både fagområder fra Institut for Erhvervskommunikation på Aarhus BSS og Institut for Kommunikation og Kultur, på Faculty of Arts.

”Den høje vurdering er udtryk for, at vi sammen med fagmiljøet på virksomhedskommunikation ved Aarhus BSS er gode til at arbejde internationalt. Siden 80’erne har vi systematisk arbejdet i nordiske, europæiske og globale sammenhænge. Vores medieforskere har været flittige til at deltage i internationale forskernetværk og projekter - og rigtig gode til at publicere internationalt i anerkendte tidsskrifter” siger lektor Hanne Bruun, leder af forskningsprogrammet Medier, Kommunikation og Samfund på Institut for Kommunikation og Kultur.

En del af fagområdets DNA

Den danske empiri kan i mange sammenhænge betragtes som en case i større transnationale og internationale problemstillinger – f.eks. betydningen af digitalisering af kommunikationsmidlerne og mediernes rolle i samfundet og konkret blandt mediebrugerne. Det baner vej for dialog med forskere andre steder i verden.

”Det internationale aspekt har altid været en vigtig del af vores DNA. Det er et ungt forskningsområde, som har skullet finde sine egne ben. Og det har det i høj grad gjort såvel internationalt som nationalt. Vi beskæftiger os med forskningsproblemstillinger, som ikke er isoleret til Danmark, og som heller ikke er isoleret til medieområdet i snævre forstand. Vi er konstant i dialog med forskere fra andre fagområder på det humanistiske og samfundsvidenskabelige felt,” fortæller Hanne Bruun.

Stor international studenterinteresse

Medievidenskab er også blevet skubbet frem af en massiv studenterinteresse – både blandt de danske og de internationale studerende. Den internationale Erasmus Mundus kandidatuddannelse i journalistik må hvert år afvise mange dygtige studerende fra hele verden, da interessen langt overstiger antallet af studiepladser.

”De studerende tager det første år af uddannelsen i Aarhus og andet år på et af programmets partneruniversiteter – for eksempel Hamborg, Swansea eller Amsterdam. De udtrykker stor tilfredshed med uddannelsen og vores undervisningsmetoder i Aarhus – og de fortæller den gode historie. Det er bestemt også med til at højne vores gode omdømme,” slutter Hanne Bruun.

Fakta

QS (Quacquarelli Symonds) udfører undersøgelser af verdens top-universiteter og udsender ranglister, især henvendt til studerende.

’QS World University Rankings by Subject 2016’ inkluderer i alt 945 institutioner og 42 fagområder. Placeringerne på listen er beregnet ud fra spørgeskemaundersøgelser om fagområdernes omdømme blandt aftagere og internationale forskere, samt citationer og h-index. På humaniora vægtes omdømmet højest, mens citationer og h-index vægtes højere inden for naturvidenskab og sundhedsvidenskab. For at få en ranking på denne QS-liste, skal der være tilknyttet en uddannelse til fagområdet. Fagområderne bygger på tidsskriftskategoriseringer fra Scopus, og et forskelligt antal institutioner er udvalgt til analyse på de forskellige fagområder.