Aarhus Universitets segl

IKK-forsker repræsenteret i Akademiet for de Tekniske Videnskaber

Anja Bechmann, lektor i Medievidenskab og leder af AU Datalab, er indbudt til at indtræde som nyt medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber.

Anja Bechmann. Foto: Nanna Inie, Aarhus Symposium.
Foto: Nanna Inie, Aarhus Symposium.

Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) er en uafhængig tænketank bestående af udvalgte erhvervstopfolk og forskningsledere.

Når Anja Bechmann per 1. april 2017 indtræder som nyt medlem, vil hun bidrage med en sociologisk forståelse af digitaliseringen i et forum, der ellers primært rummer dataloger, matematikere og ingeniører.

”Jeg vil bidrage med indsigter fra min forskning i digital sociologi og big data - sammen med professor Maja Horst fra Københavns Universitet. Det er vigtigt, at vi bringer den sociologiske vinkel ind i debatten om digitalisering, fordi det sociale, kulturelle og politiske er vigtige elementer i realiseringen af bæredygtige digitale modeller, der er til gavn for brugerne og for samfundet. Det gør sig særligt gældende, når vi fremadrettet skal til at arbejde endnu mere med brugeres digitale fodspor som udtryk for menneskene bag. Det kræver et særligt øje for, at dette menneske ikke bare er datapunkter, og at tvetydige data ikke blot er støj i den matematiske formel. Vi skal sammen blive bedre til at navigere i tvetydighed og til at synliggøre politiske dimensioner af modeller og programmering” forklarer Anja Bechmann.

Anja Bechmann har siden 2014 været udpeget til at sidde i ATVs Digitale Vismandsråd. Hun vil fremadrettet også være tilknyttet arbejdsgruppen Digitalisering og Big Data i ATV.

Læs mere om ATV og se medlemsliste her

 

Kontakt:

Anja Bechmann, lektor i Medievidenskab

anjabechmann@cc.au.dk

Mobil: +4551335138