De fleste kender Finn Olesen som lektor og underviser i bl.a. videnskabsteori på Informationsvidenskab. Men det er nok de færreste, der ved, hvordan han egentlig endte der. Faktisk skal vi både forbi Sverige, landsbyen Lundforlund, en Danfoss-fabrik, HF og Kunstmuseernes Fælleskonservering for at kortlægge Finns vej til Aarhus Universitet.

Tændstikhovedstad og dødens pølse

Finn blev født i den svenske by Jönköping, som er blevet kaldt “Sveriges tændstikhovedstad” med intet mindre end fem tændstikfabrikker. Senere flyttede han og familien dog til Danmark og ind i landsbyen Lundforlund på Vestsjælland, hvor livet og naboskabet mest af alt mindede om et afsnit af Matador.

“Lundforlund var sådan et skæbnefællesskab, hvor alle var afhængige af hinanden, og alle vidste, hvad der foregik rundt omkring hos de andre. Men det var dødens pølse at bo der,” fortæller Finn om barndomsbyen, hvor han fik tiden til at gå med at spille håndbold på Gerlev Idrætshøjskole, som lå i nærheden.

Beslutter sig for at læse videre

Modsat Jönköping bød Lundforlund ikke på en eneste tændstikfabrik, men til gengæld havde Finns far en virksomhed, der producerede flisemaskiner. Farens arbejde og interesse for teknologi smittede helt naturligt af på Finn i hans unge år, og på en måde lå det altid i kortene, at han også skulle gøre karriere inden for teknologi. Efter 3. real blev folkeskolen derfor skiftet ud med fabrikken.

“Da jeg blev færdig med folkeskolen, ville jeg aldrig røre en fagbog igen. Jeg ville bruge mine hænder og tjene nogle nemme penge. Så jeg blev akkordmedarbejder på Danfoss-fabrikken på Als,” fortæller Finn, som hurtigt erfarede, at livet som ufaglært akkordmedarbejder var enormt ensformigt. 

“Hver eneste dag stod jeg og lavede 2400 enheder af den samme ting. Så jeg fandt jo ud af, at jeg hellere måtte læse videre, hvis jeg ville have et godt liv,” forklarer han.

Interesse for filosofi og teknologi

Finn flyttede til Århus for at tage en HF, og i smilets by opdagede han, at interessen for teknologi ikke udsprang fra en fascination af tal, logik og sandsynlighed, men fra en humanistisk forankret undren.

“Da jeg tog min HF, overvejede jeg at blive svagstrømsingeniør, men det droppede jeg, da jeg fandt ud af, at matematik var for kedeligt for mig. Jeg havde til gengæld en rigtig dygtig religionslærer, der fik mig gjort interesseret i filosofi, og derfor blev det filosofi, jeg ville læse videre på universitetet,” fortæller han og understreger, at det stadig var vigtigt for ham at få det teknologiske perspektiv med.

“Filosofi alene var aldrig nok for mig. Jeg insisterede på at få teknologi med indover,” uddyber han.

Finn begyndte derfor at undersøge, om interessen for i filosofi og teknologi kunne overføres til en uddannelse.

“I 80’erne hørte jeg om det nye studie Informationsvidenskab, og jeg vidste med det samme, at det skulle være et bifag til mit filosofistudie,” fortæller Finn, der gik i gang med at undersøge, om den studiestruktur kunne lade sig gøre, da Informationsvidenskab var en helt ny uddannelse i 1986.

“Jeg nærmest stalkede Peter Bøgh for at finde ud af, om kombinationen af filosofi og Informationsvidenskab overhovedet kunne lade sig gøre. Det kunne den heldigvis godt,” fortæller han.

Lander det første underviserjob

I 1986 begyndte Finn på Informationsvidenskabs som sit bifag, men fornøjelsen blev kort, for allerede året efter måtte han lægge studiebøgerne på hylden og aftjene sin værnepligt som militærnægter. I de følgende 11 måneder assisterede Finn konservatorerne og fotograferede beskadigede malerier hos Kunstmuseernes Fælleskonservering, og selvom det skulle være en straf for at nægte at træde i støvler og uniform, er det i dag en tid, som han ser tilbage på med et smil på læben.

“Jeg havde mit eget træværksted og kunne gramse på Asger Jorn-malerier dagen lang. What’s not to like,” griner Finn.

Han vendte derefter tilbage til universitetet og skrev sit speciale om kunstig intelligens.

”For mig at se er kunstig intelligens et emne, der binder filosofien og teknologien godt sammen, så det skulle jeg naturligvis skrive mit speciale om. Da jeg skrev specialet, var diskussionen om kunstig intelligens akademisk og bevidsthedsfilosofisk, imens nutidig AI er en relativ snæver sprog-orienteret delmængde af kunstig intelligens-feltet. Så meget har ændret sig siden da,” pointerer han.

Kort tid efter Finn afsluttede sin cand. mag.-uddannelse i sommeren 1990, blev han spurgt om han ville undervise i videnskabsteori på Informationsvidenskab i efteråret. Og det takkede den dengang nybagte dimittend ja til. Finn syntes dog, at der skulle ske noget mere end det.

“Jeg gik over til Peter Bøgh Andersen og forklarede, at jeg gerne ville skrive en Ph.d. med ham som medvejleder. Peter sagde ikke bare ja til at vejlede mig, men spurgte også, om han måtte bruge mit speciale om kunstig intelligens i sin undervisning,” fortæller Finn om de første spæde skridt i hans universitetskarriere. Finn blev adjunkt i 1998 og lektor i 2001.

Menneskets forhold til teknologi

I dag har Finn været lektor på Afdeling for Informationsvidenskab og Digital design og undervist i videnskabsteori og mange andre emner, ikke mindst inden for STS-feltet, i cirka 35 år. Med sin baggrund i Filosofi og Informationsvidenskab, en phd. om Naturvidenskabens eksperimentelle praksis og mange års forskning inden for sundhedsteknologi, er han derfor en oplagt mand at gå til, hvis man vil dvæle lidt ved de sociotekniske implikationer af teknologiens rivende udvikling.

”Jeg har altid været optaget af, hvordan mennesker og teknologi spiller sammen på godt og ondt. I mit hoved kan mennesket ikke stå alene, for vores liv er vævet tæt sammen med teknologien, ” fortæller Finn, der lavede nogle af de første danske phd-kurser i postfænomenologi og teknologifilosofi, som netop griber fat på menneskets ofte komplicerede forhold til teknologi.

”Vi mennesker vil enormt gerne have hjælp at teknologien, men på samme tid er vi også bange for, hvad den hjælp gør ved os,” fortæller Finn og tilføjer, at man fx i 80’erne var bange for, at regnemaskinen ville gøre mennesker ude af stand til at regne i hovedet.

”Et af de citater, som jeg i den forbindelse ofte har brugt i min undervisning, er af filosoffen Hubert Dreyfus. Han siger: “The risk is not the emergence of super intelligent computers. The real risk is the emergence of sub-intelligent humans.”Det er en tidløs og ekstremt vigtig pointe,” fortæller Finn, der altid har været optaget af historisk belæring – til stor frustration for mange af hans studerende, ifølge ham selv.

Forskning i sundhedsteknologi

Finns store interesser var i mange år filosofi og teknologi. Men snart begyndte han også at interessere sig for sundhedsteknologi og teknologifilosofi i sundhedsvæsnet.

”En vigtig del af mit arbejde på universitetet er undervisning, men jeg har endvidere udviklet min forskning og mit arbejde med studier af STS og teknologisk praksis over tid,” fortæller han.

I årenes løb har Finn blandt andet skrevet om elektroniske patientjournaler i samarbejde med Randi Markussen. Sammen forskede de i implementering af et EPJ-system, der skulle mindske fejlmedicinering, som også dengang var et stort problem.

Finn har også været medvejleder på et ph.d.-projekt om telemedicin. Her var han med til at teste, om man via en teleforbindelse kunne forbinde KOL-patienter, der sad hjemme i stuen, med en sygeplejerske, der vha. internetforbindelse og computere kunne instruere patienten i at måle egen iltmætning og lungekapacitet.

”Vi fandt bl.a. ud af, at teknologien ikke kunne stå alene og erstatte det fysiske besøg på sygehuset, men den kunne supplere det og skabe tryghed” fortæller Finn.

Ifølge Finn er et af sundhedsvæsnets store udfordringer med implementering af teknologi ikke blot er et spørgsmål om økonomi, men kompetencer:

”Selvom Danmark er langt fremme i digitaliseringen, og der er råd til teknologifornyelse i sundhedsvæsnet, er det et tilbagevendende problem, at mange ikke ved, hvordan teknologien skal bruges og forstås,” påpeger Finn.

”I sundhedsvæsnet taler man om, at en del teknologier havner i skyllerummet når ingen længere ved, hvad de skal bruges til. Teknologien bliver hurtigt forældet og kræver knowhow,” fortsætter han.

Det næste kapitel

Normalt sammenlignes det at gå på pension med at sætte et punktum i karrieren. Men Finn sætter blot et komma i sin karriere, da han har valgt at fortsætte på universitetet som lektor emeritus. Og det glæder ham, for særligt kollegaerne ville være svære at sige helt farvel til.

“I coronatiden fandt jeg især ud af, at de ikke bare er medansatte, men det, jeg har valgt at kalde ‘kollegavenner’. De er mere end bare kollegaer, og derfor er det heldigt, at jeg fortsætter som emeritus og stadig kan se dem,” fortæller Finn, der sammen med nogle af sine kollegavenner lavede en online kaffeklub under corona med lidt skæve mødeindkaldelser som fx “STS og hash”.

På længere sigt håber Finn, at den nye tilværelse giver ham tid til at skrive et par bøger og artikler som emeritus, samt at finde ud af, hvordan han ellers kan gøre gavn som pensioneret lektor. Men planerne kan stadig nå at ændre sig.

“For et år siden sagde jeg, at jeg ville gøre sådan og sådan, når jeg gik på pension. Men for hver måned har det ændret sig. Jeg har ikke længere lyst til at forpligte mig på et fast ugeskema, men jeg er heller ikke klar til at slippe mit arbejde helt. Måske kommer jeg til at arbejde som teknologikonsulent i sundhedsområdet, som jeg har dedikeret min karriere til at forske i. Men meget er stadig åbent,” fortæller Finn, der dog er sikker på én ting.

“Det første jeg vil gøre, når jeg kommer hjem efter min afskedsreception, er nok at sætte mig i sofaen med et godt glas pinot noir, kigge nærmere på alle mine afskedsgaver og tænke taknemmelige tanker,” smiler Finn.